68’erne øvede Berufsverbot Af Ole Hyltoft Artiklen trykt i JP's 40 års jubilæumsavis om ungdomsoprøret 1968.  19.-4.-08

Piger i Thy-lejren, der sad og strikkede hønsestrik, mens de vuggede med bardunerne i solskinnet. Er det noget at jamre over, nu fyrre år efter 60’ernes unge brød med flinkeskolen og hundrede års seksualforskrækkelse? Nej, hvis det bare kun havde været det. Men den nye kultur, de busede på med, viste sig at være en tynd kop te. Benny Holsts, Arne Würglers og Poul Køllers lange, bange sange var jo lunkent vand ved siden af Ingemanns, Weyses, Kålunds og Halfdan Rasmussens, der blev fordømt som borgerlige. Et fornuftigt farvel til tom autoritet blev til kaos i klasseværelset. Nødvendige elementære kundskaber i dansk sprog og historie afløstes af snakkesalighed om ditten og datten, så mange unge tror slaget på Dybbøl er et vikingetogt. Magthaverne blev revet ned af podiet, men ikke for at afskaffe magten – derimod for at nye, ædlere magthavere kunne komme til, 68’erne selv. 68’erne fik aldrig magten i finansverdenen og i politik. Politisk skaffede deres parti, VS, først magten til en borgerlig regering ( Hilmar Baunsgård ) og siden til Glistrup og Erhardt Jakobsen. Derimod fik 68’erne magten – og det forbløffende hurtigt – over kulturlivet. Først universiteterne, så seminarierne, så gymnasiet, så folkeskolen blev erobret. Arkitektskolen, kunstakademiet, den litterære verden og Danmarks Radio blev taget med et snuptag. Og hvor 68’erne erobrede positionerne blev der ikke givet ved dørene. Slet skjulte Berufsverbot fik den unge generation og snart også den forsagte del af den ældre til at marchere i marxistisk takt. Opponenter fik kærligheden at føle. Udenrigsminister Per Stig Møller blev vraget til et professorat, han var den bedst kvalificerede ansøger til. Den i dag højt respekterede professor i nordisk litteratur ved Wiens Universitet, Sven H. Rossel, også kaldt guldalderprofessoren, kunne den gang ikke få ansættelse ved et dansk universitet, fordi han ikke hørte til den kompakte majoritet af munkemarxister. Til gengæld blev mindre kvalificerede, men rettroende folk ansat. Som den stadig regerende professor i litteraturvidenskab, Peter Madsen, der har drejet litteraturstudiet væk fra digtekunsten og over på teoretiske fiksfakserier. Der foregik en ensretning af de humanistiske fakulteter. Alle, der ville til fadet eller ville holde sig ved det, rettede ind efter de herskende floskler. Fra den nye professor i dansk, Thomas Bredsdorff, til den gamle Sven Møller Kristensen. Den sidste havde endda forfattet Danmarks frihedssang i 1945. Men den frihed lod han sejle sin egen sø i 70’erne. Havde VS’erne også fået den politiske magt, havde vi fået DDR-tilstande i Danmark. Med Preben Wilhjelm som vores Honecker og Bente Hansen som vores fru Honecker.

Hvorfor var det så nemt for munkemarxisterne at få omskolet en hel generation af studerende til proletariatets avantgarde? De fleste af dem kom dog fra borgerlige hjem. Fordi hverken socialdemokraterne eller de borgerlige havde noget åndeligt modspil af stille op med. Socialdemokratiet var netop i disse år under forvandling fra et kulturparti ( med Jul. Bomholt som leder ) til et teknokratisk økonomiparti ( med J.O. Krag som leder ). Og de borgerlige havde intet kulturelt perspektiv i deres politik. De interesserede sig for penge og skatter. Nichts weiter. I 70’erne var jeg formand for Socialdemokratiets kulturudvalg og kulturredaktør på dagbladet Aktuelt. Og forsøgte i disse egenskaber at samle kunstverdenens umarxistiske ånder. Sammen med statsminister Anker Jørgensen holdt jeg på Marienborg en række møder med et par hundrede af kunstens frie ånder. Personer som malerne Egill Jacobsen, Ejler Bille, Richard Mortensen, Mogens Andersen, Robert Jacobsen. Scenens folk som Birgitte og John Price, Kaspar Rostrup, Christopher Bro, Helle Hertz, Preben Harris, Kim Larsen. Forfattere som Elsa Gress, John Nehm, TV’s Flemming Madsen. Men det blev aldrig et hold der kunne samles om at vende sig mod tidens internationale Marx-bølge. Partiet fulgte ikke møderne op. De unge socialdemokrater, der kom ind i folketinget i disse år, var måske også mere munkemarxistiske end de var socialdemokrater. Det vi taler om her er ikke spinatfuglepip. Det var levebrødet, munkemarxisterne tog fra dem der ikke fulgte trop. Sven H. Rossel måtte emigrere til USA, hvor han i øvrigt ved University of Washington opbyggede det største institut for nordisk litteratur uden for Danmark. Per Stig Møller blev chef i Danmarks Radios kulturafdeling, et job han i øvrigt kun fik, fordi det dengang ikke var DR’s direktion, men det tværpolitiske radioråd der bestemte. Jeg tror aldrig det rigtig er gået op for folk uden for kulturmiljøet, hvilken undertrykkelse af den frie ånd der her fandt sted for øjnene af det borgerlige og det socialdemokratiske Danmark. Imens skrev Rifbjerg smædedigt om en af det 20. århundredes største litterære frihedskæmpere, den ikke-marxistiske Solsjenitsyn. Mærkeligt med denne intelligentsia. Den opfatter sig selv som human og knytter sig dog til en barbar-ideologi som marxismen, og efterfølgende til en barbar-religion som islam. Én ting er sikkert efter disse fyrre år. Intelligentsiaen har mistet sin stilling som folkets vejleder. Var det for resten ikke det, de ægte ungdomsoprørere, blomsterbørnene, ønskede?