Hvad vinteren gemte

Af Ole Hyltoft

1

Runken bark og stive stammer.

Jorden hård som jernbeton.

Vi er ramt af kuldens hammer.

Det er årets lavsæson.

Hvor vi længes efter noget,

som en skaber har begået.

2

Barske, brynjeklædte bøge

står som jætter i en hal.

Ingen af dem tør forsøge,

Bryde ud af vintrens skal.

Hvor vi længes efter noget,

som en skaber har begået.

3

I vort indre bær vi på en

tanke håbefuld og from:

at en dag så vil vi få en

magt der laver verden om.

Hvor vi længes efter noget,

Som en skaber har begået.

4

Og så sker det, barken flækker;

hvor den var så grov og rå

vokser ud af alle sprækker

kviste med små blade på.

Hvor vi længes efter noget,

som en skaber har begået.

5

Alle stiers brune buske

får en lysegrøn kavaj.

Millioner blomsterduske

hegner hver en villavej.

Endelig så har vi fået

det en skaber har begået.

6

Æbleblomstens purpurblade

Gir os paradisets duft.

Sjæl og sans kan sammen bade

I Vorherres rene luft.

Endelig så har vi fået

det, en skaber har begået.

7

Lugt af bjergets høje tinde

og af kildens klare væld.

Æbleblomsten er derinde

i alverden, i os selv.

Endelig så har vi fået

det, en skaber har begået.

8

Det, vi syntes var forsvundet

bag den kolde, runkne bark,

er nu, gådefuldt, genfundet

i hver have, på hver mark.

Endelig så har vi fået

det, en skaber har begået.

9

Livets under, som vi søger

i de lærdes tankespind

og i digtermandens bøger,

lukker våren hvert år ind.

Endelig så har vi fået

det, en skaber har begået.