De kulturradikale før tæppefald

Af Ole Hyltoft

Tæppet er ved at gå ned for de kulturradikale. Men sikken fornøjelig fest de holder for os her lige inden.
Tag nu for eksempel Bettina Heltberg, Svend Aukens tidligere kone. Hun er et fænomen alene ved at have været så længe og så tæt på politik uden at forstå hvad politik drejer sig om. I sin fortvivlelse over at grunden skrider under de tilvante magtforhold i landet, er hun nu begyndt at føre sig frem som kraniedoktor. Hun skriver, at Søren Krarup har et ”psykoinfantilt ansigt”.
Bortset fra at det er uforskammet og injurierende spørger man umiddelbart: var det ikke det, nazisterne også var så optagede af, at bedømme og fordømme folk ud fra deres hoved- og ansigtstræk?
Forfatteren, mag.art. Carsten Jensen opfører sig lige så underholdende. Det er pinligt, skriver han, at vi har en kulturminister der hedder Brian. Og Carsten Jensen kalder Pia Kjærsgaard for et skrigende fugleskræmsel, en mumlende posedame og dronningen af skraldespand.
Intelligent! Synes De ikke?
Forfatteren Kirsten Thorup forsvarer de svage i sine romaner. Men når de svage stemmer en regering til magten, som hun ikke kan lide, er hun nådesløs over for de svage og synes slet ikke de skulle have stemmeret. Kirsten Thorup har gjort sig fortjent til Erich Honecker-prisen.
Sådan kan man blive ved. De kulturradikale svinger sig for tiden rundt i en danse macabre, hvor de tramper på deres egne idealer. Ytringsfrihed, bedyrer folkene i PEN. Jo, for dem, der mener som os. Men ikke for en Lars Hedegaard.
Kritisk indstilling til statens autoriteter! God kulturradikal sag, ikke? Jo, men det gælder ikke for en Pia Kjærsgaard, når hun kritiserer Højesteret.

Hvor får de kulturradikale dog den selvsikkerhed fra til at fordømme deres modstandere? Selv har de i de sidste tredive år ikke bestilt andet end at tage fejl.
Hanne Reintoft og Ole Sohn hyldede tyranstaten Sovjet. Det var vist ikke så godt.
Ebbe Reich og Benito Scocozza hyldede massemorderen Mao. Det var vist ikke så godt.
De kulturradikale hyldede i 70’erne munkemarxismen. Marxismen er nu død og borte. Tilbage står et par generationer af yngre medborgere, der ikke har lært andet i deres skoletid end nødvendigheden af en revolution i Nicaragua. Det var vist ikke så godt.
De kulturradikale med ombudsmand Hans Gammeltoft-Hansen i spidsen åbnede de danske grænser for muslimsk indvandring. Marianne Jelveds ulands-minister Anita Bay Bundegaard ville endda åbne Danmarks grænser for alverdens fattige, godt og vel tre milliarder.
I dag kan selv mange kulturradikale vist se, at det ikke var nogen god ide at give den dybt antidemokratiske Koran-lære et hundredtusindtalligt brohoved i Danmark. Et der formentlig koster vores land omkring 75 milliarder kr. om året, foruden en øget ungdomskriminalitet, skattebedrageri, en forringelse af folkeskolens og gymnasiets undervisning osv.
Eller tag de kulturradikales mærkesag der lykkedes så smukt i mellemkrigsårene, funkisbyggeriet. De sidste fyrre års funkis-arkitektur er – med få undtagelser – blevet et karakterløst og fantasiløst byggeri, der gør vores gader og byer trøstesløse.

Men hvis den ikke kommer fra forudseenhed og kløgt, hvor kommer de kulturradikales overbevisning om egen intellektuel overlegenhed så fra?
Den har en lang tradition. Vi er et lille land af bønder, der førhen ikke fik megen anden skoling end den, sognepræsterne og deres degne gav os. Præsterne var folkets åndelige vejledere. Men de havde ikke nær så meget at skulle have sagt som godsejerne. De måtte hævde sig over for de rigere godsejere ved at føle sig intellektuelt og moralsk bedre end dem.
Da demokratiet nærmede sig i 1830’rne, blev præsterne og de andre universitetsfolk et helt parti, de Nationalliberale. De fik regeringsmagten i 1849, og brugte den til at aflevere en tredjedel af vores land til tyskerne.
Så gik gassen af den ballon. Men sidst i 1800-tallet kom der en ny universitetsfører, Georg Brandes. Han foragtede de Nationalliberale og kaldte sig en radikal aristokrat. Med rette. Men de titusinder af cand. et eller andet, der har fulgt i hans fodspor de sidste 125 år, er junte aristokrater ud i andet end egen indbildning.
Men ved at slutte op bag de kulturradikale doktriner og måske melde sig ind i et af de to kulturradikale partier, de Radikale og SF, føler de, at de ER noget, noget mere end det menige folk. Så har de da haft noget ud af at gå på universitetet!

Det afgørende for denne kulturradikale intelligentsia – ikke at forveksle med de ægte intellektuelle – er ikke indholdet af deres overbevisning. Men at de er med på holdet, sidder med ved det rigtige bord. Hvis man har set to kulturradikale professorer sende hinanden det indforståede logebroder-smil, ved man hvad jeg taler om.
I 60’rene blev staten en vigtig del af kulturlivet i kraft af Bomholts kulturlove. Derved fik de kulturradikale penge at råde over. Det var Socialdemokraterne der indførte kunstlovene. Men det var kulturlivets herskere, de kulturradikale, der fik magten over kulturlovenes administration og pengestrøm. Og de administrerede selvfølgelig ordningerne i deres egen interesse.
I det sidste kvarte århundrede er der sket det, at de kulturradikale er vokset ud over deres egne to ”naturlige” partier og ind i Socialdemokratiet. Dette ser man tydeligt i indvandringspolitikken, hvor Socialdemokraterne valgte at gå sammen med de kulturradikale i stedet for med deres vælgere. Det gav det velkendte minus på 13 mandater ved sidste valg.
Vi fik en ny regering – uden de Radikale. Befolkningen åndede lettet op. Og regeringen er så småt begyndt at tage privilegierne fra de kulturradikale. Det sker under protestskrig a la Bettina Heltbergs.
Men også inden for Socialdemokratiet begynder de kulturradikale kernetropper omkring Svend Auken at møde modstand. Traditionsbevidste og virkelighedsnære socialdemokrater som Henrik Sass Larsen og Karen Jespersen undsiger de kulturradikale og rækker dermed hånden til de socialdemokrater der styrede partiet i dets storhedstid, en Bomholt, en Hedtoft, en H.C Hansen.
Det må være denne gradvise sammenstyrtning af deres monopolmagt, der gør de kulturradikale så desperate, at de nu råber på forbud og udelukkelser i stedet for på den frihed, der var deres raison d’etre, før de selv blev den kulturelle overmagt.
Nedsmeltningen af de kulturradikales magt er i gang. Det kan ske hurtigere end man tror. For de gode kulturradikale mærkesager er for længst gennemført. Og nye er ikke kommet til. Tiden savner ånd og fællesskab, og er der noget, de kulturradikale foragter er det ånd og fællesskab. Allerværst hvis man slår de to ord sammen og siger folkeånd.
Men når de kulturradikale er færdige med deres højrøstede afslutningsfest og har forladt lokalerne, rejser spørgsmålet sig: hvor er de folk med kundskaber og evne til at fortolke tidens signaler der skal komme i stedet? Opgaven at samle og udvikle de dygtigheder, der ikke ønskede at være kulturradikale medløbere, er blevet forsømt af både S, V og K. Den forsømmelse er ikke sådan at råde bod på i en håndevending.