|
Også under den tyske besættelse var der forfattere der
svigtede det frie ord. Men det var et mindretal.
Denne gang er det en stribe af vore mest kendte forfattere der svigter. De
vender sig imod, at vi kan trykke det, som det efter vort lands skik og brug
er rimeligt at trykke.
Forfattere fra Suzanne Brøgger og Hanne Vibeke Holst til Ib Michael og Stig
Dalager slutter op om muslimernes blonde talerør i Danmark, Tøger Silketråd.
Disse forfatteres – og dagbladet Politikens – synspunkt er, at vi skal
afstemme vore ytringer efter hvad man finder passende i mellemøstlige
Islam-stater.
Ligesom vi fra 1940 – 45 skulle vise respekt for Hitler og hans
jødeforfølgelser, skal vi nu vise respekt for ”den gode tone” i lande, hvor
man hænger 17-årige drenge, der er gået i seng med hinanden. Hvor man
hænger, subsidiært halshugger, 15-årige piger, der har haft et forhold til
en mand, de ikke er gift med. Hvor mænd slipper godt fra at vansire deres
hustruer med syre, hvis konen har irriteret dem. Hvor kvinder undertrykkes
groft og børn opdrages til at blive hellige krigere imod de vantro.
Alt dette sker i profetens navn. Den profet, som danske forfattere fra Klaus
Rifbjerg til Inge Eriksen, mener vi ikke må lave karikaturer af, ligesom vi
ikke måtte lave karikaturer af Hitler i 30’erne og under besættelsen.
Pinligt mange af dem, vi troede var forposterne for vores ytringsfrihed,
forfatterne, har ikke bare nedlagt våbnene. De er gået over til fjenden. Som
belønning kan de se frem til at blive luksuøst behandlet både her og der.
Selv om der venter belønning, er det så alligevel ikke bizart?
Jo. Og mange trækker vist også bare på skuldrene og siger: disse forfattere
er tossede.
Denne vurdering er der godt belæg for. Når Klaus Rifbjerg skriver om
nutidens politik, skal vi altid huske, det er 1930’erne han forestiller sig
vi stadig befinder os i.
Suzanne Brøgger ”sætter spørgsmålstegn ved, om Danmark overhovedet er vores”
( danskernes ).
Ib Michael har – fra sit opholdssted mellem korallerne
i Sydhavet – ytret mangt og meget til fordel for censuren. Hans seneste
synspunkt er dog, at han er imod Muhammed-tegningerne, men at han i samme
åndedrag ser tegningerne ”som en lysstråle af håb for muhamedanerne”. Det må
svare til at have løst cirklens kvadratur.
|
|
Kirsten Thorup er mindre mysteriøs. Han anbefaler bare censur
af meninger der er anderledes end hendes egne.
Hanne Vibeke Holst har lige produceret en bestseller ved grundløst at
insinuere at Mogens Lykketoft er hustrumishandler. Da Hanne Vibeke Holst
forleden talte ved et møde, hvor en deltager forsvarede Dansk Folkeparti,
greb forfatterinden ind og råbte fra podiet: ”Tag mikrofonen fra den mand!”
Det kan man vist kalde en islamisk udgave af ytringsfriheden. Det er nok
det, man i de kredse kalder ”god tone”.
Nu er der jo andre forfattere til end Tøger Silketråds glidegæs. Forfattere
der sætter den fri tale lige så højt som Martin A. Hansen og Kaj Munk gjorde
under besættelsen. Men det er rystende, hvor mange forfattere og mediefolk
der i de senere år har holdt hånden over de islamiske diktaturer og deres
religiøse ideologi.
En forklaring kan være, at mange forfattere faktisk ikke følger ordentligt
med. Forfatteren Mette Winge afslørede forleden for åben skærm, at hun ikke
vidste, der var udstedt dødstrusler mod JP’s redaktører og tegnere.
Mange forfattere og mediefolk kan for tiden ikke finde deres egne ben. De
raser mod ”magten”, som de mener er Pia Kjærsgård og Anders Fogh. De har
ikke opdaget – eller de kan ikke lide tanken - at de selv er magten.
De, der har ordets magt og adgangen til at ytre denne magt i tv og aviser,
ER den politiske magt. Især nu da politik i så høj grad drejer sig om
kulturelle værdier. Det er derved at Tøger Seidenfaden bærer så stort et
ansvar for den ulyksalige situation, landet er havnet i med 400.000
muslimske indvandrere, hvoraf en stor del er utilpassede.
Silketrådens forfattere går ikke op imod magten, når de anbefaler vi skal
begrænse vores ytringsfrihed. De tilslutter sig den kompakte majoritet af
dem der har de eksportfremmende, duknakkede meninger.
Forfatterens rolle som frisindet rebel?
Er arkiveret et sted i Det Radikale Venstres aflåste skuffe for brandfarlige
væsker.
|