|
For nylig, på vej til Gilleleje efter fisk,
betroede jeg min kone, at der var tolv forfattere der i Politiken havde
protesteret mod tonen i indvandrerdebatten. – Kan du gætte hvem det er?
spurgte jeg.
Hun kunne gætte de elleve. Kun Stig Dalager
glemte hun. Det har vi jo alle en tilbøjelighed til, uanset hvor store
anstrengelser han gør sig, for at det ikke skal ske.
De tolv forfattere er ikke tilfældigt valgt. Det er de tolv, der uvægerligt
får gode anmeldelser i Politiken. Og får deres produkter salgsfremmende
omtalt såvel i dette blad som i Danmarks Radio.
Noget for noget, som vores statsminister
siger.
Protesten er blevet overordentlig vel, ja, nærmest favnende modtaget af
tv-stationerne. TV-oplæserne har i ord og kropssprog gjort de tolv
forfatteres protest til deres. De har nærmest givet seerne opfattelse af, at
disse tolv var Danmarks samlede forfatterstand, i hvert fald kremen af den.
Det kan undre.
En af de tolv, Klaus Rifbjerg, befinder sig det meste af året i det solrige
og skattebillige Spanien.
En anden, Ib Michael, er for det meste på krydstogt omkring de polynesiske
øer, hvor han dykker i det varme vand efter guldfisk.
En tredje protestant, Kirsten Thorup, er ikke
kendt for noget indlæg i den offentlige debat ud over det famøse, hvori hun
anbefalede regeringen at indføre censur af muslimkritiske ytringer.
En fjerde, rejsebogsforfatteren Carsten
Jensen, er kendt for at udspy eder og forbandelser, såkaldte invektiver, mod
fredelige medborgere, som han ikke kan lide.
En af de tolv er slet ikke forfatter, men har sit velbelagte levebrød på en
af venstrefløjens højborge, Per Schultz Jørgensen fra Danmarks
Lærerhøjskole.
Hr. Silketråd ( Seidenfaden )fra Politikens allerhøjeste kontor har godt nok
måttet ud i periferien for at få sine protestanter til at ligne et hold.
Vigtigere end Silketrådens hold af udlandsdanskere, skældsordsforfattere og
bekæmpere af ytringsfriheden er det at notere de forfattere, der ikke lod
sig fange i Silketrådens spindelvæv. Dem der ikke ville være med i
Politikens kampagne. De tæller blandt andet:
Modtagere af Nordisk Råds litteraturpris Dorrit Willumsen og Per Hultberg.
Den verdensberømte Peter Høeg. Forfatteren til den bedste besættelsesroman
og mange andre kloge romaner, Tage Skou-Hansen. Folkekære
kvalitetsforfattere som Maria Helleberg, Jens Christian Grøndahl, Lise
Nørgård, Bjarne Reuter, John Nehm, Leif Davidsen, Anne Marie Løn, Hanne
Marie Svendsen. De skønlitterære forfatteres formand Peter Legård.
Kunstneriske begavelser i topklasse som Sven Holm, Jens Smærup Sørensen,
Svend Åge Madsen, Jess Ørnsbo, Vibeke Grønfeldt, Inger Christensen, og
mange, mange andre. Det er dem, der er landets forfattere, ikke Silketrådens
letbenede kompagni.
Politiken har alle dage været en ren professor Tribini til at befordre sine
yndlings-forfatteres fremgang i livet. Men i dette tilfælde har
markskrigeren ikke haft heldet med sig. Det er et skrumpehold, Politiken
stiller til at forsvare sin pinlige rolle i indvandringsdebatten som en af
landets værste vildledere.
Men skrumpeholdet stiller altså op – al respekt for det – med solnyderen
Klaus Rifbjerg i spidsen. Skønt netop Store Klaus næppe aner hvad der
foregår i hans tidligere hjemland. ( Den smule han ved har han formodentlig
udelukkende fra læsning af Politiken. ) Ret en folkets vejleder!
Ikke desto mindre får Silketrådens
skrumpehold altså et ganske betydeligt medløb fra medierne.
Hvem er disse medløbere?
Eliten, kalder nogle dem. Det gør jeg ikke. Jeg kalder dem for kor-hylerne.
For de er gode til at hyle op. Og de hyler i kor. De er politisk kor-rekte.
Ja, de er øvrighedens advokater. ”Øvrigheden” i indvandringssagen har nemlig
ikke været folkestyret, men mediestyret. Mediemagten har ensidigt været
tilhænger af masseindvandringen.
Korhylerne har ikke været folkets stemme. De
har hylet imod deres eget folk. Korhylerne befinder sig ikke blandt deres
folk. De bor i Gentofte, i de eksklusive dele af Frederiksberg og
Christianshavn, eller i fjerntliggende landsby-isolater som Suzanne Brøgger,
hvor risikoen for at støde ind i indvandrere er til det yderste minimeret.
|
|
Det danske folk derimod bor tæt op ad
indvandrere. Derfor kan folket se, at den er gal. De indvandrede muslimer
vil for størstepartens vedkommende ikke være danskere, ikke have børn med
danskere, ikke tale dansk, ikke have deres børn opdraget dansk. De vil være
en stat i staten.
Stærkt tilskyndet af Silketråden og hans lige sagde folketingets partier
oprindelig ja til, at Danmark skulle være to stater, en dansk og en
muslimsk. Men partierne har givet sig. Trods alt er det jo folket og ikke
”eliten” der leverer stemmerne.
Men, som sagt, korhylerne udgør ikke vort
lands elite. De af landets bedste kunstnere, videnskabsmænd og andre
virkelige fagfolk, som jeg har talt med, har været imod SR-regeringens
laden-stå-til politik. Det er ikke den virkelige intelligens, der taler den
hovedløse indvandrings sag, det er intelligentsiaen. Det halvstuderede
klientel af tv-underholdere, lærere, modens medløbere, the smart set.
Denne gruppe leder efter noget der kan give
den prestige. Da de ikke har præsteret noget, der kan give dem denne
prestige, mener de de kan opnå prestigen ved at tilslutte sig den lille
magtfulde flok, der er eksklusive alene ved at tage afstand fra den brede
befolkning. Da den brede befolkning er imod den hovedløse indvandring, mener
intelligentsiaen, den kan markere sit eget værd ved at væmmes ved
befolkningens uvilje mod den ukontrollerede indvandring. Med andre ord blive
”in” ved at blive advokater for den ufolkelige indvandring.
Denne psykologiske mekanisme kan illustreres med en historie fra USA. En
indskrænket, hvid mand havde været med til at lynche en neger. Da man
forhørte ham, svarede han: Hvis jeg ikke er bedre end en forbandet sortrøvet
nigger, hvem fanden er jeg så bedre end!
I England løber der for tiden en diskussion om Oxford-professoren John
Careys bog ”What Good Are the Arts?” ( omtalt af Heidi Amsinck i
Kulturweekend 30.-12.-05 ). John Carey beskriver intelligentsiaen som
mennesker der konstant er på jagt efter at tilegne sig det, som er uden for
massernes rækkevidde.
I gamle dag var det gode middage, store biler
og pæne huse. Men gode middage giver fedme. Og fedme signalerer underklasse.
Og en bil og et hus har både blikkenslageren og skorstensfejeren i dag.
I stedet opsporer udygtige folk, der ønsker ”at være noget”, så de
moderigtige meninger. Meninger som almindelige folk ikke deler. Det kan være
begejstring for sensationskunst. Eller – hvor unaturligt det end lyder –
begejstring for Det radikale Venstre. Eller det kan være at foragte folket,
fordi folket ikke gør som Silketråden vil have, deler Danmark op i to
adskilte lande. De smarte kalder så folket for racister, xenofober og hvad
ved jeg. Og simsalabim er de selv blevet ædlere mennesker, adskilt fra det
vulgære folk, selv om de lever i skattely, på krydstogtskibe eller som
nytteløse reklameagenter for 3. rangs tv-stationer.
Jeg tror vi skal ned i denne Erasmus
Montanus-psykologi for at forstå, hvorfor så mange så højlydt og så længe
har forsvaret en så håbløs sag som multikulturen og den muslimske
masseindvandring.
Vi vil alle sammen gerne være noget. De fleste prøver heldigvis at opnå
dette ved at blive dygtige til deres fag. Kirurgen til at operere.
Oversætteren til at kende det fremmede sprogs finesser. Snedkeren til at få
ahornbrædderne til at føje sig under sin høvl.
Men intelligentsiaen, de halvstuderede røvere, de fallerede studerende, har
ikke noget fag, i hvert fald ikke et, de behersker. Så søger de at blive
eksklusive ved at have ufolkelige meninger.
Men man bliver nu engang ikke eksklusiv af at vende ryggen til sit eget
folk. Det bliver man bare en anløben personage af. De politikere, redaktører
og forfattere, der bærer hovedansvaret for den indvandrings-ulykke, vi er
havnet i, er ikke populære i den danske befolkning, skal jeg hilse og sige.
Mange korhylere har da også stukket hyleren
ind på det sidste. Eller er begyndt – som Politikens tolv favoritter – at
jamre over tonen i debatten i stedet for at tale om sagens realiteter, faren
for vores ytringsfrihed for eksempel.
Hvad kan man så lære af det?
Ikke at tage notits af korhylerne.
Et godt råd. Vogt jer for de københavnske cafeer og Det radikale Venstre.
Dér har korhylerne det nemlig med at forsamle sig.
|