Det danske selvhad

Af Ole Hyltoft

Er vi danskere blevet selvhadere?

   Ikke blot kæmpede vi ikke heroisk mod den tyske krigsmaskine den 9. april 1940. Nu fortæller en sammenbidt læge ( Kirsten Lylloff ) også, at vi fem år senere lod uskyldige tyske børn dø i hobetal mellem vore hænder.

   Jeg synes også den 9. april var pinlig. Kunne vi da ikke have forberedt nogle kampstillinger i Sønderjylland, så vores artillerister ikke skulle sidde med deres lille kanon midt på den åbne gade i Haderslev?

   Kunne Middelgrundsfortet ikke have skudt bare et beskedent lille hul i de tyske troppetransportskibe?

   Og kunne vi ikke have sprængt Ålborg lufthavn i stumper og stykker? Lufthavnen var vel den væsentligste årsag til, at vi blev besat. Så Luftwaffe kunne have et afsæt til angrebet på Norge.

Jeg synes også, at Scavenius, Stauning, Buhl og Christian X sagde ting, de ikke skulle have sagt.

   Men gjorde vi andet end de andre demokratier gjorde i 1940? Sverige lagde sig som en hund på maven for alle tyske krav. En måned efter  den 9. april kæmpede Frankrig halvhjertet mod Hitler. Og hvis ikke lord Halifax ved mødet den 10. maj 1940 havde følt sig så besværet af sit mavesår, at han ikke turde påtage sig premierministerposten, havde Chamberlain foretrukket ham for Churchill. Og Halifax ville formodentlig – i god samklang med det britiske kongehus og aristokrati – have fået en forhandlingsfred med Hitler i sommeren 40.

   Nu fik England i stedet en kriger som premierminister. Han fik vakt løven til live i den britiske folkesjæl. Og gud være lovet for det!

   Demokratierne var ellers endnu så rædselsslagne over 1. verdenskrigs meningsløse menneskeslagteri, at pacifisme var ungdommens forsvarspolitik i mellemkrigstiden. I Danmark var det kun de Konservative der ønskede oprustning.

Oven i 9. april-selvhadet kommer så Lylloff med sit 5. maj-selvhad. Og beder os om at føle skyld, fordi flere tusinde tyske flygtningebørn omkom i Danmark i 1945.

   Ja, de døde, fordi de var udmarvede og dødssyge, da de kom herop. Jeg stod selv som lille dreng på 5. sal i Østbanegade og så de grimme, grå skibe liste ind i Frihavnen med deres lurvede kvinder, børn og gamlinge om bord.

   Vi danskere undgik dem, fordi de med deres fnat og lus og tyfus og difteritis var smittefarlige. Men også fordi børnenes fædre havde hærget vores land i fem år.

   Endnu mens flygtningeskibene sniger sig ind i Frihavnen og det totale tyske nederlag er en kendsgerning, myrder den tyske besættelsesmagt unge danske mænd i Ryvangen. Og

Lylloff, der især anklager lægerne, må da vide, at tilfældige danske læger blev clearing-myrdet, hevet ud af hospitalsgangene og skudt på gaden. Lægerne som gruppe gjorde en stor indsats i modstandskampen og dermed i medmenneskelighedens tjeneste. Gestapo-chefen dr. Hoffmann udtalte: "I intet andet land har lægerne været så illegalt beskæftiget som i Danmark."

   Tyskerne havde i årevis plyndret og pint os, opført sig som umennesker. Derfor blev tyskere fra besættelsestiden og flere år fremover ikke betragtet som almindelige mennesker, men som forbrydere. Et tysk liv var, uanset alder, ikke så meget værd som andre europæeres liv. Det var ikke kun frihedskæmpere der så sådan på dem. Sådan så danskerne på dem.

Lylloffs kritik af danskerne anno 1945 giver kun mening, hvis hun mener det er menneskets natur, at vi finder os i den uret der begås mod os og som søjlehelgener vender den anden kind til, når man slår os på den ene kind.

   Men det er unatur. Og jeg tror heller ikke det gavner menneskehedens humane udvikling, at vi opfører os som Lylloff synes vi skulle have gjort. 

   Hver af os har ikke kun et individuelt ansvar. Vi er også ansvarlige som folk. Det tyske folk havde selv valgt Hitler, og da han stod på sin magts tinde i 1940, blev han hyldet af et næsten enigt tysk herrefolk. Et folk, der måtte være blind, hvis det ikke vidste, hvad nazismen stod for af uhyrligheder. Men giver vi os ondskaben i vold, høster vi selv ondskab. Den erfaring – kald den nemesis – kan måske fremme godheden, hvis den bliver indoptaget i folkenes sjæl.

   Hitlers soldater drog frem som barbarer i Polen, Rusland og i mindre skala i Danmark. Men nemesis slog til. Hvor tyskerne havde opført sig som umennesker, blev de nu selv behandlet som undermennesker. Hitler, Goering og Göbbels slog millioner ihjel. Til sidst måtte de slå sig selv ihjel.

   I modsætning til hvad Lylloff og andre danske selvhadere påstår, behandlede vi vores tyske plageånder med mild, dansk overbærenhed. Russere, polakker og tjekker jog tyskerne af gårde. Vi gav disse tyske flygtninge asyl. Vi behandlede dem ikke som ligemænd. For de var af et forbryderisk folk. Men vi gav dem mad, sikkerhed, husly i en tid, da vi selv var fattige.

( Kunne danske læger overhovedet have reddet de medtagne tyske småbørn i en tid uden antibiotika?)

   I de få tilfælde, hvor der er berettet om, at nogle labaner til større drenge fik en for hårdhændet straf, var det tyske ledere der havde straffet dem. Det har fortidens autentiske stemme, lejrlederen Helga Jessen, vidnet om.

   Tilbage står spørgsmålet: hvem er det der sætter dette danske selvhad i scene?