Oh, at være prof i Danmarks Radios bestyrelse! Af Ole Hyltoft

Skal man være djøffer eller stor forretningsmand for at sidde i DR’s bestyrelse? Nej, at være en professionel i DR’s bestyrelse kræver, at man er på bølgelængde med sit folk og velbevandret i dets kultur, historie og i medieverdenen, siger kronikøren. Danmarks Radio er en krigsskueplads. Det er her demokratiets krig på anskuelser foregår. I politik. Skal vi sende soldater til Afghanistan? Men også i kulturen. Er det Per Nørgård eller Poul Ruders, radiosymfoniorkestret skal opføre? Hvem skal sidde i DR’s bestyrelse og overvåge, at denne krig går nogenlunde retfærdigt for sig? Et problem så gammelt som DR selv. Men det er aktualiseret af, at DR sidste år fik en ny bestyrelse, hvor især Katrine Winkel Holm og jeg har bragt en række overordnede DR-problemer frem til offentlig diskussion. Dette er uprofessionelt af os, siger en række mediefolk, senest DR’s yndlings-konservative Niels Krause-Kjær. Lad os i stedet få en ”en professionel bestyrelse”. Hvad det nøjagtig vil sige, nævner kritikerne ikke. Jeg gætter på det i hvert fald er en bestyrelse uden Katrine Winkel Holm og mig. En bestyrelse af forretningsfolk og djøffere, af den slags Tordenskjolds soldater, der i forvejen sidder i bestyrelser for adskillige pølsefabrikker, playstations og kreditforeninger. Nu går det jo ikke altid godt for den slags ”professionelle” bestyrelser. Har Mærsks bestyrelse ikke lige måttet fyre 3000 mand? Og B&O’s ”professionelle” bestyrelse har åbenbart ikke kunnet hindre et elendigt julesalg. Men se, nu forholder det sig altså sådan, at DR ikke er nogen pølsefabrik eller noget playstation-firma. DR er befolkningens beslutning om, at vi danskere i fællesskab vil udsende tv- og radioprogrammer, der på dansk skal oplyse og underholde om vores kultur og selv være en del af denne kulturs tilblivelse. Lave film, bestille noveller, sætte vore bedste musikere og skuespillere i gang med at udøve deres kunst. Og fortælle alle danskere hvad der foregår i deres land – i nyhederne. Hver dansk familie har en aktie i DR, som fornys hvert år med et indskud på et par tusind kroner. Vi ni bestyrelsesmedlemmer ( minus de to medarbejderrepræsentanter ) er de fem millioner aktieindehaveres repræsentanter. Vi er ikke DR’s ejendom. Vi er befolkningens ejendom. Og vi skal føre tilsyn med, at DR’s ansatte overholder DR’s lovmæssige forpligtelse til at være alsidig, upartisk og lødig. Der er to hovedparter i DR. Der er DR’s ansatte, der kan opmuntre, men også påvirke og dominere seerne og lytterne med deres programmer. Og der er ejerne af DR, det danske folk, som er repræsenteret af os ni i bestyrelsen. Journalisterne skal have frit spillerum. Og de skal kunne gå til yderligheder, som Mads Brøgger og Mikael Bertelsen gør med halsbrækkende originalitet i ”Den 11. Time”. Men det skal ikke være sådan, at hver gang DR er ude med snøren, er det Anders Fogh, Pia Kjærsgård, islamkritikerne og Israel, der kommer på krogen. Det anfægter min retfærdighedssans, og det er desuden ulovligt. Denne type ulovlighed har der i flere år været en tilbøjelighed til. Et gentagende eksempel er hvordan DR-journalisterne jamrer over den asylpolitik, vi har, selv om den bakkes op af 80 procent i folketinget. Mens journalisterne ikke jamrer over de afviste asylansøgere, der tvinger deres børn til ophold i årevis i Sandholmlejren, eller over de advokater, der tjener godt på de langvarige ankesager. Hvis der ikke i programmer og nyheder er en balance mellem højre og venstre, eller mellem frihedens fornægtere ( f. eks. Uffe Ellemann ) og frihedens forkæmpere ( f. eks. Flemming Rose ), er DR’s bestyrelse den eneste instans, der kan ændre dette misforhold. Derfor skal der være en vis ligevægt mellem DR’s to magtgrupper. Direktion og bestyrelse. Den ene skal ikke holde den anden part nede i knæ. Det er især bestyrelsesformandens ( for tiden Munk-Rasmussen ) opgave at sørge for denne ligevægt. Her er det nødvendigt med lidt historie. De, der i 1925 grundlagde DR, vidste godt, at radioen ( og senere tv ) var en magt, der kunne vinde og tabe folketingsvalg, oprette og styrte regeringer. Den nazistiske propagandaminister Joseph Goebbels demonstrerede dette på gruelig vis i årene lige efter. Derfor satte man en retsindig og kulturbevidst dygtighed som kammersanger Emil Holm til at være direktør for Statsradiofonien ( nu DR ). Men til at kontrollere – og inspirere – ham og hans ansatte satte man et lige så stærkt radioråd og et programudvalg. I radiorådet var de forskellige politiske holdninger repræsenteret. I programudvalget sad bl.a. repræsentanter for litteratur, billedkunst og musik, sokler i DR’s programmer. Pladserne i radiorådet blev ikke primært besat af politikere, men af de store lytterforeninger, det socialdemokratiske Arbejdernes Lytter- og Seerforbund, og den borgerlige Kristelig Lytterforening. Radiorådet og programudvalget blev i disse år ledet af personligheder, som hele deres liv havde arbejdet i kulturens tjeneste. De var ikke amatører. Denne folkelige ledelse af DR havde i de første årtier mere at sige over programmerne end radioens medarbejdere, som, måske lidt polemisk, blev kaldt embedsmændene. Forholdet var som mellem minister og departement i et ministerium. Radiorådene sørgede for, at journalisterne i DR snart blev hentet fra højre, snart fra venstre. Jeg er selv vokset op i dette radiomiljø. Min far var forretningsfører for det kooperative radiofirma Arako. Han var en af lederne i Arbejdernes Radioforbund, og var i øvrigt nær kommet i radiorådet i 50’erne, da Arbejdernes Radio- og Seerforbund på grund af sit stigende medlemstal ( næsten 250.000 ) øgede sine radiorådsmedlemmers antal fra 2 til 3. Teknokraten J.O. Krag brød sig ikke rigtig om, at dette folkelige Danmark styrede radio og tv. Men det er først da en anden teknokrat, Knud Heinesen, bliver radiorådsformand, at magten over DR glider helt over på embedsmændenes hænder. Vi er nu i 70’erne og 80’erne, og den førende retning i intelligentsiaen er marxistisk. Heinesen og den senere socialdemokratiske radiorådsformand, den kulturradikale Birte Weiss, er begge typer der glider med strømmen. Knud Heinesen er lige så frygtsom som han er selvhøjtidelig. Som finansminister pantsatte han Danmark og gav Anker Jørgensen skylden for det. Senere sejlede han det muntre rejseselskab, Spies, i sænk. Og gjorde, endnu senere, den bjergsomme Henning Dyremose til direktør for TDC, hvad TDC-kunderne er kommet til at bøde rundeligt for.

I mine unge dage i 50’erne og 60’erne syntes jeg, radiorådet var for bagstræberisk og havde for meget at skulle have sagt. Men da man i 70’erne tog al magt fra radiorådet ( nu bestyrelsen ) var jeg bange for, det ville spolere ligevægten. Jeg fik ret. For under det sidste kvarte århundredes embedsmandsstyre har der i DR udviklet sig denne hellige DR-ånd, som Weekendavisens Bo Bjørnvig har karakteriseret meget passende sådan her: ”regeringen ( fascistisk ), klimaændringerne ( en katastrofe, dommedag er nær ), kønnene ( jamen, vi er da ens ), om sport ( ud med præstationsræset og doping ), om indvandringen ( folk der stemmer på Dansk Folkeparti burde have frataget stemmeretten )”. Ralf Pittelkows undersøgelse i JP er blot seneste bevis på, at en dominerende del af DR-journalisterne er kommet til at udgøre et særligt politisk parti, der instinktivt opfatter folk med de Radikales og SF’s anskuelser som mennesker af en højere moralsk orden. Under denne herskende vrangforestilling kan DR’s bestyrelse være den folkelige ventil der siger: Hold nu lidt igen, gutter! Der er en verden uden for Tøger Seidenfadens omgangskreds. Den ventil har Katrine Winkel Holm og jeg så forsøgt at udgøre i det år vi har siddet i bestyrelsen. Ikke helt uden held, bilder jeg mig ind. Forleden så vi minsandten et indslag om en iraqisk asylansøger, der var vendt hjem til Iraq og anbefalede andre – afviste – asylansøgere at gør det samme. Katrine Winkel Holm og jeg har desuden haft et godt øje til den sære kulturløshed og historieløshed, der har udviklet sig i DR under djøf-generalen Christian Nissens ledelse. Folk, der angriber Katrine Winkel Holm og mig for at bringe DR’s vigtige problemer frem til offentlig diskussion, har den opfattelse, at tavse mænds tilstedeværelse fra den højere finansverden er lige præcis de ”professionelle” bestyrelsesmedlemmer, der kan løse DR’s problemer. Må jeg med et elskværdigt smil minde vore kritikere om, at det er med en af disse giganter som bestyrelsesformand, at der, en-to-hovsa, viste sig at være et minus på 1,7 milliarder i kassen. Næh, jeg tror såmænd en intelligent præst eller en vågen poet er lige så gode til at observere en manko på 1,7 milliarder som en direktør med nobelt slips og attachetaske. Det er en mærkelig og ubegrundet tillid, der har indsneget sig til finansfolks og djøfferes ledelse af alt mellem himmel og jord, herunder kulturinstitutioner. Djøffere og finansfolk er jo gennemgående folk, der leder uden at have en regulær indsigt i det de leder. Det er ikke min erfaring, at folk af denne type er de bedst egnede til at lede kulturvirksomheder. Den bedste radiorådsformand, DR har haft, er Jul. Bomholt. Og den bedste generaldirektør er Hans Sølvhøj. Ikke to pengefolk, men to begavede humanister. At være professionel i DR’s bestyrelse vil sige, at man kan vurdere programmernes bonitet og er i stand til at føre en jævnbyrdig samtale med medarbejderne. Vi skal ikke have det gamle radioråd tilbage, der både forudgodkendte og efterkritiserede de enkelte programmer. Men et noget større ansvarsområde end nu synes jeg bestyrelsen skulle have. Bl.a. synes jeg bestyrelsen skulle være med til at udpege programcheferne i DR. Selvfølgelig udsendes der hver dag mange gode programmer i DR. Radiosymfoniorkestret spiller bedre end nogensinde. Og Ingolf Gabold står for fængende dramaserier. Men djøfferi, amatørisme, partiskhed har fået for stort råderum i DR. Det kræver både folkelig og sagkyndig forankring hos bestyrelsesmedlemmerne at komme skavankerne til livs. Og det kræver en løbende offentlig debat om DR, som DR-bestyrelsesmedlemmerne bør være de mest aktive deltagere i.