DRs moralske overklasse

Af Ole Hyltoft

De, der sætter ytringsfriheden højest blandt vore sociale dyder, får ikke samme celebre behandling i DR som selvcensurens fortalere.
Eksemplerne er talrige som dræbersnegle i våde somre.
For nylig fremsendte juristen Eva Smith en klage over, at islamiske indvandrere efter hendes mening blev hånet, ringeagtet og forfulgt i Danmark. Det var ingen undersøgelse, det var mere sådan hvad hun og hendes medarbejdere havde hørt hos bageren. Vel nærmest sådan et langt læserbrev. Men da Eva Smith er formand for et udvalg under Europarådet, der hedder ECRI, sendte hun læserbrevet i ECRIs navn.
Der var en del forkerte oplysninger i brevet. Statsministeren kaldte det noget vås. Og ”rapporten” indeholdt heller ikke andet end de falske fordomme om danskernes træskhed over for indvandrerne, som er blevet luftet af ethvert ambitiøst medlem af Det radikale Venstre. Ikke desto mindre kørte DRs tv-udsendelser fra tidlig morgen til sen aften Eva Smiths læserbrev som om det var en seriøs anklage, der fik verdenssamfundet til at foreslå at ekskludere Danmark fra FN.
Var dette bare Lisbeth Knudsens eller nogle andre DR-redaktørers fejlbedømmelse?
Nej, Eva Smith havde bekræftet de fordomme, der udgør den konventionelle visdom i DR. Derfor skulle hendes læserbrev løftes op til en hovedbegivenhed, skønt det bare var en repetition af de fordomme der hersker i Svend Aukens familie.
Da Sveriges udenrigsminister, Laila Freivald, blev grebet i at forbyde et indvandrerkritisk modstanderpartis hjemmeside, måtte hun tage sit gode tøj og gå. Dette forsøg på at bruge statsmagten til at undertrykke en politisk modstander, velkendt i diktaturlande, gav DR denne overskrift: ”Et forsøg på at undgå en svensk Muhammed-sag kostede Laila Freivald jobbet.”

For nogle måneder siden fraskrev Uffe Ellemann sig en anstændig plads i danmarkshistorien, da han forsagede ytringsfriheden. For os, der var hans venner, partifæller eller bare satte pris på denne flabede gavtyv, var hans indlemmelse i kapitulanternes klub en beklemmende oplevelse.
Danmarks Radio gjorde hvad de kunne for at redde hans renommé. Han fik nærmest fri taletid i TV’s bedste sendetid. DR 2 ”Debatten”’s Klaus Bundgård Poulsen fik i en fart arrangeret en diskussion om Ellemanns krav om, at vi alle bør udøve selvcensur. Diskussion er nu så meget sagt. Uffe førte ordet. Det er jo hans natur. Mærkeligere er det, at der ikke blev sørget for nogle modspillere til ham i ”Debatten”.
Han var omgivet af Jørgen Bæk Simonsen, der er kendt som den mest ukritiske islamekspert vi har. Uffe lagde oven i købet en lille forfængelighedsmadding ud til Simonsen. Uffe indledte nemlig med at sige, han lige havde forsøgt at købe Simonsens bog. Simonsen bed på krogen og stod i resten af udsendelsen bare og nikkede gudhengivent til alt hvad statsmanden Uffe havde at sige.
Michael Ehrenreich fra Kristeligt Dagblad syntes åbenbart heller ikke ytringsfriheden var en messe værd. Og den fjerde deltager, Jens Nauntofte, var netop så fraværende i forsvaret for ytringsfriheden som de gamle venstreorienterede er.
De venstreorienterede har jo i muhammedsagen valgt at gøre ligesom deres forgængere, DKP’erne i 1940, støtte de totalitære højreorienterede. I 1940 nazisterne. I dag islamisterne.

Fra Iraq-krigens start har DR haft det standpunkt, at krigen var umoralsk. I udsendelse efter udsendelse har det været uden for diskussion, at krigen var et af adskillige eksempler på præsident Bush’ nedrighed.
At krigen skaffede det iraqiske folk af med en frygtet og grusom folkeundertrykker har været et synspunkt med lavfrekvens på DR-skærmen.
Da George Bush forleden præciserede Saddams forbrydelser mod menneskeheden og herunder gentog, at der ikke var fundet masseødelægelsesvåben i Iraq, kaldte tv-værten det, at ”Bush går til bekendelse”.

Det kan undre én, at regeringen, DF og for så vidt også Socialdemokratiet finder sig i, at DR kører en politik, som man skal hedde Lisbeth Knudsen for ikke at kunne se er et forsvar Saddam Hussein, multikulturen og sharialovgivningen. DR er dog lovmæssigt forpligtet til at være alsidig og upartisk. Men som en minister engang sagde til mig: jeg tør ikke kritisere dem inde på tv-avisen. Jeg er bange for, de så lægger mig på is.
Der har i årenes løb udviklet sig et meningsfællessskab, en fælles ånd, blandt medarbejderne i DR. Sikkert fordi redaktørerne hovedsagelig rekrutteres enten fra venstreorienterede ydergrupperinger eller fra intelligentsiaens virkelighedsfjerne caféborde.
Den fælles ånd breder sig formentlig også fordi det næppe er til at trives i DR for folk der ikke er besjælet af denne ånd. En tidligere DR-redaktør fortalte mig sin historie. Da han skulle ansættes i DR, spurgte programchefen, hvordan han så på marxismen. Han var tidligere slumstormer, så han havde da sådan i almindelighed et venligt syn på marxismen. Han blev ansat. Men da han egentlig tvivlede på marxismens fornuft, blev han efter en række udsendelser kaldt til samtale og fik besked om, at hans marxistiske analyser i udsendelserne manglede saft og kraft.

Der er noget forunderligt åbenlyst, næsten troskyldigt, over DRs politiseren. Det er som om redaktørerne anser den ånd, de er besat af, for at være af en højere moralsk orden, hævet over kritik. Når man af og til kommer i huset, kan man føle denne air af moralsk overklasse. Det er den, der giver DR-redaktørerne retten til at tale ned til dem i den moralske underklasse, personer som Karen Jespersen, Pia Kjærsgård og ”jævne folk”, der er betænkelige ved multikulturen og den islamiske indvandring.
DR-medarbejderne lider ikke af den intellektuelles tvivl. De kan ikke forestille sig, at modstanden mod den muslimske storindvandring kan være moralsk og humant begrundet. At man for eksempel kan mene, at Mellemøstens overbefolkningsproblem ikke løses gennem udvandring. At man kan være imod multikulturen, fordi den vil føre til en globalistisk enhedskultur ( Cocacola, Bill Gates og Hollywood über alles ). Og at man kan mene multikulturen er kulturelt fattigere end en flerstemmighed af livskraftige nationale og regionale kulturer.
At man også kan mene, at man fritager fremtidens generationer for ødelæggende konflikter
( herunder borgerkrige ) ved at bremse en ekspansiv islamisme i Europa. Og at den danske
( europæiske ) friheds- og fællesskabskultur er en lykkeligere tilstand at leve under end sharialovgivningens stramme og uhyggelige regler. Og at vi derfor ikke skal give plads i Danmark for en kultur, der hænger 17 års drenge for at gå i seng med hinanden, stener ”utro” kvinder til døde, hugger hænderne af tyve, undertrykker kvinder og burer dem inde i burkaer osv.
Man behøver da ikke være højreorienteret, endsige ”højrepopulist” for at have disse synspunkter.