|
I tyve år har det danske folk modsat sig
en islamisk masseindvandring til landet.
I tyve år har en lille gruppe magtfulde politikere, embedsmænd og redaktører
påtvunget folket denne indvandring, som nu med sine ca. 400.000 muslimske
”danskere” er den største forandring af vor befolknings sammensætning
nogensinde.
Folkestyret fejet af bordet. Det er bekymrende. Men det er ikke første gang
det er sket. Under 1840’rnes enevælde var der en gruppe kvikke borgersønner,
der forlangte folkestyre. Det de mente var studenterstyre. Magtens centrum
skulle flyttes fra Amalienborg til Regensen. For, som det hed i Christian
Winthers sang: ”Herrer vi ere i åndernes rige / vi er den stamme, som evigt
skal stå.” Skrevet i 1820, netop til en fest i Regensgården.
Disse studenter kaldte sig de nationalliberale. Navnene var Lehmann, Monrad,
Hall, Kriger, Ploug m.m.fl. De mente sig klogere end kongens rådgivere, og
meget klogere end folket, bønderne ude på landet. De var den tids
intelligentsia. Men ligesom vor tids intelligentsia af munkemarxister og
salonradikale vidste de for lidt om virkeligheden. Da de fik regeringsmagten
i 1850’rne håndterede de det sønderjyske dilemma med blå øjne og ansvarsløse
forhåbninger og forberedte og ledede den forudsigelige krig i 1864 som de
politiske dilettanter de var.
Da de og hele Danmark havde lidt det forfærdelige nederlag og afleveret en
tredjedel af vort land til Bismarck, tog de nationalliberale ikke deres gode
tøj og gik. Næ, tværtimod. De sagde: nu er landet blevet en lilleputstat,
der kun kan klare sig hvis det styres af sine bedste mænd. Og det er jo os.
Vi er de begavede og de dannede. Og så gik de i kompagniskab med de
konservative, godsejerne, for at forhindre, at Venstres bønder og
Socialdemokratiets arbejdere fik indflydelse.
De nationalliberale havde to aviser. ”Dagbladet” og ”Fædrelandet” ( nej,
ikke den, Harald Bergstedt kompromitterede sig i ! ). ”Dagbladet” skrev: ”I
andre lande ser man førere der er på højden af deres tids dannelse, mens man
herhjemme går i den retning, at det almueagtige skal genfindes i selve
førernes personer.”
Fra 1866 blev den vigtigste opgave for 1840’rnes demokrater at forhindre
demokratiet i at ske fyldest. De nationalliberales magtbaser var
universitetet, kirken og embedsmændene. Og deres livsgrundlag var den
romantiske digtning og filosofi fra Oehlenschlæger til Grundtvig. Men
romantikkens brusende mod og eventyrlyst var nu stivnet til en sømmelig
”politisk korrekthed”.
I deres ungdom var de friske som studenterne i Hostrups syngespil. I deres
modne år blev de selvretfærdige og hovne. I en leder skrev ”Dagbladet” om
Venstres leder C. Berg: ”Mangelen på dannelse, på al højere åndelig kultur,
hænger ved Berg…der er altid en luftning fra kroer og rejsestalde over ham.”
For de nationalliberale akademikere var folket en uvidende – og ulækker –
almue. Disse ustuderede mennesker havde at blive ude på møddingen.
Digteren Grundtvig så anderledes på det. Han mente, at denne almue skulle
udvikles til et åndeligt vakt folk. Ved at almuen gennem det levende ord
blev mættet med Nordens historie og litteratur og kristendommen. Det
politiske Venstre tilsluttede sig tankegangen og erhvervede herved en
åndelig ballast, nemlig grundtvigianernes. Bjørnstjerne Bjørnson, der var
den mest beåndede grundtvigianer næst efter profeten, skrev i sit mindedigt
ved Grundtvigs begravelse i 1872:
”frihedens frø i den mægtiges hånd,
selv-styret samfund i kristelig ånd.”
Demokrati og ånd – hånd i hånd.
Oppositionen mod den
konservative konseilspræsident Estrup blev mere stålsat ved at
venstrepolitikerne fik et åndsliv, Grundtvigs. Og grundtvigianerne fik
forståelse for, at folkestyret ikke bare var Grundtvigs sange, men en
praktisk idræt. De politisk og de åndeligt vakte gik sammen. Sjovt nok var
det åndsliv, grundtvigianerne og deres modstandere, de nationalliberale,
dyrkede, ret ens, romantikken, nationalfølelsen, kristendommen.
|
|
Men netop i 1870’rne kommer en ny spiller på banen.
Georg Brandes. Han taler for en helt ny dannelse, europæisk i stedet for
nordisk, ateistisk i stedet for kristelig, revolutionær i stedet for
traditionel.
Med ham kommer et nyt hold begavelser op på kulturkampens arena, Edvard
Brandes, Hørup, Pingel, forfattere som Schandorph, Erik Skram, Henrik Ibsen.
Det er dem der bliver fundamentet under Det radikale Venstre fra 1905.
Man plejer at betone, hvor modbydelige de nationalliberalt
konservative var mod geniet Georg Brandes, da han ville vække det
provinsielle Danmark til et moderne europæisk åndsliv. Helt sådan var det
ikke. I sine unge år var Georg Brandes en agtet gæst i de nationalliberale
hjem, som f.eks. i statsminister Halls. Og adskillige nationalliberale
koryfæer med Orla Lehmann i spidsen overværede med sympati det unge talent
Georg Brandes’ disputats-handling. Allerede som 40-årig blev Georg Brandes
af datidens unge akademikere dyrket så hengivent, at de kaldte ham ”unser
geliebter Führer”.
Men for den frie norske folkeånd, Bjørnson, var Georg Brandes lige så
ufolkelig og uspiselig som de nationalliberales Carl Ploug.
Da det gik op for de nationalliberale hvilken farlig gejst de havde at gøre
med i Georg Brandes, forhindrede de ham i at få det professorat ved
Københavns Universitet, som han var mere end kvalificeret til.
Men trods modstanden sejrede den brandesske kulturradikalisme. Og
nationalliberalismen dør. Hvad der derimod ikke dør, er
nationalliberalisternes akademiske arrogance, som fortsætter uforandret i de
kulturradikales akademiske arrogance.
Ismerne forgår. Foragten for folket består.
Det er disse Georg Brandes’ ætlinge vi har for os i dag. De, der er
indehavere af positionerne i Danmarks Radio, på universiteterne, i de fleste
aviser. De føler pligt til at tugte statsmagten, men ikke til at forsvare
folket og fællesskabet. Selvbevidstheden blomstrer hos dem. For de har
magten, mediemagten. Se det på Uffe Ellemann, der er en af dem, selv om han
er fra Venstre.
Men som det gerne går de hovne, bliver de også blinde. Vore dages
magthavende kulturradikale borgerskab – fra Tøger Seidenfaden til Svend
Auken, fra Villy Søvndal til Margrethe Vestager – negligerede folkets afsmag
for den totalitære islamisme. Derfor vendte folket dem ryggen og de mistede
den politiske magt i 2001.
Magten kan man miste. Værre er det at miste respekten. Det gjorde de
kulturradikale da de forrådte deres eget første bud, friheden, ved at give
efter for den islamiske unatur og menneskeforagt.
De kulturradikale har ikke forholdt sig realistisk til deres tid. Ligesom de
nationalliberale ikke gjorde, da de havde magten i 1864.
Det er åbenbart en tilbagevendende lidelse hos en stor del af vore
intellektuelle, eller halvintellektuelle. Vi kan kalde den Erasmus
Montanus-syndromet. Typen er jo skildret så befriende morsomt af Ludvig
Holberg.
De nationalliberale, de kulturradikale, og hvad de skiftende udgaver af
Montanus-syndromet nu hedder, er til grin. Men de er også usympatiske. De
vil afsondre sig fra folket, samtidig med at de vil have magt over folket.
Fænomenet er næppe kun dansk. Tom Wolfe har spiddet de amerikanske
eksemplarer af Montanus-syndromet og siger om dem: ”jeg hader
intellektuelles blinde underkastelse for mode, trend og populære fænomener.
De gør alle sammen det samme.”
Ja, det er netop det frastødende ved Montanus-syndromet. Der kan være gode
tanker i såvel nationalliberalismen som kulturradikalismen. Men når
tilhængerne af disse akademiske bevægelser slutter sig sammen til en kompakt
majoritet, bliver de kadavere i stedet for frie mennesker. De bliver alle
kopier af deres studenterårgang. De ifører sig de meninger, uden hvilke
deres karriere bliver usikker eller besværlig.
Det er kvalmt. |