Biskoppen lavede et barn på Jeppe Åkjær                                          

 

Af Ole Hyltoft

 

 

 

Nu da pæretræets sidste gule blade drypper af den væde, vi vil være lagt i blød i de næste lange måneder, er det tid at mindes hvad de lyse sommerdage skænkede os i år. Jeg gjorde i august en rejse til Jylland. Den landsdel, der har fostret Blicher, Brorson – og Helge Sander ikke at forglemme.
Og Jeppe Åkjær. Jeg har altid så gerne villet se den knold som Åkjærs Ole sad og sang på, mens udflugtslængsler sved i hans hjerte. Knolden findes, er 71 meter høj, ligger ikke langt fra kalkgruberne i Mønsted og hedder Daugbjerg Dås.
På denne dås ( høj ) forestillede jeg mig hyrdedrengen Jeppe sidde og drømme om havrens bjælder, rugen der stod i traver og Jens Vejmands onde skæbne. På Daugbjerg Dås måtte man kunne føle den danske marv og længslernes tog over bølgen blå. Derfor tog jeg i sommer didhen den lange vej fra Tisvilde.
Stor var min forfærdelse, da jeg ved foden af Daugbjerg Dås finder ikke en buste af Åkjær eller hyrde-Ole, men en jævnt kedelig grusgravsten hvorpå der står, at dåsen ejes af Det radikale Venstre!
Det var godt nok et fald der vil noget, tænker jeg og læser, at der på stenen står: Her lyste før bauner på heden. Nu taler Det radikale Venstre om freden.
Nå, jeg besteg alligevel Daugbjerg Dås. Og hvad finder jeg på toppen af knolden? Femten søvnige gumle-får og en flagstang uden dannebrog.
I stedet for fædrelandets marv i form af jysk oprørsånd og poesi, fandt jeg en mødding af fåre-ekskrementer. Daugbjerg Dås var blevet til Daugbjerg Das. Under Det radikale Venstres opsyn.
Jeppe Åkjær havde en kort ungdomsudflugt til Det radikale Venstre. Men da han lærte dem bedre at kende, fandt han dem uklare og udflydende og blev socialdemokrat. I dag har Socialdemokraterne vist glemt ham. I hvert fald har de forstødt hans gamle sang om fællesskabet ”Skuld gammel venskab rejn forgo”, fra deres møder.
Jojo, der er noget galt i Danmark, som John Mogensen synger.

Nu var det så heldigt, at der samme dag var Jenlefest. Altså et af de folkemøder, Jeppe Åkjær selv begyndte at holde på sin gård, Jenle, på Østsalling ud mod Limfjorden. Altså vendte jeg ryggen til Det radikale Venstres fåre-forsamling, Daugbjerg Dås, og kørte nordpå gennem Sallings høstmodne bakkeland. Her lugter der for tiden mest af svinebaroner. Baronerne siger ganske vist, det ikke er gylle, der lugter af, men penge.
Nå, men solen skinnede og folk kom agende, så omkring 300 Åkjær-glade mennesker samledes i digterens gamle have under de høje trækroner.
Åkjærselskabet havde i år bedt biskop Kjeld Holm holde hovedtalen. Han taler jo, som visse prælater kan, i et tillidvækkende parlando, der smyger sig om tilhørerne som rugen smøg sig om Åkjærs barnekind.
Åkjær synger om slægtens arv og folkets marv. Men den slags er ikke på mode hos intelligentsiaen. Så biskop Holm drejede det hurtigt hen til, at det ikke var arven og marven det drejede sig om. Man skulle bare have et bestemt sted at holde af. Dette sted kunne, forstod vi, lige så godt være en gade i Skive som i Islamabad. Globalister føler sig hjemme overalt i verden.
Denne indstilling er Holms. Men den er ikke Åkjærs. Han skrev:
”Lad mig kun flagre hen som blad i høst,
når du, mit land, min stamme, frit må leve.”
Landet hedder Danmark. Stammen hedder danskerne. Det er stammen og folket, der giver et menneske rod, ikke en arkitekttegnet villa midt i en fremmed kultur, som f.eks. Klaus Rifbjergs i Spanien.
Derpå sagde Kjeld Holm at han ikke gav meget for den kulturkamp, der nys havde fundet sted. Derved mente han formentlig den kamp for ytringsfrihed, som JPs Muhammed-tegninger har affødt. Den kamp var overfladisk, mente biskoppen. Mon JPs bladtegnere, Hirsi Ali og andre, der er dødstruet af Islam, mener det samme?
Nej, det der virkelig betød noget, mente Holm, var, om mennesket mente det var selvberoende, eller om det fik sin kraft fra noget større ( en religion måske ).
 

 

 Fra min siddeplads i græsset kiggede jeg langt ud over Limfjorden og tænkte: hvad kan biskoppen mon mene med det? Det måtte vel forstås sådan, at uanset om man tror på Jesus eller Muhammed, er man på den rette vej. Holm sagde ikke direkte, at det var lige fedt om man troede på den ene eller den anden. Men at drage den slutning lå nu lige for.
Så fik Kjeld Holm pludselig en rigtig original tanke, som han brugte meget taletid på. Åkjær havde fået ham til at tænke på Bert Brecht. De lignede sådan hinanden de to.
Selv kan jeg dårligt finde større forfatter-modsætning mellem den dekadente og egennyttige kommunist Brecht og naturens og det svage menneskes medfølende sanger Åkjær. Holm fablede længe om, hvordan de to forfattere havde inspireret hinanden. Man havde nærmest indtrykket af, at Brecht havde haft sin gang på Jenle. Brecht boede jo seks år i Danmark.
Der er bare det uheldige ved Holms fabuleren over samværet mellem de to, at Åkjær døde tre år før Brecht flyttede til Danmark. Og at forestille sig, at det hold af salonkommunister, der besøgte Brecht på Thurø, skulle have oversat og læst Åkjær højt for Berliner-guden, er ret usandsynligt.
Mon ikke Brecht har været den forfatter, Kjeld Holm som ideologisk vanetænkende 68’er har dyrket på Århus Universitet. Og det er da al ære værd, at Kjeld Holm vifter med sin ungdoms begejstring for den totalitære Bert Brecht. Men at få Åkjær til at vifte med er at flytte Jylland til Berlin. Og det er en naturstridig forflyttelse.

Man må sige, at biskoppens Jenle-tale under de susende sommertræer udmærkede sig mere ved lovord over Åkjær end ved indsigt i digterens tanker og poesier.
Dette skal ikke forstås sådan, at Holm ikke havde forberedt sig til talen. Han havde bl.a. læst en grundlovstale, Åkjær havde holdt i 1915. Det år danske kvinder fik stemmeret. Endelig anerkendtes kvindernes menneskeret, havde Åkjær sagt.
Og da ordet ”menneskeret” blev udtalt, gik den på biskoppen. Menneskeret – menneskerettigheder. Svup Karoline! Så var den der. FN og hele molevitten. Det var lige før Kjeld Holm gjorde Jeppe Åkjær til Morten Kjærums far og ophavsmand til Institut for Menneskerettigheder.
Men igen var det en forbier. Åkjær var ikke en, der omsatte menneskeret til spidsfindige juridiske paragraffer. Han var ingen globalistisk lighedsideolog som Kjeld Holm. Han kæmpede for at de fattige arbejdere på landet skulle få ordentlige forhold at leve under. Han sang om frihed og et dansk folkefællesskab.
Under dække af lovord for den store jyske digter holdt Kjeld Holm en tale for sine egen og Marianne Jelveds politik. Jeg kom til at tænke på Daugbjerg Dås.
Kjeld Holm angreb præsterne på Åkjærs tid for at holde med de besiddende mod de fattige. Det var så sandt som det var sagt. Men var det ikke det samme, Holm gjorde her et hundrede år efter? Han holdt en tale for vore dages besiddere, mediebesidderne, Tøger Silketråds kompagni af selvgode, halvintellektuelle fantaster.
Han gjorde det på en så tilforladelig måde, at der nok var en del af hans tilhørere der ikke opdagede, at biskoppen stod der under sommerløvet og lavede et barn på Åkjær.
En sangglad dame kom bagefter hen til mig og sagde: hvor var det et skønt foredrag, synes du ikke?
Jo. For kompagniet af vore dages farisæere var det en lind medvindstale. Jeg skulle til at give hende min ærlige mening, da solnedgangslyset over Limfjorden ramte en stor vibeflok. Her i Åkjærs gyldne landskab og midt i flokken af folkepoetens elskere kunne jeg ikke få mig selv til at bryde stemningen og sige: biskoppen tog fusen på dig. Han talte for sin syge moster, ikke for Åkjær.
Men nu da løver over Jenle er visnet, må tiden være inde til at give den sangglade et sanddru svar.