|
Det er dulmende, måske ligefrem smukt at læse, hvordan Ole Wivels to døtre
posthumt frikender deres far for nazisympatier. Men det er en håbløs sag de
har. Ole Wivel har efterladt beviserne for sin nazisme. Sådan en fare løber
skrivende folk.
Wivels digt, ”Korset”, er det mest nazistiske digt, der er skrevet på dansk.
Bergstedts og Rørdams nazisme er småting ved siden af Ole Wivels rene lære.
I Wivels digt er hele orgelregistret trukket ud. Germanernes blonde
racerenhed, den hedenske blodrus, Fører-dyrkelsen, den gule races
underlegenhed, Blut und Boden så det batter. Dertil kommer brevene til Ole
Høst og Erik Johansen, hvor Wivel jubler over de tyske sejre mod øst i
sommeren 41. Og Wivels ubeherskede foragt for Erik Johansen, da denne
opgiver at tage til Østfronten.
Sin ungdomsnazisme har Wivel naglet sig fast til med sit digt. Man kan undre
sig over, han ikke var klog nok til at tale om det og forklare sig – som
Günter Grass i ”Når løget skrælles”. Har han fortrængt sin
Hitler-begejstring? Bildte han selv ind, at det var en ungdomsgrille, som
han uden risiko for sit eftermæle kunne putte ind i sin fortids hemmelige
pulterkammer?
Men hans nazihengivelse handler ikke kun om 1940 – 42. Under hvilke
omstændigheder bliver Ole Wivel senere i besættelsen ansat i Dansk Røde
Kors? Under institutionens nazistiske direktør, Helmer Rosting. Manden, der
ifølge Hans Sode-Madsen ( WA 19.-10. ) var udset til at blive
udenrigsminister i diverse antiparlamentariske, nazivenlige regeringer.
Ole Wivel og hans partner Knud W. Jensen er motoren i min seneste roman,
”Københavnerpigen under besættelsen”. Jeg mener jeg i billedet af dem og
deres herreklub, ”Ringen”, afbalancerer deres nazibegejstring med deres
kunstbegejstring. I de første par gennemskrivninger af romanen lod jeg dem
optræde under deres egne navne, Ole og Knud. I den endelige udgave rettede
jeg navnene til ”den stilfulde Asger” og ”digternes ven, Gunnar”, fordi de
scener og lokaliteter, de optræder i, er min opfindelse. Og fordi jeg tegner
figurerne med humorens farveblyant. Min roman er ikke en dokumentar. Men det
sprog og de karakterer, jeg giver de to, mener jeg er Ole og Knud som de
var.
Jeg kendte Wivel og Knud W. ganske godt. Jeg var sekretær for regeringens
kulturudvalg i 60’erne. ( Skildret i ”Alle disse forhåbninger”, 2001. ) I
dette glansfulde udvalg ( med bl.a. Løgstrup, Per Nørgård, P.V.Glob ) var
Wivel og Knud W. de aktive drivkræfter. Blandt andet var det dem, der fandt
på Kunstfonden, som Bomholt så virkeliggjorde politisk.
Knud W. var – med nogen ret – irriteret over, at han ikke var gjort til
formand for udvalget, der var udset til at forny den danske kulturpolitik.
Han var jo så meget bedre kvalificeret end den noget sprogfattige formand
fra Herning, skjortefabrikanten Åge Damgård.
Det var også dumt, at ingen regering fandt på at gøre kulturoptimisten Knud
W. Jensen til kulturminister. Per Hækkerup foreslog det en gang i Niels
Matthiasens kulturminister-periode i 70’erne. Men det var mest for at få
Kultur-Niels, som han ikke kunne døje, ud af regeringen.
I kulturudvalget var spillet mellem Knud W. og Wivel spændende at iagttage.
På møderne var Knud W. den dominerende. På tomandshånd – Knud W. og jeg
rejste en del sammen – kunne han godt tale meget kritisk om Wivel. Wivel var
mindre åben over for mig. Måske har han klogt anet, at udvalgets unge
sekretær senere ville udvikle sig til en ret åbenhjertig forfatter!
Knud W. satte pris på Wivel som lyriker, men ikke som prosaist. Wivel er
også en meget formfuldendt lyrisk orator. Nazidigtet ”Korset” er blevet
kaldt et dårligt digt. Det synes jeg ikke det er – formmæssigt. Det er en
netop stilfuld tour de force. Også som taler var Ole Wivel imponerende.
Improviseret, mundtlig tale flød ud af ham, som om han læste højt af en bog.
En evne, visse begavelser har, som ikke søger det originale så meget som det
vedtagne.
|
|
Hvis man følger Ole Wivels livsbane, finder man et
interessant, gennemgående træk. Han lægger sig hele tiden i kølvandet af en
virkelig stor personlighed, en der er magtfuld i ånd eller politik. Først
Stefan George, så Hitler, så Martin A. Hansen, så Karen Blixen. Senere blev
Ritt Bjerregård indfanget i rækken. Han offentliggjorde bl.a. en glødende
ode til hende.
Også kulturminister Niels Matthiasen har jeg hørt ham lovsynge i
forsamlinger. Kultur-Niels var en gæv og festlig gut, der troede på kunstens
betydning. Men at berømme ham som en stor personlighed må enten bero på
kalkulation eller netop det, at Ole Wivel behøvede en magtfuld person at
lægge sig i læ af. Da han ikke længere kunne finde sådan en person, gik han
på sine ældre dage i eksil i klitterne omkring Skagen – som en anden
Lykke-Per.
I mange år betragtede Wivel Knud W. som en blanding af fader og bydreng.
Fader kunne rydde banen for æsteten med sine penge, sin energi, sin
forhandlingsevne. Og Knud W. gjorde da også i mange år Ole til sin
kulturpolitiks strategiske overgeneral, direktør for bøgerne og formand for
Louisiana-kunsten.
Men som årene gik, gjorde Knud W.’s succes med Louisiana ham mere bevidst om
sine egne evner. Det var jo ham, der blev den internationale berømthed, mens
Ole forblev hjemmefødingen, og hans status som digter blegnede. Knud W.
Jensen kom på forsiden af Time Magazine. Robert Jacobsen, billedhuggeren,
sagde ganske vist spydigt, at det da ikke var så mærkeligt. For Knud W.
havde gjort så meget for amerikansk kunst i Danmark. Men ikke noget for
dansk kunst i Amerika.
Knud W. var ingenlunde en person uden viljestyrke. Han kunne være den mest
omsorgsfulde ven. Men der skulle ydes gengæld, som i andre forretninger. Var
man leveringsudygtig, var man ikke med på holdet. Så da Knud W. ville have
Fromberg som Gyldendal-direktør og Wivel ikke ville, måtte deres veje
skilles. Bydrengen sejrede over æsteten. Wivel prøvede at få forfatterne til
at bakke op om sin forbliven som direktør med en støtte-udtalelse. Men hans
løjtnant på forlaget, der skulle forestå indsamlingen, sagde ligeud: Det
nytter ikke noget, Ole. Forfatterne elsker dig ikke.
Men Knud W. kunne også være smidig. Han var oprindelig imod, at det nye
kunstmuseum, Arken, skulle placeres på Vestegnen. Men da amtsborgmester Per
Kålund til en avis ymtede lidt om, at det millionbeløb, der gik fra
Københavns Amt til Louisiana, kunne tænkes overflyttet til Arken i Ishøj,
blev Knud W. øjeblikkelig en varm tilhænger af Arken i Ishøj. Han meldte sig
ind i Arkens Venner og betalte ti års kontingent på forskud! Sidste gang jeg
mødte ham kort før han døde, spurgte han, om vi på Arken havde brug for at
låne nogle af Louisianas billeder. Så var vi hjertelig velkomne.
Med sine store plusser og små minuser vil Knud W. Jensen går over i
historien som det 20. århundredes største danske kulturpolitiker ved siden
af Bomholt. Ole Wivel vil gå over i historien som den unge digter, der
snublede i nazismen og brugte resten af sit liv på at skjule sin
ungdomsvildfarelse.
Men, kan man spørge, hvorfor lukke de to Vedbæk-drenge ind i romanserien om
Københavnerpigen? Romanerne, der handler om at indfange københavnernes sjæl
og københavnske levemåder i det 20. århundrede?
Det ved en forfatter vel aldrig helt nøje. Men jeg kunne tænke mig to
grunde.
Jeg har fulgt de to betydelige kulturpersonligheder hele mit voksenliv,
snart tæt på, snart på afstand. Og jeg synes det er påfaldende så der er
lighed mellem de to’s naziinspirerede syner i ungdommen og deres modne års
store indsats for vores demokratiske kulturliv. Ole Wivel var jo også fra
60’erne til 80’erne draget af tidens anden store antidemokratiske fristelse,
marxismen.
Og så mener jeg de to kulturhøvdinge er gode eksempler på, at var Europa
blevet permanent nazistisk, havde der også i Danmark meldt sig begavelser
til lederposterne. På kulturområdet folk som Wivel, Knud W. Jensen, Hakon
Stangerup, Svend Borberg. Og i politikken folk som Erik Scavenius,
Bryld-familien, Knud Højgård, Gunnar Larsen.
|