Hvad foregår der bag plankeværket? Eller Elendige plankeværker (fra serien ”Vrisne gamle mænd” på Ekstra Bladets bagside)

Vandalerne er over os. De bygger spærringer her, der og alle vegne. Især i sommerhusområderne. Plankeværk efter plankeværk rejser de rundt om deres parceller, som om de var nybyggerne i Canada, der skal forsvare sig mod vilde indianere, der vil skalpere dem. Plankeværkerne gør mod vores grønne områder ligesom dræbersneglene. De æder alt grønt for øjet. Og giver os i stedet en sort, grå eller brun trævæg at føle os indeklemt af, når vi går tur på stier og veje. Ulykken begyndte, som så megen anden elendighed her i landet, i Det radikale Venstre. Marianne Jelved fik den ide, at hun var blevet kejser Caligula, ham der udpegede sin hest til romersk konsul. Jelved udpegede sin sekretær, Anita Bay Bundegård, til minister for u-landene. Bundegård fejrede sin udnævnelse ved at udtale, at alverdens fattige skulle være velkomne til at slå sig ned i Danmark. Fattige er der et par milliarder af. Så der ville blive trangt på Strøget. Men samtidig med denne formidable gæstfrihed på sine medborgeres regning købte den nybagte minister sig et treetages hus i Tisvilde. Og rundt om ejendommen rejste hun et jernbeslået plankeværk i rocker-størrelse. Jeg kunne følge med. For jeg bor i byen. De indfødte skulle nok til Danmark, men ikke ind på hendes enemærker. Ingen fremmede skulle nyde synet af hendes have. Hykleri hedder ordet. I dag er Anita Bay Bundegård Tøger Seidenfadens højre hånd. Krage søger mage.

Det var ligesom da trafikminister Buksti forlangte vi skulle sænke farten, samtidig med at han selv satte farten op til 173 km i timen. Anita Højrehånd fik ikke sin vilje med de fattiges masse-indvandring. Men hendes ide om at vi skal lukke os inde bag uigennemtrængelige og uskønne plankeværker har dannet skole. Ikke rød skole, men sort skole. Langs alle stier og veje rejser husejere i disse år plankeværker der ikke er til at se igennem, og som giver os vandrende en uhyggelig fornemmelse af at være havnet i gangene i et Stasi-fængsel. Netop her i maj kunne veje og stier ellers være pragtfulde at færdes på med åbne, blomstrende haver at se på til begge sider. Man kan ikke lade være med at spørge: Hvad er det for forfærdelige ting, der foregår inde i haverne, som vi ikke må se? Ligger folk og har hinanden kær i skvalderkålen? Eller har mændene muret deres døtre inde som sexslaver a la Fritzl i Østrig? Ja, man får de underligste tanker, når man vover sig igennem de fængselsgange, som vores stier bliver gjort til. Hvis det var støjværn ud mod motorveje. Men det er jo bare sommerhus-stier, hvor der snegler sig en enkelt bil forbi i timen. Til jer, der sidder inde i sommerhusene og har fået jeres udsigt spoleret af jeres eget grimme plankeværk, siger jeg: Riv det dog ned. Vi, der af og til slentrer forbi på stien, vi bider ikke. Vi er rare mennesker – ligesom jer selv. Vi beder bare om lov til at måtte kaste et ydmygt blik på jeres roser og tulipaner. Vi vil så gerne se noget kønt, når vi er ude og lufte hundene. Og vi vil så nødig have klaustrofobi af at gå på vores fælles veje.