Grundlovstale i Hørsholm 5.-6.-08 Arrangør: 5. Juni Selskabet og FOF

Det er dejligt vi fejrer vores grundlovsdag, når vores land er allersmukkest Og et meget smukkere sted end Hørsholm kan man ikke gøre det. Bøgene er grønne. Forglemmigejerne er blå, valmuerne røde og gule, syrenerne lilla og hvide. Fuglene synger. Solen skinner højt på himlen. Naturen viser os at den har mod på livet. Og her på naturens frejdigste og flotteste dag fejrer vi vor kulturs dristigste og flotteste eje, Grundloven. Folkestyret. Man snakker om hvad der vigtigst i denne grundlov. Ejendomsretten? Retten til at blive stillet for en dommer? Retten til at blive undervist? Jeg er ikke i tvivl. Den vigtigste paragraf er nummer 77. ”Enhver er berettiget til, i tryk, skrift og tale at offentliggøre sine tanker. Censur og andre forebyggende forholdsregler kan ingensinde på ny indføres.” Punktum. Finale. Sådan lyder ytringsfriheden – på dansk. Den er den vigtigste. For hvis vi ikke åbent kan fortælle hinanden, hvad der sker, kan vi ikke vide, om staten eller mafiabander eller andre stormægtigheder begår overgreb, uretfærdigheder. Og så kan vi ikke føre den offentlige samtale der er forudsætningen for demokratiets love, retspraksis, for et blomstrende kulturliv. Ytringsfriheden, en åben og ærlig samtale mellem borgerne, er det nødvendige grundlag for et samfund, der udvikler sig som følge af argumenter og ikke som følge af befalinger. Argumenterne kan være kunst. En roman af Salman Rushdie. Men det kan også bare være et udbrud: Gå ad helvede til! Vi skal nu ikke rutte med følelsesudbrud i den offentlige stue. Men en gang imellem kan det være på sin plads. Censur kan ”Ingensinde på ny indføres” står der. Altså har der været censur. Jeg har tit tænkt: Hvor må det have været forfærdeligt at leve i 1700-tallet og have noget på hjerte. For eksempel om sin frække herremand. Og så ikke måtte ytre det til andre end sit øg ude i stalden eller til nød til sin kone. Derfor skal vi også huske, at ytringsfrihed som princip ikke er nok. Folk skal have reel mulighed for at det, de siger, kommer andre for øre – i aviser, på nettet, i skolebestyrelser og en masse forskellige steder. Og de der ikke kan lide selv at tale højt, skal kunne læse deres mening i avisen udtrykt af andre. Det har det knebet med på det sidste. Det politisk korrekte og det stuerene har i perioder næsten kvalt det frie ord i aviser og radio/tv. Mange steder i udlandet er det forbundet med livsfare at ytre sig. Kritiske skribenter er blevet myrdet. Martin Luther King.Theo van Gogh i Holland. Ytringsfriheden er den første der bliver henrettet, når en enehersker griber magten. Så snart vi var blevet besat den 9. april 1940, indførte Værnemagten censur. Men meget hurtigt derefter voksede en fri undergrundspresse frem. Der var bare det ved det, at de, der skrev i denne presse, kom i kz-lejr, hvis det blev opdaget. I min gymnasietid på Gl. Hellerup var jeg skolebladsredaktør. Vi havde en vis ytringsfrihed. En vis, må jeg sige. Jeg skrev i bladet, at et par lærere var dårlige til at undervise i et bestemt fag. Det var sandt. Men det syntes rektor ikke man skulle læse i skolens blad. Den unge redaktør Hyltoft blev ikke smidt ud af skolen. Og jeg kom ikke i kz-lejr. Men en af de omtalte lærere blev dybt fornærmet og gav mig den kolde skulder resten af min gymnasietid. Jeg udnyttede min ytringsfrihed. Men jeg lærte også om de følger det kan få. I det lille format, det meget lille format. Anderledes alvorlige er de repressalier Ayaan Hirsi Ali og Geert Wilders udsætter sig for i Holland, og Naser Khader, Kurt Westergård og Pia Kjærsgård i Danmark. Det er skændigt og sørgeligt og udtryk for manglende civilisation, at det kan være livsfarligt at ytre sig. Og det er skændigt, og en blanding af storhedsvandvid og magtesløshed, at nogle pakistanske galninge sprænger uskyldige mennesker i luften ved den danske ambassade i Islamabad. Fordi de har hørt at der har stået nogle tegninger i en avis, de ikke læser, fra en by, de ikke kender, 8000 km borte. At disse religionsfanatikere er gale, det ved vi. Men overraskende og beskæmmende er det, at nogle danskere er begyndt at skrive i aviserne, at bombesprængningen er JP’s og den rare Kurt Westergårds skyld. Visse politikere har været ude på samme glidebane. Men de politikere, der bruger denne udåd til at efterspørge en dansk politik med mindre ytringsfrihed, de støtter terroren som magtinstrument i verden. Jeg har for tiden den ærefulde opgave at sidde i Danmarks Radios bestyrelse – som en af demokratiets repræsentanter i DR’s ledelse. Nogle mener, at vores opgave i bestyrelsen kun er at holde øje med regnskaberne. Jeg mener nu, at bestyrelsesmedlemmerne også skal bruge deres ytringsfrihed. Hvis de ellers mener noget om programmerne. Vi bestyrelsesmedlemmer bringer jo, om jeg så må sige, folkets ord ind i DR’s ledelse. Hvis det ikke bliver gjort, kan DR gå hen og blive en lille medieoverklasses radio og fjernsyn. Og erfaringen viser, at medarbejderne i sådan en radio/tv-station, der udelukkende er styret af journalistiske embedsmænd, at de let kommer til at opfatte verden meget ensartet. Netop i disse dage synes jeg det er nødvendigt for DR-bestyrelsen at sige til Plummer og Co., at DR ikke skal lave skønhedskonkurrence for unge piger med islamisk tørklæde. For dermed lyser DR det islamiske tørklæde i kuld og køn. Det betyder, at DR siger god for, hvad tørklæder står for af undertrykkelse og menneskelig fornedrelse. Netop det vi så vi et udslag af i Islamabad i mandags.

For netop en måned siden stod jeg og holdt tale ved Flammens og Citronens grave i Mindelunden. Det er et slående sammentræf, at det er den samme månedsdag, den 5., at vi fejrer vore to vigtigste nationale mindedage. Først i foråret, og så i forsommeren. Først barndom – så ungdom. I Ole Christian Madsens gribende film om Flammen og Citronen råber de fangne frihedskæmpere, i det øjeblik Gestapo skyder dem, ”For fædrelandet!”. Jeg ved ikke, om frihedskæmperne faktisk råbte det, når de blev henrettet. Men jeg er sikker på, de ikke adskilte deres kamp for friheden med kampen for Danmark. Det var jo deres fædreland, Danmark, der skulle give dem friheden tilbage. Når tyskerne var smidt ud af landet. Det var de ikke i tvivl om. I disse år er det imidlertid ikke artig tale på de smarte caféer at tale om fædrelandet. Alene at bruge ordet er usmart. H.C.Andersen kunne bruge det. Men det går altså ikke an på universiteterne i dag. Her skal man for resten også hellere tale engelsk end dansk. Globalisering, derimod, det er det rette ord, kodeordet, hvis man vil være hip og med på noderne. Og selvfølgelig skal vi da være åbne over for omverdenen. Men vi skal huske, at det var for at befri Danmark og genvinde den mistede danske grundlov, at vore frihedskæmpere gav deres liv. Grundloven er jo ikke sådan en tilfældig pakke, vi har været henne og hente på Nettos hylde. Grundloven er resultatet af en gammel folkestammes rolige, naturlige udvikling. Vi fik landskabslovene i 1200-tallet. Derefter havde vi så århundreder med mere eller mindre enevældigt styre. Alt i alt var vi ærlig talt ikke særlig heldige med vore enevældskonger – udvalgt efter biologisk roulette. Det er under deres styre at Danmark mister sine østdanske landsmænd i Skåne og bliver adskilt fra vore ligeværdige søstre og brødre i Norge. Nej, det var en lykkelig dag, grundlovsdagen, da vi slap af med det kongelige diktatur. Måske var det mildt til sidst. Men det var dog et diktatur, og det indeholdt ikke nogen ytringsfrihed. Nogle mener demokratiet er middelmådigt. Det var der temmelig mange I 30érne der syntes. Og der dukker hele tiden bevægelser op, der mener de har fundet en meget bedre måde at indrette samfundet på end stemmesedlen. Erfaringen viser bare at disse ”perfekte” samfund bliver nødt til at skaffe sig stasi-fængsler, torturbødler, og skaber undertrykkelse og had. Hitler havde Gestapo til det grove. Stalin havde KGB. Munkemarxisternes helt, Mao, myrdede millioner, ligesom Pol Pot. Og få har fået så meget blod til at flyde de sidste 1400 år som den enevældige profet Muhammed. Det usmarte, det middelmådige samfund, demokratiet, har vi nu haft i Vesten i et par hundrede år. Og tænk, dette middelmådighedernes paradis har, mærkeligt nok, ført til de største fremskridt i historien. Berlinmuren faldt i 1989. Takket være Michael Gorbatjof. Ham bør hele verden hylde som en af de største helte i vor tid. Da kommunismen havde opgivet ævred, troede mange, at nu havde det liberale demokrati sejret for al fremtid. Ikke andre ordentlige tilbud var for hånden. Nu drejede det sig bare om at få de ikke-demokratiske lande i Afrika, Asien i Sydamerika til at forstå det. Men så en-to-tre dukker en ny antidemokratisk bevægelse op på verdensscenen. Den kræver ligesom alle de andre verdensherredømmet. Islam. Igen har vi en politisk bevægelse der ikke tolererer ytringsfrihed. Ytringsfrihed betyder plads for andre tanker. Men der er ikke brug for andre ideer, når Muhammed har sagt det der skal siges. Et verdensomspændende præsteskab, imamerne, viderebringer nu dette budskab. Igen engang skilles de retfærdige fra de uretfærdige, de troende fra de vantro. Og de, der ikke følger trop, de vantro, må i første omgang fordømmes. I næste udryddes. Afskaf grundloven, lyder det fra Hizb-ut-Tahrir og fra mange islamiske stemmer. Indfør koranen. Ja, man tror det er lyv i 2008. Men sådan lyder det. Nej, grundlovens frihed er ikke vundet en gang for alle. Den skal diskuteres og forsvares hver dag. På alle gadehjørner, i fine aviser og snavsede aviser. Og de der gør det, må finde sig i hån, spot og latterliggørelse. Men vi nyder et stort, stort privilegium i demokratiet. Vi kan gå i seng om aftenen uden frygt for at blive hentet af politiet i nattens løb. Ligemeget hvor mange spørgsmålstegn vi har sat ved vores regering og vores autoriteter. Den sikkerhed havde vi ikke i Flammens og Citronens besættelsestid. Og den har de ikke i dag i Iran, i Saudiarabien, i Nordkorea, i Zambia. Vi skal være taknemlige for vores grundlov. Og vi skal være glade for dem der bruger den, også til at sige ting, vi ikke er vant til at høre og som skaber røre i andedammen. Vi skal være glade, ja, superglade for dem der siger de nødvendige ting, som det konfliktsky og det artige Danmark helst vil feje ind under gulvtæppet. Det er så fristende for visse folk at give efter, når nogen truer med at sprænge vores ambassader i luften. Men netop når fanatikerne sprænger ambassader i luften, skal vi åbne munden, ikke lukke den. Tale imod deres barbari, når de stener kvinder, hænger homoseksuelle. Jeg synes ikke vi skal fejre grundlovsdag som et minde om noget der skete i 1849. Orla Lehman. Frederik den 7. Ikke som et klenodie folket fik forærende ved den lejlighed, og som vi slet ikke kan forestille os at vi kan miste igen. Vi skal fejre 5. juni for at ruste os i sjælen mod dem der vil vores ytringsfrihed til livs. Om ikke i dag, så i morgen. Der vil altid være magtmennesker og fanatikere der ikke tåler at blive modsagt. Så ytringsfriheden har altid fjender. 5. juni er beredskabsdagen mod disse mørkemænd. Vi skal vinde retten til vores ytringsfrihed ved at bruge den. I dag, på denne flotte dag, er ytringsfriheden i vore hænder. Et stort klenodie. Uden den ville livet ikke være det samme. Beskyt den. Og brug den!