Vrisne mænd 6 

Barnepige-stat – ØV!

For nogle måneder siden var der nogle unge der spiste hostepiller i håndfulde. Ikke fordi de hostede. Men fordi de ville have et trip til galakserne. Den tur havde de fundet ud af, at hostepiller kunne sende dem ud på, når de hældte godt med piller i sig. En af de rejselystne unge kom ikke hjem fra galakserne. Det er sørgeligt. TV-stationerne stillede straks politikerne op mod muren. Hvorfor havde de unge kunnet købe hostepillerne – dexofan – uden recept? Jamen det er da også for galt, svarede de skræmte politikere. Sidder de og sover i Lægemiddelstyrelsen? Og hurtigere end man kan få en halsbetændelse blev dexofan receptpligtigt. Vi var ellers hundredtusinder der i årevis havde købt de uskadelige dexofan lige så fredeligt som vi køber Drogen’s fiskeolie på apoteket. Nu skal alle vi hundredtusinder bruge timer på at rende til lægen og sige vi hoster. Og lægen skal have stetoskopet frem – eller også skal han ikke. Han skal i hvert fald skrive recept til os. Denne receptpligt koster samfundet millioner. Er der ikke noget om, at vi har lægemangel og andet at bruge lægerne til. Hele den hurlumhej, spild af borgernes og lægernes tid, flere penge til lægerne, som har nok i forvejen – Alt sammen fordi en enkelt ung mand gik over gevind. Havde han ikke haft dexofan, havde han nok haft et andet rusmiddel at gå over gevind med. Skal samfundet virkelig ansætte barnepiger til at regulere hver eneste borgers brug af normalt uskadelige hjælpemidler som dexofan? Springet fra barnepigestat til vægterstat er ikke langt. TV viser seerne en ambulance og siger der ligger en død mand i den, død fordi han har spist en overdosis dexofan. Derefter rettes kameraet mod sundhedsminister Jakob Axel Nielsen, og tv spørger: hvad vil du gøre ved det? Så skal minister Nielsen være meget stærk for at komme med det fornuftige svar: ingenting.

Så stærk var Nielsen og de andre politikere ikke. Bare der dog var nogle flere klarhjernede og modige personligheder blandt politikerne. Nogle der turde tale Roma og barnepigestaten midt imod. * I 1960’erne var der nogle få dårlige bilister, der busede ind i et vejtræ og slog sig ihjel. Samfundets reaktion var: så må træerne fældes. De står i vejen for bilerne. Og de faldt, i titusindvis, vore skønne vejtræer. Gamle, herlige ege, kastanjer, røn, lind. Trærækker der havde givet karakter og skønhed til vores åbne land. Fornemme, grønne alléer dejsede om kuld. Det danske landskab blev kedeligere. Hvad faldt de for? For at en halv snes bilister om året kunne blive livslange invalider i stedet for at blive dræbt. MÅSKE! For måske var disse fumle-bilister i stedet ræset ind i en modkørende bil. Eller havde slået dødskolbøtter over grøften. Vi forarmede vores landskab. Tilintetgjorde en af Danmarks herligheder. Til ingen nytte. Dette er ikke manglende respekt for menneskeliv. Det er heller ikke noget forsvar for at genindføre rygning på restauranter eller for at tillade salmonella i kødet. For disse forbud er velbegrundede. Når stort set al lungekræft opstår af rygning, skal ikke-rygere ikke påføres denne sygdom uforskyldt. Men vi skal ikke bilde os ind, at vi gennem forbud kan gøre livet risikofrit. Livet ER farligt. Vi dør af det. Og de meget, meget få af os, der opfører sig vanvittigt, har en lille risiko for at dø lidt tidligere. Det er risikoen for at ville til galakserne ved lægevidenskabens og ikke ved poesiens hjælp. Den risiko kan vi ikke tage fra menneskene. Heller ikke ved at gøre livet besværligere og kedeligere for alle de andre. Folkets gode, frie liv er vigtigere end at forsyne nogle få tosser med rem og seler.