Den historiske romans trolddom                                          

Af Ole Hyltoft

Når man står ved siden af en af landets ældgamle ege, tænker man: hvad kan det træ ikke fortælle om gamle dage. Men træet er tavs. I stedet fortæller vi forfattere så på vegne af egen, om dengang egen var ung, og Margrethe den Første og Tycho Brahe og H.C. Ørsted gik levende omkring mellem os.

   Jeg går langs bogreolerne i mine stuer og peger: den roman og den roman og den har gjort mig til den jeg er, ved at føre mig ind i tiden, der var engang. Koestlers ”Mørke midt på dagen” gav mig afsmag for kommunismen. Nordahl Griegs fremragende, men blåøjede roman, ”Ung må verden endnu være”, ændrede ikke på det. Ingemanns og Walter Scotts romaner gav mig mere tro på dåd og vovemod end godt er.

   Johs. V. Jensens ”Kongens Fald” lærte mig om danskernes veghed, men lokkede mig også med det danske mismods skønhed. Jeg holdt mig dog til ”Bræen”, der viste hvor udholdende et folkefærd vi er.

Der er mere styrke i gode romaner end i selv veludrustede armeer. For romanerne besætter vores sind med større lethed end armeerne. Remarques ”Intet nyt fra Vestfronten” gjorde mine forældre og deres kammerater til pacifister, hvad der holdt Chamberlain tilbage fra at stoppe Hitler i tide.

   Walter Christmas’ Peder Most-bøger lærte mig frejdig åbenmundethed. Alt for meget vil både mine venner og fjender sige.

   Jo større talent forfatteren har, jo mere lægger vi fremtiden til rette efter hans livssyn. Højskolesangbogens kærlighed til vore skove og kyster, til vore forfædres flid og til vores danske gemyt har betydet mere for vores samfunds udvikling end politikeres paroler.

   Men også fortiden ser vi på med forfatterens øjne. Hvorfor tabte vi Skåne og Sønderjylland og blev et lilleputland? Fordi vi tvivlede, siger Johs. V. Jensen i ”Kongens Fald”. Digterens symbol på danskerne, kong Christian II,  kunne ikke beslutte sig til enten at kæmpe eller give op og sejlede elleve gange frem og tilbage over Lillebælt, hvorefter han mest opgav ævred fordi han efterhånden var blevet træt af at sejle. Svaghed, dit navn er dansker, siger Johs. V.  Han siger det ikke for at forkaste sine landsmænd, men for at rive os ud af Hamlets vankelmod og bekræfte de raske i retten til riget.

      Han forfører os så storstilet ham Johs. V., for han skriver så umanerligt godt. Man skal bare ikke overse, at inde i hans forførende sætninger ligger der en instinktiv kløgt og mytisk kraft af dimensioner. Det er mest af alt den der river os med. For vi vil lære livets og historiens hemmeligheder at kende.

   Det betyder ikke, at Johs. V. har ret i både det ene og det andet. Er tvivlen altid så foragtelig en egenskab? Var det altid, når vi tvivlede, vi tabte? Da Christian IV i 1625 forskød tvivlen og brusede frem mod general Tilly ved Lutter am Barenberg, gik det da rivende galt. Det var heller ikke tvivlen der ledte os, da vi legede havenes stormagt under Napoleonskrigene og mistede flåden, handelen og broderskabet med Norge. Da vi for sidste gang ville spise kirsebær med de store i 1864, havde lidt mere tvivl og snedig tilbageholdenhed også været til vores fordel.

   Men tvivl er ikke kun eftertænksomhed. Tvivl er også uvidenhedens, kujoneriets og den uklare tankes søster, den lysende overbevisnings tågede modpol. I ”Kongens Fald” lyder det sådan: ”Gennem sammenhængsløse tider fortykkes tanken, alle simple klarheder viger langt ud og forlader dig.”

Mine egne to seneste romaner er også forsøg på at tolke historien. I ”Københavnerpigen og kongemaleren” ( 2005 ) fortæller jeg, hvordan landets sociale bevidsthed, sammenholdet, spirede frem i begyndelsen af forrige århundrede. Arnestedet er en fattig, socialdemokratisk arbejderfamilie på Christianshavn.

   Og i romanen fra i år, ”Københavnerpigen under besættelsen”, fortæller jeg, hvordan dette sammenhold når et højdepunkt nogle sommernætter i København i 1944. Hvordan tusindvis af mennesker – Istedgades beboere – forvandler sig til ét menneske under mottoet ”Holland, Belgien, Frankrig overgav sig. Istedgade overgiver sig aldrig.”

   At opleve denne følelse af at være et med mange andre mennesker er en lykke.  Og for samfundet er det en stor politisk kraft, en af de ”simple klarheder”, Johs. V. Jensen hylder.

   Jeg var ikke selv i Istedgade i 1944. Men året før, den 29. august 1943, løb jeg foroverbøjet med mine forældre i hænderne over Rådhuspladsen og Axeltorv, mens de tyske maskingeværer knitrede over hovederne på os. Jeg mener jeg allerede som lille fornemmede,  hvordan foragten for tyskerne og sammenholdet med éns landsmænd gik op i en stærk enhed.

   Andre, der har skrevet om besættelsen, hæfter sig ved værnemagerne, sortbørshandlerne, landmændenes udnyttelse af situationen, befolkningens uenigheder. Der er også værnemagere og nazi-venlige personer med i min roman. Men romanens apoteose er sammenholdet. Sammenholdet er en uegoistisk følelse. Den får os til at sitre. Den er sindsopløftende. Det var den, der frelste os fra diktaturets og racismens fristelse dengang i 1940’erne. Den er også en national følelse. Javel. Og det er nok ikke så hip for tiden, især ikke i café latte-salonerne. Men sådan var det nu engang.

Vil det sige, at forfattere er politikere? At vi har nutiden i tankerne, når vi skriver om fortiden?

   Ja, de fleste historiske romaner, jeg kan komme i tanke om, handler på samme tid om fortiden og nutiden.  En af 1940’ernes populæreste forfattere, Kelvin Lindemann, skrev i 1943 romanen ”Den kan vel frihed bære” om bornholmernes befrielse fra svensk besættelse i 1660. Denne historiske skildring er helt ned i sprogbrugen en allegori om den tyske besættelse af Danmark i 1940. Stauning, Scavenius og de andre koryfæer går forklædte rundt på Bornholm i 1660. Romanen blev da også forbudt af censuren.

   Men ud over at være tilsløret nutid gør den historiske roman ret og skel med tilbagevirkende kraft. De historiske romanforfattere fører deres egen krig om den rette forståelse af fortiden. Hvem tog fejl,  hvem blev snydt, hvem blev der begået uret mod, hvem var en ægte helt - for tre, fire, fem hundrede år siden? Talrige er romanerne der vil forklare os om Jesu lidelseshistorie. Tolstoj har med ”Krig og fred” vundet fortolkningskrigen om Napoleons bedrifter og den russiske adels levemåde omkring 1800. Siegfried Lenz’ ”Forhistorien” er værket om Tysklands tab af Østprøjsen. Isaac Bashevis Singer har vundet kampen om Polens jødeghettoer takket være sine rørende og komiske billeder af denne egensindige og gådefulde polske jødekultur. Jeg tror opfattelsen af modstandsbevægelsen i Århus for altid ligger i hænderne på Tage Skou-Hansen med ”De nøgne træer”.

En af dem, jeg regner for mine egne forgængere som københavnerskildrer er Mogens Klitgård ( 1906 – 1945 ). I romanen ”De røde Fjer” ( 1940 ) inviterer han os på charmerende visitter inden for hovedstadens volde i tiden omkring Københavns bombardement i 1807. Ironisk og forslagen lader den spydige forfatter en student Sivertsen svanke hid og did mellem datidens københavnske magthavere:  byrokraterne, borgerskabet og officererne omkring hoffet ( de røde fjer ). Korrupte og luskede er dem på den grønne gren. Lurvede og duknakkede er de hjemløse, som må overnatte på Pjaltenborg, hvor man står op og sover i tove om natten. Så utrygt var det for den tids uformuende og venneløse. Det er romaner som Klitgårds, der har presset velfærdsstaten og demokratiet frem.

   Vi forfattere ser mest fortiden i frøperspektiv. Faghistorikere ser den i fugleperspektiv. For de sidste er ”historien” Den vestfalske Fred, søslaget ved Trafalgar, grundlovens vedtagelse i 1849 og den slags begivenheder. Kunstneren viser, hvordan livet virkelig gik for sig, alt imens kanonerne tordnede og diplomatiet intrigerede.

   Historikerens overblik – kunstnerens indblik. Jeg tror indblikket holder bedst. Det er indblikket der er mest virkelighedsnært og får læserens følelser vakt og hans sympati over på forfatterens side.   

   TV-journalisterne, pengemændene og embedsmændene har magten over nutiden. Men det er kunstnerne der har magten over fortiden.

   I det lange løb sejrer Solsjenitsyn over Stalin.

Vigtigere end ejendomsretten til fortiden er dog allemandsretten til fortiden. Den historiske roman forlænger vores livsalder med hundreder af år. Vi lever ikke kun i de sølle firs år, biologien skænker hvert individ. Vi  lever også i Johs. V. Jensens stenalder, i Nis Petersens klassiske Rom, i Dickens’ viktorianske London. Hvis vi ellers læser deres bøger. En af mine personer i ”Københavnerpigen og kongemaleren”, Dorathea, har den særlige evne at flytte ind i andre tidsaldre med hud og hår, og bagefter vende tilbage til nutiden, 1905.

   Det er den historiske romans trolddom. At den kan få os til at være til stede dengang. Dengang nogen opfandt flinteøksen, dengang vikingerne sejlede over Vesterhavet til England, dengang Struense gik i seng med Caroline Mathilde.