Giv bilen, el-pæren, pc´eren den dobbelte levetid                                          

Af Ole Hyltoft

Krzkrz fnitrede min computer forleden, og derefter kom der intet mere til syne på den skærm. Fire år gammel blev den indlemmet i det ligtog, der hver lørdag drager gennem Helsinge affaldsstation.

   Firs procent af vore husstande har computer. Hvis de andre også kun holder fire år, hvilke bjerge af computere skal vore stakkels forbrændingsanstalter så ikke fortære?

   Når jeg køber nye el-pærer, siger ekspedienten, at de holder tusind timer. Det gør de altså ikke hos mig! Men de udgåede pærer behøver jeg ikke køre de ti kilometer til affaldsstationen med. Skraldemanden bærer dem bort. Men de forurener alligevel. Lige så meget som de fjernsynsapparater fra det Fjerne Østen, der holder fem år og som vi derefter inhalerer som giftig luft.

   Hvorfor stiger kræfttilfældene så voldsomt i disse år?

   Det er min erfaring, at B&O-fjernsyn holder tre gange så længe som apparaterne fra Asien. B&O er også tre gange så dyre. Og ni gange så kønne!

Ingen skal bilde mig ind, at vi ikke kan producere el-pærer, computere, biler der holder meget længere end nu. Men det gør vi ikke. For vi lever i en nyhedskultur og  danser med i rastløshedens maskerade.

   Hvorfor? Ja, profitmagerne tjener mere jo flere varer der bliver omsat. Og uden en stigende omsætning bliver vi arbejdsløse – siger de. Politikerne både til højre og venstre står med på vognen og siger, at vi skal arbejde mere end vi gør. Poul Skov Christensen fra Dansk Industri hopper endda højere og ønsker igen flere fremmedarbejdere til Danmark - for at maksimere produktionen. Direktører skal jo have ny bil hvert andet år. Pigerne skal have modenyt tøj fire gange om året. Og børnene skal hobe bunker af – sundhedsfarligt! – legetøj op i deres værelser. Selv om de ikke orker at lege med det. Vi skal stresse vores arme liv med ustandseligt at afprøve nye computer-programmer. Til ingen anden nytte end Bill Gates formueforøgelse.

   Vi producerer og producerer. Og da vores forbrug jo må holde trit med produktionen, må varerne være passende letfordærvelige. Schjyt! Der sprang pæren over sofaen. Skal jeg for resten ikke snart have ny sofa? Den er ni år. Og der er for tiden udsalg på sort-hvide køkkener og lækre badeværelser. Hvis vi ikke er storforbrugere, er vi dårlige samfundsborgere. Og ansvarlige for arbejdsløsheden.

Skulle vi ikke springe ud af dette forbrugerhysteri? Vi får dårlige varer, dårlige nerver, dårligt liv af det. Og produkternes rakethurtige forandring er jo unødvendig. Den nye bil har et lidt andet design af instrumentbrættet. Og hvad så? Det har vi glemt, når vi har kørt med bilen i fjorten dage. Er DVD så meget bedre end Video, at vi bliver nødt til at installere DVD i morgen?

   Nej, giv produkterne en lidt længere levetid Det vil nok kræve lidt bedre materialer og en lidt større arbejdsindsats pr. vareenhed. Men ikke den dobbelte af i dag.

   Mindre omsætning, der ikke helt bliver kompenseret af højere priser, vil det ikke resultere i arbejdsløshed? Næ, for vi kan jo sætte arbejdstiden ned over hele linien. Så vil hver enkelt af os tjene mindre. Men vi vil heller ikke have brug for så mange penge. For bilen holder ikke ti, men tyve år. Computeren ikke fire, men otte år. Osv.  Når varerne er mere holdbare, skal vi over en periode ikke bruge så mange penge på at købe dem.

   Gevinsten ved dette vil være mere ro i arbejdslivet. Og da også i privatlivet. Vi kan lære vores computer ordentligt at kende inden den skal på affaldsstationen. Vi skal ikke jage for at nå at hente børnene i børnehaven. Vi vil få mindre nedslidning. Færre smerter. Mere tid til at gå i skoven, løbe på skøjter, læse aviser og bøger.

På Krønikens tid var det vigtigt at presse produktionen i vejret. For vi manglede både det ene og det andet. Men i vore dage, da også ”de fattige” har råd til rødvin og flæskesteg, kan vi stile efter stigende livskvalitet i stedet for stigende vareomløb.

   Stigende holdbarhed på varerne vil alt i alt frigøre arbejdskraft til opgaver, vi for tiden forsømmer. Vi kunne bygge flere af vores huse så gode og originale, at de ikke holdt 70 år, men 270 år. Som Runde Tårn, som rådhusene i Århus og København. Min far 

producerede radioer i 50´erne, ligesom Krønikens Kaj Holger. Jeg husker med hvilken kærlig hånd min fars snedker kærtegnede sine radiokabinetter. Min fars – Arako Radios – radiogrammofon var et langt smukkere møbel end vore dages sølvskinnende eller sorte tv-kasse. Jeg ved godt man ikke kan lave håndsnedkererede tv-apparater i dag. Men at der kan laves smukke radio- og tv-apparater med den nye teknologi viser B&O jo.

   Der er så mange måder at gøre tilværelsen smuk på.  Når jeg kører med det lille røde tog, kaldet Grisen, fra Hillerød til Tisvilde, har der hidtil gået en venlig togfører rundt i vognene, set vores billetter, sørget for at folk kom af og på, og at der var ryddeligt. Og at ballademagere blev sat på plads. Sjældent det er nødvendigt. For togføreren skaber en god stemning, hygge, tryghed for passagererne og for lokoføreren.

   Nu skal togførerne rationaliseres væk til gengæld for døde billetautomater. Ligesom stationsforstanderne i sin tid blev det, med det resultat, at stationerne lukkes kl. 18 og udsættes for hærværk, snavs, graffiti. I holdbarhedssamfundet ville der blive plads til togførere.

   Hillerød Station er beskidt og skinnelegemet er fyldt med affald. Et par mand mere til at holde det løbende rent, ville være en fornøjelse. Der er tusindvis af den slags job, der kunne gøre  Danmark smukkere og venligere. Bedre rengøring på hospitalerne. Mere hjælp til de svagelige ældre. Bedre vedligeholdelse af vore fælles bygninger. Plante træer langs alle vore landeveje. Ændre vore skove fra ensformig bræddeproduktion til varieret rekreation.

   Jamen kan skattestoppet så holde?

   Er skattestoppet ikke mest en garanti for, at vi kan få endnu mere unødig vareomsætning? Få penge mellem hænderne til at skifte vores computere og biler og kjoler ud i endnu mere rasende fart?

   Men hvorfor skulle skattestoppet egentlig ikke kunne holde? I holdbarhedssamfundet sparer vi milliarder i dagpenge og kontanthjælp. Og milliarder ved at skabe bedre hygiejne på hospitalerne. Er det ikke ti procent af vore sygehusudgifter, der skyldes urenlighed og manglende rettidig omhu på sygehusene? Vi kan spare milliarder på en sundere livsstil.

Men så kommer det store spørgsmål: stikker uroen i vores samfund så dybt, at det er omsonst at foreslå en mere holdbar kultur? Ønsker vi uafladeligt at få nye sko, nyt vejr, ny håndboldtræner, nye politikere? Forandring fryder.

   Men forandring får vi jo netop i holdbarhedssamfundet. Hvis jeg får kortere arbejdstid, kan jeg sidde længere ved den holdbare computer og finde ny viden, der kan forandre mit liv. I holdbarhedssamfundet får vi mindre forandring i vores klædeskab. Men mere forandring i vores liv.

   I ny og næ taler jeg med de unge liberalistiske hedsporer i folketinget. Deres øjne stråler ved forestillingen om al den ”vækst”, deres mere og mere kommercielle samfund kan afstedkomme.

   Få har bekæmper munkemarxisternes DDR-idealer ihærdigere end jeg. Men jeg må alligevel sige til mine liberalistiske venner: herregud, togene skal køre, gaderne asfalteres, børnene passes. Det kan gøres gedigent. Det kan gøres sjusket. Det er det, der er forskellen. Ikke om det er kommunen eller et privat firma der gør det. Jeg har jer mistænkt for at betale besparelser med dårlig kvalitet. Måske kan der visse steder være noget at vinde ved at kommercialisere. Men så er det fordi kommunerne driver deres virksomhed dårligt. Nej, skal vi skabe et rigere samfund for færre penge, er det holdbarhedssamfundet vi skal stile imod.

   Jeg taler ikke for, at verden skal gå i stå. Jeg taler for at dæmpe den slags forandring, der ikke er forandring, men rastløshed. Er det ikke en rigdom, at guldbrudeparret stadig har det gedigne spisebord, de købte da de blev gift? At det unge par har oldeforældrenes skab stående i stuen mellem deres moderne møbler?

  Men det er det globale, rastløse samfund, der for øjeblikket er i vælten. Det fører til resursespild, fede børn, unge der ikke kan læse, Jacob Buksti med 170 kilometer  i timen.

   Der er en anden vej end flere tv-reklamer, endnu mere bugnende indkøbsvogne og ligtoget gennem affaldsstationen. Men den anden vej er foreløbig et fata morgana.