Til lykke, Helle!  Og hvad så nu?

Af Ole Hyltoft

Kære Helle!

Til lykke! Det gik jo som det skulle, hvis Danmark skal have en opposition, der også har en chance for at blive regering.

   For dig personligt må de sidste par måneder have været en mærkværdig rejse. Fra at være en ukendt person i den store offentlighed til at være landets mest omtalte politiker. Så hurtigt gik det ikke for Thorvald Stauning!

   Du har givet vores stereotype politiske miljø en gang lak med din rappe intelligens og din lattermilde livsappetit. Egenskaber der er så sjældne på Christiansborg som regn i ørkenen.

   Du er en gave til dit parti, lyttende, smilende, kamplysten og kraftfuld som du er. Men en gave, som gør mange usikker. For hvem er du egentlig? Dine modstandere vil nok sige, du er ligesom at trække et lod i tombolaen. Men trækker man ikke en nitte, derimod en gevinst, er glæden jo så meget desto større.

   Selvfølgelig er formandsopgaven svær. Alene alle de tidselgemytter fra dit eget parti du skal have med på vognen! Og hvis det lykkes, venter en superprofessionel og hårdhændet politiker som Anders Fogh. Kan du klare den krabat?

   Det er ikke udelukket du kan. For Venstre har også sin akilleshæl. Venstre tænker for lidt på, om grisene har det godt, og for meget på, om grisefarmene giver høj profit. Der er for meget privat pengesucces og for lidt nationalt fællesskab i Venstre af i dag. Hvorfor skal noget så ærkedansk som vores postvæsen sælges til et britisk investeringsfirma, som regeringen lige har gjort?

   Danskerne som vi er flest vil høre sammen, være medlem af den danske stamme. Det giver os en rank ryg. Men det får også nu og da vores hjerter til at banke varmt. Det pulsslag vil vi ikke undvære. Og hvis nogle af Søren Pinds forretningsvenner ønsker at bo i England og unddrage sig stammens fællesudgifter, ligesom socialisten Rifbjerg gør i Spanien, så lad dem ryge og rejse.

Derfor, Helle, er første og ufravigelige punkt i den pagt, du skal indgå med befolkningen: ikke at rokke en tøddel ved den indvandringspolitik, som Dansk Folkeparti har æren for. Vankelmodige forbehold i indvandringspolitikken som dem Frank Jensen kom frem med i valgkampen er afslutningen på din karriere og på genrejsningen af partiet.

   Den værste skamplet, Fire-banden ( Lykketoft-Auken-Ritt-Nyrup ) har sat på Socialdemokratiet, har været deres løsagtige indvandringspolitik.

   En palæstinensisk indvandrer, Dwa Abdel Karim, udtalte forleden om sine seks første år i Danmark: ”Systemet har lært os dovenskab. Først asylperioden, så integrationsperioden og så i bus ud og besøge nogle steder og lære noget om Danmark. Når de år er gået, har man lært at være doven.”

   Tv-avisen meddelte, at det årlige beløb til arbejdsløse indvandreres dagpenge udgør 32 milliarder kroner. Det vil sige, at landets samlede årlige udgifter til indvandrerne formodentlig ligger på omkring 75 milliarder kroner. For det beløb kunne der rettes meget op på både sygehusene og hjemmehjælpen.

   Men indvandringsfadæsen handler ikke bare om penge. Den handler om, at vore 300 – 500.000 muslimske indvandrere er ved at etablere sig som et samfund uden for det danske stammefællesskab. Et samfund med egne regler, der indebærer ufrihed, undertrykkelse, vold og barbarisme. En antihuman levevis, som netop Socialdemokratiet, inden Fire-banden tog magten, har brugt sine kræfter på at trække os ud af.

   At ingen i Fire-banden har kunnet forstå det, viser, hvor dårlige politikere de egentlig er. Og hvor lidt socialdemokrat i Stauning-Hedtoft-traditionen der er i dem. Ritt er en gammel, bjergsom kommunist. Auken en skabs-SF’er. Lykketoft og Nyrup er top-djøf’ere, påpasselige økonomer. Men partiledere, statsmænd? Nej.

En socialdemokratisk politiker skal se sin vælger for sig. En ældre arbejder i et almennyttigt boligkompleks. Han og hans kone har glædet sig til et hyggeligt pensionistliv med naboerne, velkendte fra 30 års naboskab i opgangen. Men Auken og Lykketoft, styret af skolelærerinde Jelved, sørger nu for, at tre palæstinensiske familier flytter ind i opgangen. Samtale med disse udenlandske indflyttere er ikke mulig. For de fremmede taler ikke dansk. Nogle af ungerne er halvkriminelle, fædrene er uden arbejde, drengene ser ned på de danske kvinder. Opgangens trygge fællesskab bliver revet ud af denne socialdemokratiske arbejderfamilies sidste leveår. Tankeløst, hårdhjertet. Og det var partiet, der lovede tryghed!

   Auken, Ritt, Lykketoft, Nyrup, Frank Jensen, bor selvfølgelig ikke selv i den slags opgange. Og det gør de andre indvandrervenner heller ikke, Hans Gammeltoft-Hansen,  

Tøger Seidenfaden, Skov Christensen, Rifbjerg, forfatteren Stig Dalager og hvad de mange ”korrekte” fra Overdanmark ellers hedder.

   Fire-banden og deres meningsfæller i folketingsgruppen har forrådt deres vælgere, forrådt deres parti og forrådt deres land. Derfor må det  andet punkt i Helles pagt med folket hedde: hold disse fire personer på afstand af al indflydelse. Auken vil være formand for folketinget. Lykketoft vil være udenrigsminister igen. Ingen af delene må ske.

Under Fire-bandens ledelse har Socialdemokratiet ændret kurs, fra at være folkets parti til at være øvrighedens. Partiet er blevet så øvrigheds-korrekt, at den mest forudsigelige flæber blandt Danmarks øvrigheds-forfattere, Stig Dalager, har kunnet tilslutte sig partiet.

   I gamle dage var det Det Radikale Venstre der modstræbende blev gjort til trækdyr for socialdemokratisk politik. Under Fire-bandens regime har det været Socialdemokraterne, der gladelig rettede sig ind efter Det Radikale Venstre. Dette parti, der nu er blevet samlingssted for den mest unyttige del af befolkningen, de velsituerede reklamefolk, der drikker café latte om eftermiddagen og ikke synes det er trendy nok at stemme på Venstre.

   Derfor, Helle, tredje hovedpunkt i pagten: lad De Radikale forblive ridderne af den moderigtige kaffetår uden reel indflydelse i folketinget. Og søg makkerskab med det parti, der har de vælgere, Socialdemokratiet havde før det blev et djøf-parti, Dansk Folkeparti. Hvis der skulle være socialdemokratiske parlamentarikere, der ikke kan lide lugten af Pia Kjærsgård, kan de jo bare gå over i café latte-partiet, hvor der lugter så dejligt af selvglæde og hvor man kan spejle sig i glasvæggene.

Fjerde punkt i pagten er så partiets nye politik. Sådan en er tiltrængt. Socialdemokratiets tilbagegang har i høj grad skyldtes, at partiet ikke har haft noget samlende og inspirerende projekt siden velfærdsstaten blev færdigudviklet i 70’erne.

   Denne nye politik skal adskille sig fra Venstres ved ikke at tage sit udgangspunkt i penge, men i fællesskab. Det nye program skal løse de problemer, vi har i dag, ikke dem vi havde i 1920.

   Det er utåleligt, at så mange af vore medborgere, især indvandrerne, ikke er i arbejde, selv om de hverken er syge eller gamle. Det er gennem sit arbejde, man for alvor kommer ind i samfundet. Det skal være en ret at have arbejde. Men det skal også være en pligt. Ikke sådan at man skal sendes til København for at arbejde, hvis man bor i Nr. Nissum. Men der er opgaver nok over hele landet, der ikke kræver nogen særlig træning eller forkundskaber. Se hvor snavsede både perronerne og skinnelegemet på vore togstationer er. Og hvor upassede mange gader, veje og skovstier er. Hvor bliver træerne langs landevejene af? Mange gamle mennesker har hårdt brug for hjælp til at holde deres haver. Osv., osv.

   Det afgørende princip for disse beskæftigelsesarbejder er, at de må lønnes bedre end dagpengene/kontanthjælpen, men at de ikke skal lønnes så godt, at drivkraften til at komme i normalt arbejde udebliver.

   Lykketoft gik til valg på at gøre folkeskolen og andre institutioner bedre ved at poste flere penge i dem. Men der er mere perspektiv i at gøre bl.a. folkeskolen bedre uden at det koster mere. Det kan godt lade sig gøre.

   Afskaf regeltyranniet. Det er f.eks. en gevinst for samfundet at ophæve lukkeloven, så butikker kan have åbent om søndagen og om aftenen. Så må det være op til fagforeningerne at sørge for, at de ansatte ikke bliver misbrugt.

   Oprust den kollektive trafik, så den kan hamle op med privat- og lastbilerne. Det må kunne gøres uden at sælge jernbaner og busser til britiske selskaber.

   Sundheden må forbedres.  Den kulturelle sundhed i form af mere ro og sikkerhed i hjemmene, skolestuerne og på gaderne, og i form af at den bedste danske litteratur, den danske sang og den danske historie vender tilbage til skolen. Og gør den fysiske sundhed bedre ved en fornuftigere levevis, renere fødevarer, renere jord og luft, og ved at forskønne vore byer og landskaber.

Kunsten for dig, Helle, må være at lave en politik, der både er et alternativ til Venstres politik og til gamle socialdemokratiske tabuer. Sådan en politik kan stables på benene. Og du har stemmekraft til at synge den ud. Men du skal også have dine folketingskolleger til at synge med på sangen. Gør de ikke det, bliver Socialdemokratiet et af landets mindre partier. Sådan er folkestyrets lov. Og det er vel godt nok.

  Held og lykke med projektet, Helle! Og venlig hilsen.

                     Ole