|
Det er ikke kun vigtigt, der skrives romaner der revser
samfundet.
Der skal også skrives romaner, der fastholder livets magiske øjeblikke
og gør livet bedre end det er, skriver dagens kronikør, der for nylig har
udgivet sin bog
nr. 23.
Da jeg havde udgivet min første roman, fik jeg besøg af en dengang meget
ombejlet forfatter. Han sagde: Jeg ved ikke, om jeg vil råde dig til at
blive forfatter. Det er et dårligt liv.
Jeg var dengang boganmelder og journalist ved den
socialdemokratiske avis Aktuelt. Jeg havde kort før været personlig sekretær
for 60’ernes kulturministre. Nogle forestillede sig vist, jeg skulle gå i
mine arbejdsgiveres fodspor. Jeg kunne i hvert fald nok have undgået at
begive mig ind i ”et dårligt liv”.
Nu har jeg så i år udgivet min bog nummer 23. Det må være på
tide at spørge: hvorfor valgte jeg ikke en anden vej end forfatterens?
Forklaringen begynder en junidag 1969. Jeg spadserede i
udkanten af Tisvilde Hegn, ad Kirkestien op mod Tibirke Kirke. Ældgamle ege
rakte deres krogede, nyudsprungne grene ud over stien. Egeløvet splittede
solstrålerne i grønne og gule luftpletter. Som jeg vandrede der på stien,
mærkede jeg et kildegys i kroppen. Det stammede fra halebenet, snoede sig
rundt om maven og ned om underlivet. En lyst! En lyst til at gro sammen med
skovens træer der omgav mig, med fuglene som sang over mig, og med den
violetrøde gederams, der stod i klynger i lysningerne. Jeg fik sådan en lyst
til at få fat i alt det, som jeg var del af og som betog mig. En lyst til at
få fat i det med mine ord. Jeg ville gro sammen med naturen på den måde, jeg
nu kunne gro – ved at skrive.
At digte er en erotisk beskæftigelse. Men den er ikke kun sanselig. At
udgive en roman er som at føde et barn. Man er stolt af at man har sat noget
i verden, som ikke var til før, og som man tror er holdbart. Næppe
evindeligt, men dog holdbart i en overskuelig fremtid.
At skabe noget, der ikke før har været skabt, et maleri, en
roman, er et usikkert foretagende. Hver roman er et eksperiment. Barnet –
romanen – er skrøbelig. Man er øm om den. Kunstneren har brug for at få at
vide, at arbejdet var umagen værd. Man bliver vred på dem, der behandler
barnet ufølsomt eller dumt.
Den gode roman er et vidnesbyrd om det samfund, vi har nu, og
om det liv vi har til fælles. Så når en roman behandles skødesløst eller
nedladende i pressen, er det ikke kun en krænkelse af forfatterens
forfængelighed, men af vores alles liv.
Min kat, Majka, er det mest naturlige væsen jeg kender. Når vejret ikke er
tiltalende at være ude i for en kat, vælger Majka indelivet kompromisløst –
i form af sofaen, en lun plet på ryatæppet mellem mine manuskripter, eller
under arbejdsbordet tæt op ad mine fødder. Majka lægger så forpoterne over
sit lille, kønne ansigt, gaber og hengiver sig til søvnens glæde. En
hedonist er han. Når solen dukker frem igen, vågner han, springer ud i haven
og demonstrerer sine færdigheder som musejæger ved kompostbunken og
linedanser i træerne.
Vejret betyder mere for os levende væsner end vi er klar
over. Så jeg udgiver ikke en roman uden at gå Søren Jacobsen og de andre
vejrmeldere i bedene. Der er tordenvejr i ”Københavnerpigen og
kongemaleren”, hedebølge i ”Københavnerpigen under besættelsen”, alle slags
vejr i digtene fra ”Skabt af ild”.
Jeg skrev engang en roman om det morderiske liv,
forretningsmænd i nød kan komme ud for, ”Hvem er angst for den stygge ulv?”
En rigtig vinterroman der foregik i Grib Skov og Birkerød i sne og gråvejr.
Det blev maj og juni mens jeg skrev slutningen. Solen buldrede ind i
arbejdsværelset. Jeg måtte trække gardinerne helt for, så jeg kunne bilde
mig ind, at jeg sad og skrev i vintermørke.
|
|
Naturen er vor begrænsning. Som individer dør vi. Vi ønsker
at dø, når vi mærker tiden er inde.
Men naturen er også vores evighed. Vi er en del af den
uovervindelige natur. Selv i et Wien og Berlin april 1945, raseret af
bombardementer og gadekampe, sprang lindetræerne ud.
Naturen er vort livs uendelige mangel på afslutning.
En roman består af mange dele. Det er ligesom når man bygger
en kirke. Der skal være gulv. Der skal være mure. I dag skal der sågar være
et toilet. Men inderst i kirken skal der være et kors og et alter. Det er
derfor vi bygger kirken.
En roman – i hvert fald mine – skal være spændende. I min
seneste, ”Københavnerpigen under besættelsen” – jages mine personer af
Schalburgkorpset såvel som af deres drift efter at elske og skabe.
Romanens sprog skal være spændstigt som en gotisk kirkes
stræbepiller, og farverigt som kirkens glasmosaikker.
Samfundsbilledet skal være troværdigt. Selv om romanen koncentrerer sig om
enkelte individer, deres sind og skæbne, skal samfundet være genkendeligt
til stede. Personerne må ikke gå rundt i et identitetsløst landskab.
Personerne skal fylde noget, være sig selv og værd at omgås.
Men korset i romankirken er hverken naturen, psykologien, lokalkoloritten
eller sproget. Det er de magiske livsøjeblikke, det lykkes at indfange. De
øjeblikke hvor dagligdagens dulmende tapet pludselig flænses og åbner et kig
ind i sol, flammer, hav – i den uendelighed som også er vores virkelighed,
men som vi kun får lov at opleve i løftede øjeblikke. Det er disse
øjeblikke, jeg skriver for at fange.
Siden Georg Brandes har en ”rigtig” romanforfatter været en, der holdt sig
til det jordiske og gik til angreb på jordiske nedrigheder. En gudløs
samfundsrevser.
At forsvare de forsvarsløse og udstille parasitterne er en
ædel gerning, som vi skal være glade for vi har ytringsfrihed til. Men
journalisterne i aviserne og tv er i vore dage ofte bedre end forfatterne
til at udføre dette arbejde.
Ikke at vi forfattere skal undlade at besøge lastens huler. I
”Københavnerpigen under besættelsen” fremviser jeg de to unge nazister, Knud
W. Jensen og Ole Wivel, i hel figur. To unge magtspirer. Men også to søgende
ildsjæle. Forkælede overklasseløg. Men også kunstens tro tjenere. Grib
magten, tjen kunsten, var vel deres motto. Nazismen var magten i 1942, da
romanen foregår. Det var en moralsk fadæse af stor gru at tilslutte sig
Hitler. Det lykkedes Wivel og Knud W. at holde fadæsen hemmelig gennem deres
lange liv. Dette skyldtes, at de trods nazismens undergang erobrede
kulturmagten. De gjorde det ved hjælp af især Knud W.’s penge og
organisationstalent. Gyldendal, Louisiana, hele Bermuda-trekanten blev deres
opfindelse og ejendom. Inspirerende og festlige var de. Mest for de
mennesker de kunne bruge til deres projekter.
Jo, livets boblende mangfoldighed af selvoptagethed og hykleri, vid og
dumhed prøver jeg at fange ind i mine romaner.
Men det er de vidunderlige, de magiske øjeblikke i livet, der er romanernes
hjerte. Det er dem, jeg skriver for at nå.
I ”Københavnerpigen under besættelsen” viser jeg, at
folkestrejken i sommeren 1944 var sådan et magisk øjeblik i
danmarkshistorien. Indbyggerne i landets hovedstad forvandlede sig i en uge
fra indbyrdes kværulerende individer til at være ét fælles legeme. Fremmede,
i dette tilfælde tyskere, ville herske over os, tvinge os mod vor natur.
Under denne tvang blev borgerens eget liv mindre vigtigt for ham end byens
værdighed. Dette er så sjældent, at det kan kaldes mirakuløst.
Så dette blev min nye romans højdepunkt – uanset at globalister og
multikulturister ikke bryder sig om den slags magi.
Jo ældre jeg bliver, jo vigtigere synes jeg det er, at der
skrives romaner, som ikke bare analyserer og kritiserer, men som løfter
læseren, inspirerer ham til at køre sit liv i et højere gear. Eller som
københavnerpigen i romanen siger: vi skal gøre livet bedre end det er. |