Kald ham skåning, ikke svensker!                                          

Af Ole Hyltoft

Københavns kulturborgmester Martin Geertsen stod en dag i tv og talte med en skånsk politiker, en kvinde. - I svenskere, sagde Geertsen. - Ja, vi skåninger svarede damen høfligt tilbage – i øvrigt på perfekt dansk.
Det sker igen og igen i fjernsynet – og i pressen. Når en dansk journalist udspørger en person fra Malmø eller Helsingborg, kalder journalisten hende for svensker. Og skåningen, der ikke bryder sig om at blive kaldt svensker, retter det gerne fredsommeligt til ”skåning”.
Sagen er jo, at de fleste skåninger opfatter ikke sig som svenskere. De opfatter sig som skåninger. De bebor et frodigt land, der ligner det danske, og de ejer gennemgående et sindelag, der er det sjællandske op ad dage.
Skåne har været dansk så længe annalerne kan berette om det - indtil for 350 år siden. Da blev Skåne svensk. Men dette har ikke ændret ved, at Skåne geografisk er forbundet med Sjælland og København meget mere end med Svealand og Stokholm.
Det skånske gemyt er dansk, ikke svensk. Skåningerne er lattermilde, fredsommelige, selvironiske, uden den store respekt for juristeri og principper. Hør bare det skånske sprog, et af de løjerligste sprog i verden. Med svensk har dette sprog ikke meget at gøre. Skånsk er sådan en slags Glistrup-dansk.

Sandheden er jo, at det ærkedanske land Skåne aldrig er blevet rigtig svensk, selv om det med vold er blevet puffet inden for den svenske riksgrænse. I et par generationer i 1600-tallet havde Sverige nogle krigsgale konger, der erobrede det halve Nordeuropa. Alle disse kanonkongers erobringer har Sverige i tidens løb leveret tilbage – undtagen Skåne.
Da svenskerne gik til angreb på Skåne, vidste de udmærket, at Skåne ikke var en døjt svensk. Da ”heltekongen” Gustav II Adolf drog på et af sine mange plyndringstogter til Skåne, skrev han hjem til sin statsminister: ”Vi har været inde i Skåne og brændt det meste af, så at 24 kirkesogne ligger i aske. Vi har plyndret, brændt og slået ihjel, som vi fandt for godt.”
Sådan skriver en konge ikke, hvis det er sit eget land han er på togt i. Skåne figurerer ene og alene på det svenske landkort på grund af militært magtbegær og tilfældigheder på slagmarken. Under kampene i 1600-tallet vendte skåningerne sig med dødsforagt mod at blive svenske. Men tvangsforsvensket blev de med de værste Balkan-metoder. Gjorde de krigerisk modstand mod den svenske militærmagt, blev der banket en spids pæl op gennem deres endetarm og ind i indvoldene. Pælen blev rejst, og så kunne skåningen hænge der og bløde til døde, mens ravnene hakkede hans øjne ud.
De danske præster blev tvunget til at prædike på svensk. De danske kongers initialer blev fjernet fra kirkerne. Skånske mænd blev i tusindtal tvunget ind i den svenske hær og gik til på russiske og tyske slagmarker.
Svenskerne har begået overgreb på overgreb mod skåningerne. Det er fortsat helt op til vores tid. Danske bøger måtte indtil ind i 1800-tallet ikke indføres i Skåne. I 1800-tallet blev en tredjedel af de gamle danske kirker i Skåne nedrevet eller ombygget til en rædselsfuld, industriel nygotik.
Det er kun 100 år siden myndighederne i Stokholm har rejst en rytterstatue på Malmø Store Torv af Skånes blodhund, Karl X Gustav ( ham der gik over det tilisede Storebælt med sin hær! ). De besejrede skal hver dag se op til deres undertrykker! Det svarer til, at vi i 1943 var blevet tvunget til at rejse en statue af Adolf Hitler på Rådhuspladsen i København. Malmøborgerne har protesteret mod at have den barbariske hærfører stående som helterytter. Men statuen af den krigstossede konge står der endnu.
Som det frie Skånes netop afdøde talsmand, arkitektprofessoren Peter Broberg, har sagt: Skåningerne manipuleres til at identificere sig med deres eget lands hovedfjende gennem historien.

Men lad os nu ikke blive for vrede på svenskerne. Sverige er i dag ikke vores fjende. Det demokratiske Sverige er vores ven. Vi er mange danskere der har hjertevarme venner i Sverige. Når vi i udlandet møder en svensker, er han straks vores bror.
Men dette nye venskab ændrer ikke ved den uret, at Skåne er et land, et dansk land, der er blevet trampet blodigt på. Og at danskere og især danske journalister bør se Skåne i dets historiske perspektiv og ikke behandle skåninger som udlændinge, men som det de er for os – landsmænd.

 

 Øresundsbroen, der forbinder Amager og Skåne, må være gratis, ligesom Knippelsbro, der forbinder Amager og Sjælland.
De skånske fodboldklubber må spille med i den danske Superliga, hvis de foretrækker det frem for i Alsvenskan. Tilsvarende med andre sportsgrene.
Der skal undervises i dansk sprog og litteratur på linie med svensk i de skånske skoler.
Skånes historie før 1659 er identisk med danmarkshistorien. Det må skånske skolebørns historieundervisning indrettes efter. Det bliver den ikke nu.
Det skal hedde: færgen mellem Helsingør og Skåne. Ikke færgen mellem Helsingør og Sverige!
Forsvenskede by- og gadenavne må føres tilbage til deres oprindelige form. ”Landskrone” i stedet for ”Landskrona”.
Bid for bid må den danske kultur genindsættes i Skåne og sidestilles med den pt eneherskende svenske. Skåningerne vil derved blive rigere end både danskere og svenskere. For skåningerne vil få det bedste fra begge de to kulturer. Ligesom de danske i Sydslesvig har en nemmere adgang til den rige tyske kultur end via andre.
For øjeblikket er Skåne det modsatte af favoriseret. Hvor Skåne før 1659 var det kirkelige og politiske midtpunkt i Danmark ( Lund-Malmø-København-Roskilde ), blev der efter adskillelsen fra det gamle fædreland sænket et jerntæppe ned gennem Øresund. Skåne blev et udsultet udkantsområde langt pokker i vold fra det svenske midtpunkt, Stokholm. Skåne blev et land uden rødder med en identitet der var påført det med tvang.

Men forudsætningen for at bede Sverige give det røvede land tilbage til dets naturlige sammenhæng er selvfølgelig, at Danmark åbner favnen for den røvede datter.
Vi skal omfavne skåningerne med den samme varme som vi mødte sønderjyderne med fra 1864 til 1920. Danske aviser må ikke kalde kendte skåninger for svenskere, som de gjorde i nekrologerne over den skånske verdenssanger Birgit Nilsson for nylig. De må ikke påstå Kristiansstad ( Christian IV’s stad!) ligger i ”Sydsverige”. Når byen beviseligt ligger i Skåne!
Har I så forstået det, Reimer Bo, Henrik Skovgård, Paula Larrain og hvad I skærmfavoritter hedder!
Denne åben favn-politik over for Skåne handler ikke om revanche for tabte krige. Den handler om at det, der naturligt hører sammen, skal have lov at gro sammen.
Den handler om civilisation i stedet for voldsregime. Om retfærdighed i stedet for uret.