|
Forleden skrev Hans Hauge her i avisen, at
Muhammed-krisen har delt Danmark op i to befolkninger, der intet har med
hinanden at gøre.
Når jeg ser Poul Nyrup sidde foran et af Islams overhoveder og med forvredet
ansigt fordømme JP’s Muhammed-tegninger som ”dumme og ydmygende”, må jeg
give Hauge ret. Jeg føler ikke Nyrup er min landsmand. Men jeg er også
sikker på, at disse sekunders ynkelige tv-kryben for en totalitær, barbarisk
magt, gør, at Nyrup ikke en anden gang får 400.000 EU-stemmer.
Det er det samme med Uffe Ellemann. Han har mistet de fleste af sine
tidligere tilhængere ved, med et lige så runkent ansigt som Poul, at angribe
ytringsfriheden og dens forsvarer, Carsten Juste.
Islam ved vi hvor vi har, på despotiets side. Nu ved vi også hvor vi har
Uffe Ellemann, Poul Nyrup, Niels Helveg Petrsen, Ib Michael, Hans Skov
Christensen, Jørgen Bæk Simonsen, Troels Kløvedal og mange andre
kapitulanter. Personer der er villige til at ofre dansk frihed for global
handel og accept af statsvold og menneskelig fornedrelse.
Konflikten handler ikke længere om tegningerne. Den handler om vi i Danmark
skal indrette vores samfund efter regler, som lande fra en lavere
civilisation pådutter eller påtvinger os. Det skal vi, siger ”eliten”, som
rummer 70’ernes munkemarxister og 80’ernes globalister. Hvor stor en del af
befolkningen udgør denne ”elite”? 10 pct.? 15 pct.?
Over for ”eliten” står folket. Folket siger: Nu kan det være nok! Et er at
vi har givet alt for mange muslimer husly. Men de skal ikke også komme og
bestemme, hvordan huset vores hus, skal indrettes.
Et af de mærkelige - for mange af os triste - træk i denne spaltning af
befolkningen er, at 1900-tallets mest folkelige parti, Socialdemokratiet,
har valgt side – imod folket. Det er ikke kun Nyrup, der kryber for den
islamiske diktatur-magt. Lykketoft sidder i tv og hvæser: ”disse forbistrede
tegninger”. Auken giver håndslag til Uffe. Og Ritt ønsker, vi danskere skal
gå bodsgang ved at bygge en stormoske. Og imens manipulerer Tøger
Seidenfaden Politikens læsere ( og dermed DRs journalister ) for at få sit
verdensbillede til at passe med virkeligheden. Tilsyneladende har hr.
Silketråd også fået Socialdemokratiet i sit garn.
- o -
Mange spørger, med sorg i sinde, hvordan har dette forfald inden for det
store folkeparti kunnet finde sted?
Indtil omkring 1970 var Socialdemokratiet en person der gik på to ben med
tykke støvler. De to ben betyder at partiet havde et dobbelt mål: en
kulturel og en materiel højnelse af menigmands vilkår. Når man læser
Staunings taler, omtaler han for det meste sit parti som en kulturbevægelse.
Almuen skal blive kulturbevidste, oplyste, musiske mennesker. I denne ånd
opretter partiet aviser, bogforlag, kunstforening, sangforeninger,
oplysningsforbund og kræver at Danmarks Radio skal være en kulturdynamo.
Denne tobenede politik fører Hedtoft, H.C.Hansen, Viggo Kampmann videre. Den
sidste milesten på denne vej er Kampmanns og Bomholts oprettelse af
kulturministeriet i 1961.
Men med J.O.Krag bliver partiet enbenet. For ham er velfærdsstaten kun et
økonomisk anliggende. Det er symbolsk at han fyrer den sidste tobenede
socialdemokrat af format, Julius Bomholt, som kulturminister. Herefter holdt
kulturministeriet op med at spille den forædlende rolle i samfundet, det var
tiltænkt.
Firebanden kommer til magt og ære i skyggen af Krag. De er nationaløkonomer
ligesom han, bortset fra Ritt, der bare er almindelig kyniker. Mange husker
endnu hendes angreb på partiets ”kustoder” og partiets kulturarbejde. Hendes
isnende foragt for Socialdemokratiets væsen og dets traditionsbærere kunne
hendes oprindelige parti, kommunisterne, ikke præstere stærkere. Anker
fyrede hende som minister, men for en ligegyldig hotelregning, ikke for det
væsentlige, hendes foragt for det parti, hun havde bestemt sig til at gøre
karriere i.
Den enbenede Firebandes djøfisering af partiet medførte, at partiets
kulturbærende andethold af rodfaste, arbejdsdygtige kommunalpolitikere,
vælgerforeningsformænd m.fl. blev forvirrede og trak sig ud af arbejdet.
|
|
Samtidig sker der en udvikling i LO, som historikerne
gerne overser. LOs formand indtil 1967, Eiler Jensen, var et selvbevidst,
men også kultursøgende menneske. LOs og Socialdemokratiets ledelse ønskede,
at næstformanden, Kai Petersen, skulle være hans efterfølger. Kai Petersen
var også en ægte, tobenet socialdemokrat. Han respekterede viden og kunnen,
var ven med PH, læste bøger, var AOF-formand. En mild mand, en god humanist.
Men en helt anden type fagforeningsleder havde andre planer. Thomas Nielsen.
Han væltede Kai Petersen af pinden og blev LO-formand.
Thomas Nielsen var en grobrian. Socialdemokratiet så gennem fingre med hans
potentatiske tilbøjeligheder, fordi han gav kommunisterne med samme grovfil
som de selv brugte. Han var hensynsløs – uden sans for den tobenede
socialdemokratiske tradition. Overskriften på hans indsats er blevet
sætningen, han fyrede af på sin afskedskongres, hans underbevidstheds
spontane og geniale veråb: ”Vi har sejret ad helvede til.” Det betød: Vi
LO-arbejdere har fået mere materiel fremgang end vi havde turdet håbe på.
Alligevel er resultatet ad helvede til. Thomas Nielsen føjede ganske vist et
”Godt” til. ”Ad helvede til. Godt!” Men det var bare en undskyldning, fordi
hans indre jeg havde talt over sig.
LO under Thomas Nielsens efterfølgere blev en djøf-bevægelse, ligesom
Socialdemokratiet blev det under Firebanden.
I stedet for forbindelsen til den socialdemokratiske kulturtradition valgte
Firebanden at knytte sig til kulturradikalismen. Det var jo den almindelige
holdning hos studenterne i 60’erne.
Der har alle dage været berøringsflader mellem Socialdemokratiet og
kulturradikalismen, den fri abort, antifascismen, 30’ernes moderne
boligformer. Men kulturradikalismens overdrevne rationalisme og højrøstede
arrogance er ikke det folkelige Socialdemokratis ægte stil. Den passer
derimod godt til Firebandens selvbevidsthed, som er blevet bakket op af et
benovet journalistkorps.
Det sidste – selvødelæggende – eksempel på dette er, at partiet fulgte
kulturradikalismens spor i indvandringspolitikken. Landet skulle forvandles
til en global multikultur. De socialdemokratiske vælgeres ønske om at
begrænse muslim-indvandringen blev ikke hørt. De ”fantastiske” fire var nu
blevet så fantastiske, at de bedre vidste hvad deres vælgere ønskede end
vælgerne selv gjorde.
Det, de fire ikke opdagede ( fordi de ikke interesserer sig for den slags )
var, at kulturradikalismen ikke var det store spring fremad, men en døende
bevægelse. Selv bagtroppen af gamle småborgerlige tanter, som forfatteren
Mette Winge, melder sig i vore dage under kulturradikalismens slatne fane.
Mette Winge er hende der siger, at ytringsfriheden kun skal bruges, når den
er yndefuld. Det er en alvorlig reprimande, tante Winge her giver Jeppe
Åkjær, Johan Skjoldborg, Harald Herdal, Zola , Ivar Lo-Johansson og mange
andre der ikke klæder sig i ”kjole med vidde og ynde”.
Kulturradikalismen har jo for længst nået sine mål, fri abort, fri
seksualitet, funktionalistisk arkitektur, ligesom Socialdemokratiet for
længst har nået sit mål, hvis målet da kun er den materielle velfærd. Det
var den ene udslukte bevægelse der greb ud efter den anden. For folk, der
har lidt begreb om hvad det gamle, værdige arbejderparti har været og stadig
kunne være, er det ikke smukt at se det kaste sig i armene på kulturradikale
letvægtere som sprechstallmeisteren Georg Metz og pisserendens udråbskonge,
Carsten Jensen.
Fælles for Socialdemokratiet og kulturradikalismen er, at de ikke længere
har noget projekt, som de omfatter med ildhu. Man kan spørge om de andre
partiet har det – bortset fra DF. Men denne mangel er værst for
Socialdemokratiet. For det parti har i et århundrede været det, der kom med
fornyelsen.
Kulturradikalismen er død og færdig.
Hvad er Socialdemokratiet?
Tjah, bombom! For øjeblikket tegner Dansk Folkeparti til at blive landets
kommende store sociale parti med en muslim-politik, vælgerne kan gå ind for.
Socialdemokratiet får i hvert fald ikke en chance for at rette sig op, før
Auken, Lykketoft og Nyrup er ude af vagten. Helt ude. |