|
Jeppe Åkjær er et af de flotteste fjæser i den danske
litteratur. Men kig en gang på hans mund. Overlæben er en graciøs amorbue,
som gjort af Thorvaldsen. Mens underlæben er konturløs, grov, vredladen. En
bisses.
Sådan var digteren Jeppe Åkjær. En genial sprogets musikant. Men også en
stridsmand, der ikke var bange for at bruge sine talenter i en politisk
kamp. En mand der var karl for sin hat.
Sallingboerne fra egnen omkring hans gård Jenle kaldte han et ”hadsk,
kulturfjendsk pak”. Og den magtfulde professor og litteraturkritiker Hans
Brix omtale han som ”den klidsæk”. Sin første, besværlige, kone - der senere
blev forfatter - Marie Bregendahl, kalder han for dette halvgale
kvindemenneske.
Edvard Brandes beskriver de to sider af Åkjær sådan: ”Glæden over Danmark og
harmen over fordummelsen sætter hans sjæl i stærke og frodige svingninger.”
Glæden – harmen, et helt menneske råder over begge sider. Bare sjældent så
henrevet i glæden og så vildt i vreden som Åkjær. Fra ung af var han rasende
over de vilkår, tyendet og almuen havde at leve under.
Her kommer fra dybet den mørke arme
og fordrer af verden et svar;
skønt dagningens glimt i vor dryppende le
er al den fane vi har.
Agitatoren Åkjær. Men se hvordan tredjelinien forvandler revolutionsraseri
til poesi. Det pragtfulde billede af solopgangens spejling i den dugvåde le
tager helt vejret fra den politiske dagsorden. Men selvfølgelig forbliver de
titusindvis af glimtende leer et truende memento til undertrykkerne.
Han var fattigmands digterkonge, socialdemokrat af den gode årgang med
Stauning, Borgbjerg, Sabroe, A.C.Meyer. Men gennem højskolen ( han var elev
på Askov og lærer på Københavns Højskole ) kom han også ind i Det Radikale
Venstres intellektuelle kreds ( sådan en havde partiet dengang ). Fra at
have været Bjørnson-dyrker og kristen blev han Brandes-dyrker og ateist.
Ateist er han nu i høj grad med måde. Hans samliv med rugen og køerne og
blomsterne er på én gang så inderligt og så himmelsk, at han på sin maner er
lige så gudhengiven som Ingemann. Og selv om Åkjær foragtede kirketugten så
meget, at han sad sytten dage i Viborg arrest for – på skrømt - at have
opfordret til at rive kirkerne ned, har han tegnet de smukkeste
erindringsbilleder af almuelivets kristentro.
Far ta’r ned så tung en bog,
med Gud han hvisker sammen,
famler lidt ved spændets krog
og lukker med et Amen!
Men stærkere end minderne om hans kristne barnetro er
den konfessionsløse fromhed, der lyser af hans omgang med naturen. Åkjær
synger for os om det barske bondeliv med får og bede der springer, rokken
der drejer, spurven der om vinteren sidder stum bag kvist. I dag er det vore
forfædres liv. Men det lever i os som slægtens erindring. Og det kommer op i
dagens lys i Åkjærs digte. Tit kan jeg ikke lade være med at græde, når jeg
læser hans vers om dette gamleliv. Det er det liv, næsten alle vi danskeres
forfædre har levet i årtusinder – i kamp for og kærlighed til afgrøden.
Hårdt har arbejdet med den besværlige jord været, men ind imellem også
glædesfyldt. ”Jeg bærer med smil min byrde.”
Der er hos Åkjær en indlevelse i de dele af naturen, som bonden virker med,
koen, hesten, grisen, rugen. En indlevelse der sprudler af inspiration og
ånder af taknemlighed. Tag det henførte digt ”Jeg er havren, jeg har bjælder
på”. Det er havren selv der taler, og den taler om, hvordan al naturens
herlighed er groet ind i havrestrået. Jeg er lærkesangen på et strå.
|
|
Det er religiøst. Og det er jo netop det, der er Åkjærs
største kunst, at han løfter naturelskerens dagligdag op i magisk sfære –
uden at miste jordforbindelsen. Balladerne om ”Ole sad på en knold og sang”
og ”Jens Vejmand” er jo ikke kun to realistiske livshistorier, men
allegorier om udlængsel og ulønnet tjenersind.
Eller tag linierne fra ”Jeg bærer med smil min byrde”:
Se solen stiger af jorden
imellem oksernes horn.
Livsbæreren, solen, stiger op af ageren foran oksespandet. Det syn har også
oldtidsbonden frydet sig over. Men det er Åkjær der har sat det i ord.
Da Åkjær havde skrevet romanen ”Vredens Børn” ( 1904 ) og
rigsdagen på grundlag af bogen ændrede tyendeloven, blev Åkjær en forhadt
mand blandt Jyllands storbønder. Det var farligt for hans venner at huse
ham, når han besøgte sin hjemegn.
Men allerede i 1906 – for 100 år siden – udgiver Åkjær ”Rugens Sange”, hvor
hans ”overlæbe” for alvor folder sig ud og hele Danmark falder for den
åkjærske musik. Det er i denne samling, vi har den folkekære ballade om Anna
var i Anders kær, men knibsk alligevel. Dyre du og dig! Dinge-li-og-lej.
I 1907 bosatte Åkjær sig på gården Jenle med sin anden hustru. Hans digte
var skabt til melodimagere. Og de bedste stod i kø – med Carl Nielsen i
spidsen. Uden at gå på akkord med sin reformatoriske politik, men ved stadig
at øge sin lydhørhed for evighedssuset over lyngheden blev Åkjær
digterkongen for høj som for lav. Mere end sin ven, Johs. V. Jensen, blev
han mindesangeren om den bondekultur, som gik på hæld efter at have båret
landet gennem århundreder.
Han blev solnedgangens, vemodets digter. Men også den danske urkrafts. Han
synger om det danske blod og den danske stamme, så den nuværende chef på
hans gamle avis, Politiken, må besvime derved. Han er politisk ukorrekt så
det batter. Munkemarxisterne og det radikale saftevand har hævnet sig ved at
skubbe ham ud af den danske skole og af Danmarks Radio.
Det er synd for den unge generation, der ikke som vi andre kan trompetere
”Jeg er født på Jyllands sletter”, ”Jeg lagde min gård i den rygende blæst”
og alle de andre evergreens. Vi kan stroferne udenad..
Hvis jeg var Connie Hedegård, ville jeg bruge min sommerferie til at læse
Åkjærs samlede digte. For i dem står det mest ligefremme og samtidig det
mest beåndede forsvar for vore dages miljøpolitik. Åkjær blev tidligt en arg
modstander af Hedeselskabets ensformige beplantning. Naturrigdom var for ham
vigtigere end pengerigdom. Ligesom frihed og fællesskab var vigtigere for
socialdemokraten Åkjær end lighed. En vurdering både djøf’ere og
munkemarxister burde lære af.
Som årene gik og hans sange blev hver mands eje, blev den fattige bondeknøs
fra Skive Å landets mest elskede lyriker, ja, en litterær institution. Hans
store bonde- og digterhus, Jenle, blev mødested for landets fremmeste
folketalere, digtere som politikere. Stauning, Ove Rode kom her, Skjoldborg,
Tøger Larsen, Buchholtz. Alle frisindets førstemænd samledes her. Han blev
en patriark som Tolstoj. Ja, han fik sågar egen chauffør.
For nogle år siden kom jeg en sommeraften til Jenle. Gården, der nu er
museum, var lukket. Men jeg så digterens datter, Solveig Bjerre, gå og ordne
haven. Hun har, sammen med forlæggeren Steen Piper fra Hovedland, værnet sin
fars litterære arv. Jeg fik ikke taget mig sammen til at gå ind og hilse på
hende. Det fortryder jeg.
Jeppe Åkjær var og er sit folks mæle om det væsentlige i livet. |