|
Det har altid undret mig, at man kunne gøre Vilhelm
Buhl til statsminister i 1945. Efter de udtalelser, han fremsatte i 1942
imod sabotørerne – de landsmænd der satte livet på spil for Danmark.
Besynderligt nok var der ingen rigtig modstand mod Buhl som statsminister i
45 – heller ikke i Frihedsrådet. Frode Jacobsen skrev ganske vist i februar
45 til Christmas Møller, at han hellere så Christmas som statsminister. Men
Buhl var og blev høvdingen i politikernes og modstandsfolkenes hemmelige
forhandlinger om befrielsesregeringen. Modstandsfolkene kaldte ham gemytligt
for ”Bedstefar”.
Jeg rettede engang min undren over Buhls genindsættelse til Cobra-maleren
Egill Jacobsen, der var kommunist under krigen og kurer for
modstandsbevægelsen. Han svarede: Vi vidste da godt, at Buhl ikke mente det,
han sagde i radioen.
Men vidste alle danskere det? Og mente Buhl det ikke en lille smule? Mange
satte jo på det tidspunkt lighedstegn mellem sabotører og kommunister.
Socialdemokraterne havde andre, de kunne have gjort til statsminister. Ikke
så få socialdemokrater var aktive modstandsfolk. Og både Hedtoft og
H.C.Hansen var nationalt ukompromitterede.
Jeg kommer til at tænke på det i denne terrortid, da mange danskere kigger
bekymret efter forladte tasker, når de kører med tog. Gennem den muslimske
indvandring har vi i de sidste 25 år igen fået en fremmed magt ind i vores
land, som hen ad vejen regner med at få sin rituelle levevis knæsat som
landets herskende kultur. Den er i sin værste form en totalitær magt som
straffer afvigere fra troen – med drab på egne børn om det skal være. Som
hader homoseksuelle og jøder ligesom nazisterne gjorde. Som ikke tåler
tanken om, at verdens folkeslag er forskellige og tror forskelligt. Vi skal
alle være Allahs troende skabninger.
Der findes også integrationsivrige muslimer. Naser Khader’er kunne man kalde
dem. Men hvor mange er de? Og kommer de ikke til kort over for de rabiate?
Det er i hvert fald næsten altid de vredladne og anti-vestlige muslimer der
udtaler sig på indvandrernes vegne.
Med den fordragelighed, der er danskernes svaghed og styrke, kalder vi den
muslimske indmarch for ”et parallelsamfund”. Vi har ellers et gammelt,
afprøvet udtryk, der går mere til benet af sagen: stater i staten. Det er
det, de muslimske udvandrere opretter i de vesteuropæiske lande i disse år:
stater i staten. Åbenhjertigt erklærer flere tyrkiske ledere, at udvandrerne
fra Tyrkiet til Vesten skal forblive tyrkere i det fremmede på ubestemt tid.
Ligheden med nazismen er slående. Hitlers mening med Danmark var jo heller
ikke at vi skulle fortsætte med vores folkestyre. Men i nogle overgangsår
kunne vi godt have vores demokrati. Og der gik jo faktisk tre år, før
nazisterne jog danske jøder ud af Danmark.
Den muslimske fundamentalisme er vor tids nazisme. Den ønsker
verdensherredømmet, og den betragter ikke-muslimer som undermennesker.
Men der er én stor forskel på den tyske besættelse og den muslimske
indvandring. Stauning og hans regering indbød ikke nazisterne. Danske
politikere fra Schlüter til Nyrup har slået ladeporten op på vid gab for
tyrkerne, pakistanerne, palæstinenserne, somalierne, marokkanerne osv.
Alle politiske partiet har været med til denne storladne indbydelse til
storvisirens børn. Også Venstre og de Konservative. Kun Dansk Folkeparti og
Karen Jespersens gruppe i Socialdemokratiet har rent mel i posen.
Men mere end nogen andre har de Radikale været nidkære vagtsoldater for de
muslimske brohoveder i Danmark. Marianne Jelved, Margrethe Vestager,
Elsebeth Gerner Nielsen, Elisabeth Arnold må føle deres skuldre tynget til
jorden. Det er deres ansvar frem for nogens, at den danske stat skal
udbetale ca. 75 milliarder kr. om året for at holde vore muslimer i god
form. Her bliver traditionen fra 1940’erne fulgt eksemplarisk op. Vi betalte
jo også selv for de tyske besættelsestroppers kanonstillinger og
flødeskumskager. De Radikale bærer hovedskylden for,
|
|
at vi nu igen skal til at slås for de frihedens
bastioner, som vi lige troede vi havde indtaget: kvinders og homoseksuelles
ligestilling, humane straffe, erotisk åbenhed, retten til uden frygt at tale
kritisk, frækt og muntert i det offentlige rum.
Også Socialdemokraternes ansvar er stort for dette tilbageslag i vores frie
liv. Og blandt de skyldige sosser er Svend Auken den første blandt ligemænd.
Med sin selvbevidste frelsthed og himmelvendte forurettethed har han været
den største hindring for, at Socialdemokratiet fik en ansvarlig
indvandringspolitik. Nu skal stakkels Helle Thorning gå og reparere de
skader, Auken har påført partiet. Hvis Svend Auken var en ægte kristen,
ville han stille sig op midt i Vartovs gård og råbe: Mea culpa, mea culpa,
mea maxima culpa! ( Skylden er min. ) Lykketoft, Frank Jensen, Ritt
Bjerregård og Nyrup fulgte Auken. Men det var Auken der var anstifteren.
Og nu kommer Vilhelm Buhl så ind i billedet. Er det rimeligt,
at politikere, der har taget så grundlæggende fejl, forbliver landets
øverste ledere efter deres fadæse? Deres brøler skal deres landsmænd bøde
for i årtier: Ufred. Milliardudgifter. Kontroverser om de særeste
forestillinger, der ikke hører hjemme i vores kultur. Om børn må have
leverpostej med i børnehaven. Om familier skal betale blodhævnspenge. Og
lignende tosseri og barbari. Vi skal have beskåret vores ret til at ytre os
spøgefuldt og udfordrende om emner, muslimerne har gjort til tabu.
Jeg synes de nævnte politikere burde erkende deres kæmpebrøler og træde ud
af politik. Da konseilspræsident Monrad havde bragt sit land i fordærv i
1864, emigrerede han til New Zealand. Auken, Lykketoft og de Radikale
behøver ikke emigrere. Men de skulle finde sig et andet arbejde end at sidde
i Folketinget og lede land og rige, ligesom Birte Weiss har gjort, hun der
nu skriver gastronomiske artikler om britiske herreretter i Weekendavisen.
Svend Auken kunne bruge resten af sit liv på at lære alle Grundtvigs salmer
udenad. Marianne Jelved kan sikkert få et job som sælger af tyrkiske
ejendomme hos Peter Brixtofte. Margrethe Vestager kunne arbejde som
billetkontrollør i Cirkusrevyen. Hun ser ud som om hun trænger til at opleve
noget morsomt.
Man må dog nok se i øjnene, at disse fabelagtige statsmænd og –kvinder ikke
forlader deres positioner frivilligt. Lykketoft elsker at dirigere. Og
Jelved og Auken elsker bare Christiansborg.
Men man kan så i det mindste sige: disse personer, der har regeret vores
land med så megen dårskab, skal ikke igen indtage fremtrædende poster.
Konkret: Hverken Jelved eller Lykketoft bør blive ministre igen. Og hverken
Auken eller Niels Helveg Petersen bør sidde i Folketingets præsidium,
endsige blive folketingsformand. Uffe Ellemann, der bærer hovedansvaret for
Venstres sene forståelse af problemet, bør fratræde som formand for Dansk
Center for Menneskerettigheder.
Den ukontrollerede muslimske masseindvandring er den værste prøvelse,
Danmark er blevet udsat for siden 2. verdenskrig. Den udgør en trussel mod
vort kulturgrundlag, som ligner den vi var udsat for i 1940.
Det er ikke det danske folk der er skyld i den fare, det nu udsættes for.
Faren er blevet os påtvunget af en lille overklasse af arbejdsgivere ( Hans
Skov Christensen ), embedsmænd ( ombudsmand Hans Gammeltoft Hansen ), medier
( Danmarks Radio, TV 2 m.fl. ) og politikere ( fra alle partier minus DF ).
Det danske folk føler det er blevet overhørt og ydmyget af sine ledere. Det
danske folk har frabedt sig en ustyret arabisk indvandring. Alligevel er en
muslimsk indvandring på omkring 400.000 individer tvunget igennem af en
lille gruppe politiske og journalistiske magthavere. Dette er en
tilsidesættelse af folkestyret. Det danske folk ( minus de 15 procent
korhylere fra Det radikale Venstre og Enhedslisten ) er fortvivlet over det
der er sket. Og det i en grad som jeg ikke tror Overdanmark endnu helt har
forstået.
Derfor må konsekvensen være: de personer, der bærer ansvaret for de
trængsler vi er havnet i, skal ikke igen anbringes på førende poster, hvor
de repræsenterer det danske folk. For de repræsenterer os ikke.
Fejlen med Vilhelm Buhl må ikke gentages.
|