Som at lytte til en fugls hjerteslag Af Ole Hyltoft

Da jeg for nylig kørte ned ad den krogede, brolagte løvgang fra Siegfried Lenz’ fynske bolig, sagde jeg til min kone: Efter et døgn sammen med Siegfried har jeg lyst til at blive et bedre menneske. Den tyske forfatter, kendt af hver eneste tysk skoleelev, har en så mild måde at være retskaffen på og en så sagtmodig måde at være verdensberømt på. I selskab med ham selv eller hans bøger glemmer man sin smarthed, sin blaserthed, sin trang til at imponere, finde fejl, kriges. Man har været sammen med et godt menneske, ein guter Mensch, og ser på tilværelsen med nye øjne. Lenz’ og mit venskab begyndte midt i 70’erne. Jeg besøgte ham på Als, hvor han og hans kone, Liselotte, havde sommerhus. Siden har vi været i uafbrudt forbindelse. Han sender mig sine bøger. Jeg sender ham mine. Han læser og taler jo dansk. Men vi har ikke set hinanden igen før sidste år. Nu mødes vi jævnligt. Lenz, der er 82 år, har været igennem en svær tid. Hans højt elskede Liselotte døde. Og en bughindebetændelse med et par store operationer havde nær sat en stopper for hans liv. Men en dansk veninde, Ulla, gennem mange år hans nabo i Hamborg, trådte ind i hans liv med den kærligste omsorg. Og er blevet hans nye kærlighed. Så Tysklands store forfatter – og Danmarks bedste ven i Tyskland – er igen i fuld vigør, og udsender i dag en perle af en kortroman, ”Schweigeminute” ( Et minuts stilhed ). De fleste af Siegfried Lenz’ bøger er udkommet på dansk. Mest læst hos os er hans roman ”Tysktime” om Emil Noldes malerforbud under nazisternes regime. I efteråret udsendte Hovedland hans varmt humoristiske fortælling om det sønderjyske kaffebords overdådighed, ”Sønderjysk kaffebord”. I Tyskland har hans roman ”Heimatmuseum” ( ”Forhistorien” ) haft stor betydning for at få tyskerne til at forlige sig med deres fordrivelse fra Østprøjsen. Lenz er selv vokset op ved de masuriske sumpe langt inde i det nuværende Polen. Husk, formaner han, der var gode grunde til fordrivelsen. Mens Günter Grass i 1944 – 45 nød sin ungdom i et Waffen SS panserregiment, deserterede Siegfried Lenz fra Værnemagten og skjulte sig hos frihedskæmpere på Fyn, hvor han nu igen har slået sig ned i sin Ullas fredfyldte landsted. Vi sad for nylig nogle stykker ude i min have her i Tisvilde. Snakken faldt på den altid højttalende Günter Grass. Velviljen over for denne inkarnerede selvretfærdighed var mildest talt ikke stor. Ord som hykler og bedrager forekom. Siegfried var tavs. Vi ventede på hvad han ville sige. Til sidst kom hans besyv. Det var kort. – Vel, Günter ist mein Freund. Så var der ligesom ikke mere at tale om. Og det skønt Grass ved at hemmeligholde sin nazifortid formentlig har snuppet den nobelpris fra Siegfried Lenz, som Lenz var den mest værdige til af de to. Siegfried Lenz er den forfatter, der gennem sin nænsomme menneskeskildring har givet omverdenen billedet af et helt andet Tyskland, end det Hitler lærte os at frygte og foragte. Lenz har skildret vore dages almindelige tyske liv med en lavmælt inderlighed, der får én til at tænke mere på H.C. Andersen og Karen Blixen end på Goethe og Schiller. Det officielle Tyskland er klar over hvor meget Siegfried Lenz har betydet for omverdenens opfattelse af Tyskland. Han er æresborger i Slesvig-Holsten og i Hamborg. Og har fået alle de priser der er værd at få – bortset altså fra nobelprisen. Både Willy Brandt og Helmut Schmidt tog ham med på deres officielle statsbesøg i Sovjetunionen og Polen. Den tyske præsident inviterer Siegfried Lenz til middag i præsidentpalæet på Siegfrieds runde fødselsdage. Hvor han naturligvis har sin nye, danske veninde, Ulla, med. Beskeden er han, Siegfried. Dog ikke mere end at han sætter pris på at høre til inderkredsen omkring den tidligere forbundskansler Helmut Schmidt. De mødes hver fjortende dag hos Schmidt sammen med en kreds af fremtrædende videnskabsmænd og forretningsfolk. Mens den nu snart 90-årige Schmidt ryger nogle af sine 50 daglige cigaretter og Lenz sin pibe, diskuterer den prominente flok verdens frem- og tilbagegang.

Dagen i dag er en stor dag i Tyskland. For det er dagen da Siegfried Lenz’ nye roman udkommer. ”Schweigeminute” handler om en gymnasieelevs kærlighed til sin unge engelsklærerinde. Vi er i en mindre tysk fiskerby med mole og blinkfyr. Stenfiskere er i gang med at forbedre havnens bølgebryder. Fiskere kommer hjem med alt godt fra havet. Turister fra ”Hotel Havblik” ( ”Seeblick” ) tager på ture til den nærliggende fugleø. Gymnasiasten Christian, stenfiskerens søn, arbejder med sin far på havnen. Siegfried Lenz holder meget af havet. Selv er han lige så forfalden til at fiske som til at ryge pibe. Han er sågar æresmedlem af Dykkernes Fagforening, og han har lige haft sin skuespillerdebut som tavs molefisker i en filmatisering af en af hans bøger. Der er ikke noget Sturm und Drang over Christians forelskelse i sin unge lærerinde. Så sagte og så diskret udvikler det forbudte forhold sig, indtil Christian er overbevist om, at han vil leve resten af livet sammen med engelsklærerinden. Da sker ulykken i havnen. I dårligt vejr knækker en fiskerkutters mast og slår hans elskede ihjel. Schweigeminute er det minuts stilhed, skolen holder for sin afdøde lærerinde. Christian bliver bedt om at tale for sin lærerinde. Men formår det ikke. I stedet stjæler han skolens officielle foto af hende. Rektor forstår det godt. For de tos forhold er ikke forblevet ubemærket. Lenz’ stil er et med hans livsholdning. Fredelig og troskyldig er disse sommerdage i fiskerbyen. Men Lenz åbner læserens sanser for de fornemmelser Christian har, de knasende muslingskaller under hans fødder, boblerne fra undervandssvømmernes udånding. Forelskelsens vækst, der ikke er stormende, men famlende. Lenz drager sin læser ind i sin egen lavmælte verden, hvor vi følger hverdagens små, stille fornemmelser lige så vagtsomt som var vi i et bombefly over Berlin under krigen. Manden er stilen. Og nænsom er vores forfatter. Uanselige hændelser i de lykkelige uger med lærerinden får tårerne frem i vores øjne. Hvordan de umage elskende vader i land på fugleøen. Hvordan hun lader sig fotografere af sin forelskede elev på en oplagringsplads. Hendes forbavselse da drengen omfavner hende og hun mærker, hvor indforstået hun er med at være i Christians arme. Og hvor lykkelig Christian er ved at mærke hendes glæde. Hvordan hun trækker hans hoved ind til sig på hovedpuden. At læse Siegfried Lenz er som at lytte til en fugls hjerteslag. Disse to unge menneskers skrøbelige lykke. Hvor får man som læser trang til at værne om den! Men også til at smile over den, le. Humoren er de civiliseredes kendetegn. Og man kommer altid i smilets humør af at læse Lenz. Siegfried er god til at efterligne dyrelyde. Han fortalte mig for nylig, at han en dag sad på sin trappesten. Da en agtværdig dame skred forbi på fortovet, fik han lyst til at gø som en hund. Damen så sig omkring, forbavset, for hun kunne ikke se nogen hund, bare en stilig, verdensberømt forfatter med lukket mund. Hun vendte ryggen til og gik videre, da denne uforklarlige køter gav hals igen. Der er to slags tyskere, Potsdam-tyskere og Weimar-tyskere. Siegfried Lenz er en Weimar-tysker. Dog uden Weimars overdrivelser. Han er enkelhedens og forsonlighedens digter. For nylig bad en tysk journalist om lov til at besøge Lenz og få hans autograf. Lenz er ikke meget for den slags, men sagde dog ja. Journalisten kom og sagde: - De skal vide, hr. Lenz – man taler jo høfligt til hinanden i Tyskland – De skal vide, De har været min rettesnor livet igennem. Sammen med Willy Brandt, Helmut Schmidt og nu også Angela Merkel har Siegfried Lenz’ store forfatterskab tegnet et nyt billede af tyskeren for os. Sagtmodighedens, forsonlighedens, civilisationens tysker. Tænkernes og digternes land genkommet.