|
Inden jeg træder ind i Danmarks Radios bestyrelse
Af Ole Hyltoft
|
|
|
|
Ved skæbnens gunst og Pia Kjærsgaaards venlige hånd er jeg
blevet medlem af Danmarks Radios bestyrelse. En radikal folketingspolitiker
udtalte, at han var gået i chok i den anledning. Man må ikke håbe den mand
nogensinde bliver forsvarsminister – med det nervesystem. Jeg har levet hele mit liv med Danmarks Radio. Fra Gunnar Nu Hansens landskampe til Leif Panduros tv-spil. Fra Volmer Sørensens Ungarns-indsamling til Lise Nørgårds Matador. Alle danskere hørte og så disse programmer. De var selve Danmark. Sådan er det ikke mere. Ikke kun fordi mediebilledet er blevet en buffet med talrige retter. Men også fordi folk oplever, at Danmarks Radio ofte ringeagter og taler hen over hovedet på de værdier, synspunkter og personer, menigmand føler er hans verden. Kammertonen i Danmarks Radio er ikke længere kammersangerens, men kammesjukkernes. Og kammesjukkerne er de salonradikales lille klike af folkefremmede redaktører og café latte-bartendere med heppende politikere fra De Radikale og Enhedslisten bagved.. Mange seere reagerer på dette kammesjukke-DR ved at ønske DR opløst, privatiseret og solgt til Baluchistan. Men det er at kapitulere over for stratenrøverne. Vi har brug for et DR, et DR der fortæller os hvem vi er, lærer københavnerne om vestjyderne, og lærer sønderjyderne om bornholmerne ( og gerne også om skåningerne, som er tvangsforsvenskede danskere ). Danskerne er et folk, en stamme om man vil. Vi har alt hvad der hører til en selvstændig nation – et særegent sprog, et særegent gemyt, en særegen folkekarakter. Men vi er ikke så mange. Derfor må vi kende hinanden ekstra godt og have ekstra mange fælles oplevelser, der binder os sammen. Dem kan DR, og for så vidt også TV 2, give os. BBC gør det ikke. MTV gør det ikke. Vi er stolte af den frihed, vores grundlov giver os. Vi mødes, taler og synger for den hvert år den 5. juni. Et af disse møder bør DR transmittere i sin helhed. Det gjorde DR tidligere. Dette fik kammesjukkerne afskaffet. Også en Sankt Hans fest bør DR transmittere i sin helhed i tv Frem for noget andet er det sproget der knytter os danske sammen. Der er kun ét sprog, man magter så godt, at man kan udtrykke alle sine følelser og tanker på det. Vi har et smidigt, et fantasirigt og underfundigt sprog. Men når den i øvrigt opmuntrende og livsglade meteorolog meddeler, at ”fram til først på dæen er det lyst over lændet. Men så vil en frårnt komme ind over Dænmark hele nætten”, så lyder det som om han og andre medarbejdere har brug for et kursus i dansk fonetik. Og ud af P3 hviner et samlebånd af engelsksproget pigtråd. Jeg sad i sin tid i det DR-udvalg der gav grønt lys for DRs musikprogram. Vi forestillede os et alsidigt musikprogram. PH kaldte Åkjærs og Carl Nielsens ”Jens Vejmand” for en schlager. Den slags schlagere mente vi også der skulle være plads til i P3. Men det blev pladeselskabernes kommercielle og overvejende udenlandske linie, der blev ledetråden i P3. P3 er ikke gået den vej, den blev født til. De danske populærmusikere – med Kim Larsen i spidsen - må have førsteret til DRs musikradio. Den danske sangs sokkel er højskolesangen. Fin lyrik, fine melodier. ”Den sømand han må lide”, ”Jeg bærer med smil min byrde”, ”Om lidt bliver her stille”. Fest, vemod, højtid. At sangene er populære viser den fantastiske efterspørgsel der har været på den nye udgave af Højskolesangbogen. Et hundred tusinde eksemplarer solgt på et par måneder. At kunne synge bare hundrede af bogens 572 sange er at have en rigdom inde i sig. Så har man et smukt udtryk at kunne bryde ud i til enhver sindsstemning, fra sorg til glæde. Vores skole har forputtet dette sangenes skatkammer. Nu må DR genfinde det, spille disse små og større genialiteter dagligt på P3 og på de andre kanaler. Vi skal leve i vores egen tid. Men hvorfor ikke forlænge vores korte livstid ved ind imellem at indleve os i andre tidsaldre. Revyvisen er en uforlignelig indgang til den tid, den er skabt i. ”Tre raske prinser” – og vi er i 1920’rne. ”Man bliver så glad når solen skinner” – 30’erne dukker op for vores indre blik. Livas ”Man binder os på mund og hånd” eller Neumænnenes ”Den lille lysegrønne sang” – og vi befinder sig øjeblikkelig i besættelsens dobbelte stemning af pullimut-nattefest og modstandskamp. Så, DRs musikdrenge og –piger! Brug striben af revyviser fra Erik Bøgh til vore dage. Ikke i et enkeltprogram hvert halve år. Men lad os høre viserne, dagligt, tilfældigt, i musikprogrammerne. De knytter os til vore rødder på en festlig måde med Osvald Helmuths, Poul Reichardts, Birgitte Reimers stemmer. |
|
Da jeg var barn havde min far en rund stav stående inde
i garderobeskabet. Det var ikke en, han slog mig med. Han gjorde
morgengymnastik med den til Kaptajn Jespersens manende ord om, at en slap
kroppe var udtryk for en slap karakter. ”Fat staven og rank ryggen!” Et
dagligt oratorisk styrtebad. |