Forfatternes vildfarelse                                          

Af Ole Hyltoft

Han blev kaldt den lette muses største charmør. Berlinere, wienere, stokholmere, københavnere elskede ham.

   Hans kendingsmelodi var ”Man kan jo ikke gøre for at man har charme”, sunget med spidse vokaler på et multisprog af tysk, svensk og dansk.

   Man var altid usikker på hans nationalitet. Men han var nu dansk. Hans mor var en dansk omrejsende sangerinde. Hans far en ungarsk jøde. Og han har efterladt sig tre såre danske børn. To glimrende skuespillere, Ann-Mari Max Hansen og Max Hansen, samt den danske journalist i Køln, Eva Reinhardt.

                                                                   #

Max Hansens navn er blegnet. Strækningen fra operetten til den litterære kabaret er nedlagt på vore dages teater.  I Tyskland huskes Max Hansen bedre. DR sendte for nylig en tysk tv-film om ham. Og der er lige udkommet en ny bog om Max Hansen og kabaretlivet i Berlin og Wien i mellemkrigstiden. ”Warn’n Sie schon mal in mich verliebt?” Titlen er hentet fra en revytekst af Max Hansen fra 1928, hvor han muntrer sig med at gøre Hitler til homoseksuel.

   Så Max Hansen var klog nok til at forlade Berlin i 1933. Under krigen søgte han ly i det neutrale Stokholm, hvor han høstede bragende succeser på teater og film. Her forsøgte han at erhverve en falsk arierattest ved at betale en svensk adelsmand for at træde frem som hans far!

   Barokt! Men hvad gør man ikke for at redde livet. Flere af Max Hansens talentfulde kammerater fra 20’ernes frisindede kabareter kom ikke hurtig nok af vejen og omkom i Hitlers kz-lejre.

                                                                #

Jeg har i nogle dage befundet mig i dette glansfulde, men bag glansen forkomne og vemodige Berliner-miljø, som vi kender så godt fra Isherwoods roman ”Goodbye to Berlin”.  Omsat mesterligt til Bob Fosses film ”Cabaret” med Liza Minnelli og Joel Grey ( konferencieren ).

   Hvad var det for en heroisme, disse virtuose kabaretkunstnere udviste på randen af den primitive og altslugende nazivulkan?

   De levede op til den pligt, der er forfatterens. Til at hæge om den etiske nervetråd, der løber gennem ethvert ordentligt forfatterskab. Den opstår normalt instinktivt, men kan også dyrkes bevidst.  Den har ikke noget med Emma Gads artighed at gøre. Ofte er etikken i strid med samtidens politiske eller pengerige magthavere.

   Da det gik op for enhver, der kunne læse og høre, at der i Islams moderne ekspansion lå en ”ny totalitarisme, der ville tvinge alle til at leve på samme måde” ( udenrigsminister Per Stig Møller ), valgte de fleste af mine forfatterkolleger at tie. I stedet for at vende sig mod et tankesystem, der hænger homoseksuelle og udsteder dødstrusler mod frie forfattere, valgte danske forfattere fra Rifbjerg, Kirsten Thorup, Hanne Vibeke Holst til Inge Eriksen, Suzanne Brøgger, Ib Michael at hæfte sig ved mindre væsentlige skavanker i vores egen danske samtale. Om Mogens Camre nu brugte de passende, høviske ord til at kritisere ufriheden. Om vi var douce nok i ordlyden, når vi beskrev barbariet i de muslimske lande.

   Nogle af de Muhammed-tegnere, der var dødstruet af islamisterne, blev rasende på forfatterstanden, der åbenbart ikke fattede situationens alvor og var følelseskolde over for de dødstrusler, der blev rettet mod tegnerne og JP-redaktørerne. Det var som om mine udmærkede forfatterkolleger opfattede tilværelsen som et tebord med vanillekranse.

                                                                     #

Nu er det så, jeg med Max Hansen-bogen i hånden har fået en forsonlig tanke. Er der sket en undskyldelig fejlslutning i mine kollegers – og i tusindvis af andre ”radikales” – hoveder?

   1930’ernes humorløse nazister manglede den spiritualitet, ordrigdom, vittighed og erotiske frimodighed, som Berlins kabaretkunstnere kunne fryde deres landsmænd med. Kabareterne måtte lukke og skuespillere og sangere, som Max Hansen, flygte ud af Nazityskland.

   Jævne folk udtrykker deres mening om Islam uden kabaretens raffinement.  Og vore dages muslimer flygter jo også. Er det her den logiske tråd brister for mine kære kolleger? Måske tror Rifbjerg, Benny Andersen, Suzanne Brøgger og de andre ordkunstnere, at det danske folk er ligesom dem, der jagtede Berlins kabaretkunstnere. Og måske tror de, at islamisterne flygter, fordi de ligesom 30’ernes kabaretkunstnere er forfulgte. Men det danske folk er ikke nazister, og langt de fleste danske muslimer er jo ikke forfulgte. Adskillige af dem er derimod forfølgere – af dem, der ikke følger koranens dogmatik.

   Det er jo ikke Asmaa og Islams andre brødre og søstre, der går ad den humanismens vej, Isherwood, Liza Minnelli og de fleste danske forfattere søger.  Det er ikke islamisterne der går op imod nazismen. Hitlers ”Mein Kampf” er en populær bog i de muslimske lande. Tværtimod synes Islams talsmænd at have den samme humørløshed, autoritetstro, dyriske alvor og jødehad som nazisterne havde.

   Mine forfatterkolleger vender virkeligheden på hovedet.

   Mine kolleger kan være vildfarne, virkelighedsfjerne og fortabte i falske analogier. Forhåbentlig er de det. For ellers må man jo forklare deres holdning med, at de er nedladende over for det jævne danske folk med hjemmehjælperen Pia Kjærsgård i spidsen, der tidligt fattede den sandhed, som de begavede forfattere og intellektuelle ikke har fattet endnu.