Et sanddru juleeventyr om vore berømte landsmænd Af Ole Hyltoft

Det var min snurrige penneven, den sorte spejder fra P3 og JP, Anders Lund Madsen, der fik mig til at tænke på Mr. Scrooge. Dickens’ livsfjendske pengepuger i ”Et juleeventyr”. Ham der får besøg af tre juleånder, og takket være dem bliver forvandlet til et godt menneske. Fordi ånderne fører ham rundt til fattige, men livsglade hjem i London juleaften. Og lærer ham, at optimering af kapitalens afkast – som det vist hedder i vore dage – ikke er vejen til lykke. Dette kunne være en filosofi, Lars Løkke kan bruge over for sosu-assistenterne. Men jeg tror nu hellere Dickens ville bruge den over for en som Mr. Ågerup fra Cepos, som jeg, i anledning af julen, nok skal lade være med at stave åger-op. Scrooge opdager, at det er de varme hjerter mere end de kolde gysser, der gør livet værd at leve. Hr. Ågerup skulle ønske sig nogle Dickens-romaner til jul. Den sure Scrooge fik mig til at tænke på min rektor på vores gymnasium. Han var umådelig tyk og virkede faretruende. Når han steg ned ad skolens trapper, jamrede brædderne af den store vægt af disciplin, der dermed trykkede dem. Han gik med vest, sorte knapstøvler og stiv flip. Flippen kunne man dog ikke se bagfra, fordi nakkens fedtdeller lagde sig ud over den. Jeg havde den ide, at hans fedme skyldtes hans lidenskab for gule ærter. Jeg ved ikke, om det er rigtigt. Men jeg er i hvert fald overbevist om, at hans korpulence skyldtes mangel på andre lidenskaber, herunder sport og erotik. Dog havde han én lidenskab ud over mad. Han var amatørastronom og havde et langt kikkertrør strittende op af en rude i skolens loft. Han søgte ikke populariteten. Det må siges til hans fordel. Men han kastede heller ikke noget glædens lys over os skoledrenges ungdomsliv. Senere har jeg tænkt. Hvilke glæder har han selv haft, denne uerotiske, overvægtige ungkarl? Vokset op på en bondegård som en formentlig nørdet, bebrillet vanart af sin ellers hårdhudede, cimbriske bondeæt. Senere har han kun haft de glæder, som indsigten i universitetets kemiske og fysiske studier gav ham. Herunder stjernebillederne. Med hjælp fra Dickens’ juleånder ser jeg min bondestudent af en rektor i hans klejnmodige ungdomstid. Og får en vis sympati. Scrooge får mig også til at tænke også på den pengeglade TDC-direktør Henning Dyremose. Hans pengebegær har gjort ham rig – på fællesskabets bekostning. Men det har også gjort ham fattig. For den respekt, der stod om landets dygtige finansminister, har han mistet. Arbejderdrengen, der ville frem, frem, frem, har nået sit mål. Men målet var sølle. Og nu er den succesombruste direktørs omdømme blevet sølle. Sammenlignet med Dyremoses bjergsomhed er Jørgen Poulsens 750.000 kr. jo nålepenge – eller negerpenge, for at citere Poulsen. Men det er nu engang mere nedværdigende at stjæle fra kirkebøssen eller fra negrene end fra Nordea. Det bliver interessant at følge, om Mr. Scrooge Poulsen har fået politisk banesår. Det ville egentlig være synd. For Folketinget mangler en underholder som ham, der kan få tv-skærmen til at ligne en blanding af Frelsens Hær for fuld udblæsning og Fagin i Oliver Twist. Scrooge Poulsens chance ligger i, at han kan angre for åben skærm og levere de røvede, ja, negerpenge tilbage til negrene. Det fraråder Poulsens partifælle, Lars Kolind, ham dog at gøre. Kolind er blevet mangemillionær på at sælge høreapparater, fordi vor tids trafik og musik er blevet så larmende, at folk bliver tidligt døve. Selv har Kolind trukket sig tilbage til et stille slot. Hans eneboer-tilværelse ligner Mr. Scrooge’s – før omvendelsen. Kolind har med sit Scrooge-forslag om at gøre Fyn til et skatteparadis og sig selv til statsminister bidraget meget til Ny Arrogances fald fra tinderne. Læs Dickens her i julen, Kolind! Når vi taler om anger, må man konstatere, at den følelse ligger uden for Uffe Ellemanns rækkevidde. Man kan ikke se ham stille op og bekende: ”fader, lån mig øre, jeg bekender. Jeg har svigtet ytringsfriheden, grundlovens vigtigste paragraf. Jeg har svigtet modtageren af mit partis frihedspris, Hirsi Ali, Salman Rushdie og alle Mellemøstens stenede kvinder og hængte homoseksuelle.” Ellemanns fald er det største i nyere tid. Fordi han jo selv var sådan en bramfri udnytter af ytringsfriheden – imod Svend Aukens, Niels Helveg Petersens og Lasse Budtz’ mangel på forståelse for den vestlige verdens værdier. I dag er der ikke mange der giver fem flade ører for Uffe Ellemann i hans gamle parti. Eller udenfor. Det skulle da lige være i toppen af Dansk Industri. Gud ved om det ikke lige netop er Uffe Ellemanns nuværende tætte omgang med finans-spidserne, der har forledt ham til hans dumhed. Blandt visse pengefolk sætter man penge øverst på rangstigen. Også højere end humane værdier og retten til fri tale. Uffe Ellemann har forladt det i bedste forstand borgerlige selskab til fordel for den kyniske velstand. Ham ser vi næppe igen. Det er synd for os alle. Men mest for ham selv. De eneste, han i dag har at ty til som meningsfæller, er hans gamle ærkefjender, de venstreorienterede munkemarxister, Rifbjerg, Kirsten Thorup, Inge Eriksen og sådan nogle. Hvad var det Uffes forgænger som Venstre-formand, statsminister Knud Kristensen, sagde: - A sæjr walbekom’.

For at blødgøre den nærige og følelsestomme Scrooge sendte Charles Dickens ham bl.a. på besøg i hans barndom. Dette er altid en anbefalelsesværdig fremgangsmåde. Selv en følelseskold pengepuger eller en giftig sladdertante har engang været børn. Selv politimorderen Palle Sørensen har et barneansigt at vise frem. Det kan man læse i Frank Bøghs nye bog om Palle Sørensen. Hvis man nu tænker på den glamourøse Naser Khader, kan man godt se ham for sig som 7-årig i det glohede Syrien. Jeg har den teori, at når der uophørligt foregår massemord, krig og forfølgelse i Mellemøsten, er det grundlæggende fordi der er for varmt for mennesker at bo på de kanter. Man bliver tosset i den hede. Vi fra køligere himmelstrøg bør lade de mennesker med kronisk hedeslag være i fred. Men hvis man synes, man har svært ved at etablere et julenært forhold til folk som Saddam Hussein, Irans præsident Ahmadinejod eller verdensmesteren i inflation, Mugabe, kan man da prøve at forestille sig disse notabiliteter som små børn. De har utvivlsomt haft en svær barndom. Men undskyldningen duer alligevel ikke. Forfatteren Leif Panduro havde en svær barndom med en mor, der var sindssyg, og en far, der var nazist. Og en onkel, der gik og sagde til lille Leif: Nu må du passe på, du ikke bliver ligesom din mor. Trods den start på livet blev Panduro den elskeligste og morsomste forfatter i nyere tid. At tale med ham en halv time var én langtrukken latterhulken over livets absurditet. Han var læst, beundret og elsket af sine landsmænd. Hans tidlige død i 1977 var nok vort offentlige livs største tab i sidste fjerdedel af 1900-tallet. Med ham på banen tror jeg ikke kulturlivets kändis’er havde isoleret sig så kompakt som de har gjort. Med en Scrooge-agtig, fjendtlig attitude over for deres landsmænd. Men tilbage til Scrooge’s og vores andres barndom. Det er altid berigende at tænke på, hvordan landets store sønner og døtre var som børn juleaften. Anders Fogh Rasmussen smugkiggede sikkert på julepakkerne, så han på forhånd vidste hvad han fik. Birthe Rønn Hornbech sprang sikkert vildt rundt om juletræet og skrålede salmerne som en sirene. Sofie Gråbøl satte sig nok tavs ind under juletræet og funderet over, hvilke ulykker fremtiden ville bringe. Den lille Øllemave, altså Møllehave, gik sikkert rundt og talte om kristenlivet med sig selv. Mens Søren Krarup har gået rundt om træet og tænkt på Luther – eller på den næste kamp for Fremad Amager mod B 93. Sådan har vi haft en forskellig barndom, som har gjort os forskellige. Som min kone siger: du er ikke blevet hæmmet nok, da du var lille. Jeg plejer at svare: Så se på Søren Espersen og Helle Thorning og Lars Løkke. De har da klaret sig, selv om de sørme heller ikke er blevet hæmmet – så velfornøjede de træder dansen i rampelyset. Selv dansk politiks naturtalent par excellence, Pia Kjærsgård, har lagt tidligere tiders forståelige anspændthed fra sig. Nu optræder hun foran kameraerne med en myndig og afslappet selvsikkerhed, som man skal til Bill Clinton for at finde magen til. Ja, ja, jeg bærer over med min kære frue – hun vil mig det vel – og over med alle de andre, der vil forbedre os. Det projekt, de er ude på, er uden gode udsigter. Men her i julen må vi leve op til evangeliet og elske de forbedringslystne som os selv. Sandt at sige har jeg jo også nogle jeg, ligesom Scrooge’s juleånder, vil forbedre. De kulturløse og de pengegriske. Dem vil jeg prøve at rive ud af deres åndsformørkede liv i sus og årgangsvine. Når det gælder den sag, er selv juledagene ikke hellige.