Efter et halvt år i Kenneth Plummers hus                                          

Af Ole Hyltoft

Kronikøren har nu siddet et halvt år i DRs bestyrelse og laver denne statusrapport til JP.
Som service-medie klarer DR sig nydeligt. Men som kulturinstitution er DR gået bag
af dansen. Det må rettes op på næste bestyrelsesmøde 4. september.



Da jeg for et halvt år siden trådte ind i Danmarks Radios bestyrelse, skrev jeg en kronik her i JP. Den forårsagede lidt vibrationer i medielandet, mest fordi jeg foreslog, at P3’s linde strøm af elektronisk bongo ind imellem blev suppleret med en højskolesang.

Det fik P3’s Sorte Spejdere til at udsprede det rygte, at jeg bevægede mig i diligence, når jeg tog hjemmefra.
 

Jeg mener nu stadigvæk, at vi ind imellem burde høre en højskolesang i P3. Der står et slot i Vesterled ( Ingemann ), Danmark, nu blunder den lyse nat ( Tøger Larsen ), Moders navn er en himmelsk lyd ( Grundtvig ) er tidløse. Hvorfor skal denne sangskat, vores bedste lyrik, vores fineste melodier, hemmeligholdes for den unge generation? Det forstår jeg ikke. Og gud ved, om De Sorte Spejdere ikke er enige med mig.
 

Dette har vi endnu ikke haft lejlighed til at diskutere i DRs bestyrelse – eller i Radiorådet, som folk over 50 år stadig kalder DRs bestyrelse.
Det meste af bestyrelsens arbejde er i det første halvår gået med at få styr på underskuddet på 1,7 mia. Hovedansvaret for underskuddet ligger i første række hos fhv. generaldirektør Chr. Nissen og de politikere der underbudgetterede byggeriet fra starten. Og i anden række hos Chr. Nissen og hans økonomidirektør, der ikke passede byggeriets pengestrøm med tilstrækkelig omhu. Det er at rette bager for smed, at seerne skal undgælde for dette ved at få for 300 mil. kr. færre programmer om året.
 

Især de ”borgerlige” partier har ikke villet høre tale om at lette på det tryk, sparekravet har lagt på DR. Dette skyldes utvivlsomt ”de borgerliges” længe nærede arrigskab mod DR. Det er til at forstå. Ole Sippel har stået der som en overlærer i Mellemøstens ørken og snart med bister, snart med skuffet mine bebrejdet Bush og os seere vores slette karakter. Fordi vi ikke som Sippel og hans DR-kolleger havde set lyset, men tværtimod fandt det i orden, at den infame statsforbrýder, Saddam Hussein, blev standset i opløbet.
 

Det må også irritere de mange, der ikke har deres gang på Margrethe Vestager Café Latte Superieur på Christianshavn, at dagbladet Politiken næsten hver aften omtales med ærbødigt bævende læber i Deadline. Men værst er den nedladenhed, folk med politisk ukorrekte meninger er blevet behandlet på i DR i mange år. At høre Kurt Strand og kollegerne tale ned til Pia Kjærsgård føltes i den grad som en krænkelse af éns retfærdighedssans. Ud over at det var et brud på radioloven, der kræver upartiskhed af medarbejderne.
 

Men – hold tåre op at trille – er det ikke som om den politiske ensretning i DR i disse måneder undergår en langsom smelteproces? Sejlivede 68’ere som Egon Clausen og Kjeld Koplev har nået pensionsalderen og ifører sig nu kampuniformen i andre medier. Det var i hvert fald noget af et chok, at en af netop Deadlines medarbejdere, Adam Holm, her i sommer talte ilde om kammerat Lenin i en kronik i JP. Og tilsyneladende slap godt fra det. Han er da i hvert fald ikke fyret endnu. Er Deadlines chef, Arne Notkin, ved at miste punchet i sin lige venstre?

Selvfølgelig bliver der – og er der også førhen blevet frembragt megen saglig journalistik i DR uden slagside. Men de propagandistiske indslag vækker nu engang mere opmærksomhed. Og DR har i årevis været redet af denne missionske mare. Seere og lyttere skulle omvendes til den rette tro, som ikke er Vorherre Kristus, men flere u-lands penge, flere muslimer, flere vindmøller samt USA ud af Iraq. Heraf udledes en række mindre trossætninger, såsom mandlige muslimers ret til at undertrykke deres kvinder, for det er nu engang deres kultur. Bent Jensen er en værre en. Civil ulydighed er rosværdig og skal opreklameres i fjernsynet, når den følger DR-journalisternes fordomme. Osv.
 

Det betænkelige er ikke, at nogle DR-journalister har disse meninger, men at alle tilsyneladende har dem, og er ved at gå ud af deres gode skind, hvis de, for et syns skyld, skal holde deres fordomme tilbage, når de er på skærmen. Det er denne ældgamle danske degne-tilbøjelighed: vi, de kloge, skal belære fæhovederne. I gamle dage sad vi fæhoveder i skolestuerne og i søndagskirken. Nu sidder vi foran skærmen, vi stivnakkede æsler, som ikke kan forstå, vi kun kan være os selv bekendt, hvis vi mener som Margrethe Vestager, eller i det mindste som Villy Søvndal.

Når denne farisæer-moral har bredt sig sådan i DR, skyldes det, at journaliststanden har overtaget den totale magt i DR. Og journalisterne er jo uddannelsesmæssigt vor tids degne. De kvikkeste af dem beundrer jeg, fordi de er så vakse ved havelågen. Men nogen stor tålmodighed og viden har de ikke, og er derfor lette at fange på den moderigtige limpind.

 

 Indtil 1980’erne var magten bedre fordelt i DR. Medarbejderne havde den halve magt, og i spidsen for medarbejderne stod tit store, veluddannede personligheder som en Erik Ålbæk Jensen, en Karl Bjarnhof, en Jens Rosenkjær, en Jørgen Schleimann, en Hans Sølvhøj. Den anden halvdel af magten var lytternes og seernes gennem Radiorådet. Det system var afbalanceret. De vigtige udnævnelser af programfolk foregik i Radiorådet, så man undgik for megen indavl.
 

Men som DR blev vigtigere for den politiske stillingtagen, gik Radiorådet over gevind og blev et minifolketing. Det blev man nødt til at lave om på. Men man havde ikke behøvet at flytte næsten hele indflydelsen over til journalisterne. Som formand for Socialdemokratiets kulturudvalg advarede jeg dengang imod at flytte programindflydelsen helt uden for folkestyrets, seernes og lytternes, rækkevidde. Men rådsformænd som Knud Heinesen og Birte Weiss, der altid higer efter at være på klakørsiden af folkestemningen, flyttede al magten over til de ansatte.

Derved havnede DR i den suppedas, der nu får titusindvis af licensbetalere til at ønske DR nedlagt eller solgt til en fremmed mediebaron.
 

Her står vi så nu, med 3000 DR-medarbejdere der ikke forstår, at staten ikke vil komme dem til undsætning. De er ellers populære. De laver hurtige nyheder. De kommer seerne i møde med god mad, god have, gode royale bryllupper, godt nyt fra isbjørneungen Knut i Berlins Zoo, gode ejendomshandler, godt vejr osv. Til nogens undren klarer DR sig aldeles udmærket i det kommercielle ræs om seerservice og hurtige nyheder. DRs hjemmeside er nr. 1 blandt mange udbydere. 2 mil. besøg i juni. Og i top ti over de mest sete udsendelser ligger DR næsten altid i spidsen. Det er udmærket, at DR er populær. DR skal ikke være et nicheprogram for pensionerede ægyptologer.

Hvad DR derimod for tiden ikke magter er at være en del af det skabende kulturmiljø. DR er ikke en service-koncern som TDC, men en kulturbærende institution, der bør føre an, når den nye kultur skabes, og den gamle holdes i live. Hvis TV-avisen konsekvent ville kalde ”æresdrabene” i de islamiske familier for det, de er, nemlig ”familiehenrettelser”, ville aviserne og de andre tv-stationer snart følge trop og en ærligere sprogbrug blive følgen. Og hvis TV-avisen konsekvent ville kalde området mellem Øresund og Småland for Skåne og ikke Sydsverige ( for Skåne er ikke svensk, selv om svenskerne har okkuperet det i nu 350 år ), ville danskerne blive mindet om deres historiske forpligtelse over for det tidligere Østdanmark, og Skåne ville blive det gængse navn for området.
 

På musikkens område står DR distancen fint. Under Per Erik Vengs ledelse er DRs torsdagskoncerter en perlerække af verdensklasse-koncerter. Men hvad angår den øvrige kultur dukker DR hovedet. Indslag om malerkunst, arkitektur, teater og videnskab er sjældne for ikke at sige fraværende i DRs tv-nyheder, inklusive Deadline.
 

Helt galt er det gået med DRs deltagelse i litteraturen. I en menneskealder har danskerne haft stor glæde ved at høre landets bedste noveller og digte blive læst højt af gode skuespillere. Dette aftog kendeligt under den kulturløse djøffer Chr. Nissen. Nu har det i længere tid været helt slut med oplæsninger i DR. Og de eneste bøger, man åbenbart kender i DR, er krimier, som mest roses efter hvor store oplag de har.
 

DRs kultursvigt har bestyrelsen nu forlangt at få på dagsordenen på næste møde, 4. september. Mødet bør i det mindste ende med oplæsningernes genkomst. Kunne vi ikke hver aften mellem halv ti og ti få lov at høre en god historie inden vi går i seng? Det kunne nogle aftener være en ældre historie af f.eks. H.C.Andersen eller Holger Drachmann. Andre aftener en ny novelle skrevet til DR.
 

DR vil nok svare, at sådan nogle historier kan de sære litteraturinteresserede selv hente på I-pod fra DRs lager. I vore moderne dage er de faste programmers tid er forbi. Nu skal vi hver især sammensætte vores egne programmer.
 

Jeg siger: tøv en kende, før vi opgiver folkets fælles programflader. Halvanden million seere sætter sig trods alt stadig foran skærmen søndag aften, når dramachef Ingolf Gabold fremviser afsnit af ”Forbrydelsen”.
 

Måske går tendensen i retning af at individualisere tv-kigning. Men er det noget at stræbe efter, at lystfiskere har deres tv-station, æbledyrkere deres og bridge-spillere deres? Skal vi ikke længst muligt holde fast i den gode fornemmelse det giver, at man sidder sammen med hundredtusinder eller millioner af landsmænd og får del i væsentlige oplysninger og oplevelser?
 

DRs opgave er at samle nationen, ikke at sprede den.
 

Vores kultur er for øjeblikket noget af et virvar. Nogen må levere lidt orden i virvaret. Skulle det ikke være DR? Hvem ellers? Der skal nogen til at minde os om, at Nikolaj Hübbe danser bedre end Mr. Fatman og Claus Bondam. Og at Mozart er en større musiker end denne uges hotte rockband fra teknisk skole i Sæby.
 

Det er vigtigere, at DR ofte er på banen med noget godt, end at vi ustandseligt er på banen med noget ligegyldigt.