|
Danmark er i dag delt i to. Den ene del – vi kan kalde dem de
honnette – vil være internationale. Den anden del – jeg vil kalde dem de
naturlige – er de nationale.
De honnette foretrækker at tale engelsk. De naturlige taler
dansk. De honette ønsker muslimsk indvandring ad libitum og finder det bare
malerisk, at Danmark opdeles i flere sektioner, herunder nogle der går ind
for kvindeundertrykkelse, forbud mod sex uden for ægteskabet og religionens
herredømme over staten. Foruden at de ser gennem fingre med, at 17 års piger
stenes ihjel på modbydeligste vis i de muslimske lande.
De naturlige ønsker den muslimske indvandring stoppet, og at
alle herboende bliver del i en frihedskultur med humane idealer.
De naturlige er flest. Men de honnette har mest at skulle
have sagt. For de sidder på radio, fjernsyn, forlag, på godhedsindustrien og
på undervisningsinstitutionerne. Og i høj grad også på pengene.
Pengeverdenen er nemlig international. Vi ser et par
fremtrædende erhvervsfolk som Dansk Industris direktør, Hans Skov
Christensen, og Grundfos-koncernens bestyrelsesformand, Niels Due Jensen,
være talsmænd for de honnette. Mens det mest er skorstensfejere,
metalarbejdere og pensionister der hører til de naturlige.
Delingen af vores land på denne måde har været stabil i flere
år. Og samtalen mellem de to parter har været stridbar, ja, uforsonlig. Der
er dog på det sidste sket en forandring. De honnettes fortalere er fra at
have været selvsikkert nedladende over for de naturlige nu gået over i
hasarderede forsvarspositioner, f.eks. for islamiske tørklæder der
repræsenterer barbariske og totalitære idealer.
En af de hårdnakkede honnette, den tidligere radikale
kulturminister, Elsebeth Gerner Nielsen, optræder nu som frivillig
reklamesøjle for stening af ”utro” kvinder. Det skulle hendes partis
ophavsmand, vaneforføreren Georg Brandes, bare vide. Islam-Gerner var i
øvrigt temmelig løs i kødet som kulturminister og kaldte dansk kultur for
”en luftig størrelse”. Det, man råber, er man selv. Er det ikke sådan, det
hedder? Nå, nu bliver hendes hyldest til islams barbariske bagstræb måske
årsagen til de Radikales todeling og måske ophør.
De honnettes tab af deres selvsikre englevinger skyldes, at flere og flere
bliver bedre og bedre oplyst om, hvad islam er. De honnette kan ikke længere
klare sig med at ryste på hovedet ad dem, de opfatter som utilregnelige,
dannebrogsfordærvede klaphatte. De går nu, svært aggressive, omkring og
leder efter en grund til, at vi her i landet skal have tusindvis af
islamister boende, der hverken bryder sig om vores demokrati eller om vores
humane skikke. Lige netop det det frihedssamfund, vi efterkommere af danske
bønder og arbejdere er så stolte af at vore forfædre har givet os i arv. Det
samfund vil islamisterne nu have afløst af et patriarkalsk imamvælde.
Her står valget så. Det står og vipper. Besværlig frihed
eller tryghed i form af slaveagtig underkastelse. Menneskenes evige valg.
De honnette har deres kernetropper hos de Radikale og
Enhedslisten. De naturlige hos Dansk Folkeparti. Venstre, SF og
Socialdemokraterne er delt. Hos Socialdemokraterne tror jeg Helle
Thorning-Schmidt, Henrik Sass Larsen, Morten Bødskov og Mogens Jensen
slutter sig til de naturlige. Men ronkedoren Auken sidder tilbage som en
anden general Hindenburg og vil ikke anerkende at han har ført sine tropper
ud i mosedyndet. Lykketoft er rundt på gulvet, som altid når det ikke drejer
sig om finanslovens regnestykker.
Honnet eller naturlig? Kampen raser. Jeg tror naturligheden
vinder. Men det kan også være, Danmark om halvtreds år er en islamisk stat.
Og så får de honnette kun lov at være honnette på én måde – den islamiske.
Hvis vi nu sætter os i H.C.Andersens flyvende kuffert, rejser
tredive kilometer op i atmosfæren og ser ned på vores Europa tværs gennem
tiderne, opdager vi, at den strid, vi står i, har andre stået i før os.
I 1700-tallet var det tænkende Europa behersket af oplysningsfolkene.
Voltaire og Montesquieu i Frankrig, John Locke i England, i Prøjsen selveste
kongen, Frederik den Store, i Danmark-Norge først og fremmest Ludvig
Holberg. Oplysningstidens centrale værk er det franske
konversationsleksikon, Encyclopædien, redigeret af forfatteren Diderot og
matematikeren d’Alembert. De kaldte deres encyklopædi ”organet for den
højeste oplysning”. Sjovt nok, det samme dagbladet Politiken kaldte sin avis
hundrede år senere – noget mindre velbegrundet.
|
|
Oplysningsfolkene mente grundlæggende, at folk var ens over
hele verden, styret af en tid- og stedløs fornuft. Universalisme kaldte de
det. Der var således ingen større grund til at skelne mellem muslimer og
kristne. Den trosbekendelse messer venstrefløjen også i dag.
Oplysningsmændene var en borgerlig overklasse, ligesom vore
dages kulturradikale er. De var selvsikre spottefugle. Men de var ikke
originale ånder, ikke store kunstnere. Også heri ligner de vor tids
”kulturelite”. De var dannede eftersnakkere. Formidlede hvad 1600-tallets
store og modige ånder havde opdaget. Det er ligesom vore dages
kulturradikale, der klynger sig til ideer og retninger, som er skabt for
snart hundrede år siden, funktionalismen i arkitekturen, modernismen i
kunsten.
Det var ikke følelse og indlevelse, der udmærkede
1700-tallets oplysningsmænd. Det var forstanden og viddet. De kunne blive
forfulgt af myndighderne, som Voltaire blev. For deres politik var et opgør
med kirkens autoritet. Men de havde ingen kontakt med folket. Ligesom de
Radikales moderigtige café slat-ører ikke har i dag. Deres ideal var ikke et
samfund der forenede høj og lav i en fælles kultur.
1700-tallets tænkere gik ind for lighed. Men det var en abstrakt lighed, som
også vore dages honette hylder. En lighed der ikke har ubehagelige praktiske
konsekvenser, såsom samvær med folk der ikke taler engelsk eller som lige ud
af posen siger, at det er muslimerne der fylder vore fængsler.
Men da Napoleon havde rullet de store dramaer op i Europa, fandt flere og
flere, at de honnette oplysningsmænd var for lavvandede og for
formalistiske. De manglede sus i takkelagen. Slynget ud fra Adam
Oehlenschlægers arm buldrede Thors hammer og lagde et anderledes broget
farveskær over Nordens himmel. Odin og Freja afløste Zeus og Afrodite.
Sjølunds fagre sletter og Blichers jyske hede afløste kosmopolitternes
ensartede sletter uden skel og forskelle. Danmarks fødsel foregik ikke
længere på Akropolis, men i den danske muld, hvor heltene ligger i deres
kæmpehøje og mumler om deres bedrifter mellem guldhorn og solvogne. Homers
og Virgils sange fra Middelhavet erstattes af folkevisernes sange fra
Østersøen. Fra nu af talte vi dansk i stedet for latin.
Stavnsbåndet, der var oprettet i oplysningstiden, blev
ophævet ved romantikkens begyndelse. Slaveriet, der blomstrede i
oplysningstiden, og som bl.a. Holberg havde aktier i, blev afskaffet under
romantikken.
Efter ca.1800 afløser følelsernes brusen lærdommens
vindstille. Levende liv frem for abstraktioner og skabeloner. ”Hvad er
sandhed andet end en leven for en ide”, udbryder Søren Kierkegaard. Endelig
finder vi danskere helt os selv - i Oehlenschlægers skuespil, i Grundtvigs
sange, i Ingemanns romaner. Folket får mæle – endnu ikke politisk, men i
digternes ord, i H.C.Andersens intime eventyr, i Ingemanns trygge
børnesalmer, i Chr. Winthers og Blichers kærlighed til den danske natur, i
Gades og Weyses musik.
Naturlighed afløser formalisme.
Er det ikke det samme der foregår for vores øjne lige nu, i
indvandringskampen 2007? Folket vælger naturligheden – de sædvaner der hører
vor hjemegn til – frem for at adlyde de internationale konventioner, der vil
beordre ensartede retningslinier for den hele verden. En multikultur der
skal udvande nationernes særpræg og dermed opløse det bedste, vores
samfundet giver os, fællesskabet mellem høj og lav, ung og gammel, mand og
kvinde.
Efter romantikkens folkelige gennembrud kom så Georg Brandes
og hans kulturradikale. En ny internationalisme. Folkelig var den aldrig.
Men den blev smart på universiteterne og blandt redaktørerne, dem med de
honnette ambitioner.
Det er den, mediernes, godhedsindustriens og de globale
finansers herredømme, vore dages folkelige oprør er rettet mod.
|