|
Hvem er prof i DR’s bestyrelse? Af Ole Hyltoft, forfatter, medlem af DR’s bestyrelse fra 2007 |
|
|
|
Sikken et mandefald i Danmarks Radios bestyrelse. Fire ud af elleve røg over bord. Hvad kan vi lære af det? Ganske meget. Bl.a. at en institution som DR ikke halvt om halvt skal forestå et stort byggeri ( partnering-modellen ). Sådan noget som storbyggeri skal overlades til fagfolk. Men mest er mandefaldet en lussing til de erhvervsjournalister og klummeskrivere, der har ivret for, at DR trængte til ”en professionel bestyrelse”. Dermed mente de en bestyrelse af erhvervsledere. Nu har DR siden 2004 haft en af de mest erfarne og mest velanskrevne økonomiske topfolk som bestyrelsesformand. I denne ”professionelle” periode har DR haft sin første store økonomiske krise i DR’s historie. |
|
Jeg tør vædde på, at dette ikke havde været anderledes, selv om alle elleve bestyrelsesmedlemmer havde bestået af direktører fra Danfoss, Danisco, Lundbeck, Lego, Bang og Olufsen o. lign. Humlen i sagen er, at DR er en kulturinstitution, ikke et investeringsfirma. Og kulturinstitutioner skal ledes af folk, der har forstand på kultur, ikke på investeringer. Kulturfolk kan såmænd godt finde ud af, om der er underskud eller overskud i kassen. Men pengefolk uden kultur kan ikke se, om DR varetager sine kulturopgaver tilfredsstillende. Det gør DR ikke for tiden. Der er sket fremskridt det sidste års tid. Kulturen har fået et par røster i den nye bestyrelse der taler højt. Men fremskridtene har trods det været små. Pengetabet kommer vi over i DR. Men det er DR’s mangler i
forståelsen af sit kulturansvar, der er det store minus i regnskabet. Det er
her, bestyrelse, medarbejdere og direktion nu skal sætte kræfterne ind. Det
er det, ”professionalisme” i DR drejer sig om. |