Avisartikler 2017, 3. og frem

Socialdemokratiets store omvendelse, trykt i Jyllands-Posten 21. mar. 2018.

                           Socialdemokratiets store omvendelse      

Allerede for 29 år siden var der nogle få, der advarede mod den overhåndtagende muslimske indvandring i Danmark. Men de kulturradikales magt i DR og medierne gjorde det svært for de få at få ørenlyd. Nu lyder der nye toner.

                                       Af Ole Hyltoft

 

Hvor havde du ret! Ret om den muslimske indvandrings skadelighed, råber de nu fra mit gamle parti, Socialdemokratiet – efter at partiet har skiftet politik om islams bosættelse i Danmark.

   Det er nu ikke rigtigt, at de råber. De går stille med dørene. Og Mette Frederiksen har da heller ikke endnu sendt mig et undskyldende brev, noget i retning af :  Du havde ret, Ole, vi skulle have fulgt dit råd allerede i 1980’erne, da du som formand for vores kulturudvalg talte og skrev om, at den muslimske storindvandring var en møllesten om partiets hals.

   Mit svar til Mette Frederiksen ville lyde: I 1989 skrev jeg en kronik til din forgænger, Svend Auken, om, at flertallet af de indvandrede muslimer aldrig ville blive danskere af hjertet, og at indvandringen derfor burde stoppes.

   Svaret fra Auken på kronikken var, at vi skulle være tolerante og ikke hade vore muslimske medmennesker. Der var nu ikke nogen, der hadede dem. Vi syntes bare, de skulle blive i deres hjemlande, Irak, Afghanistan m.fl. og ikke flytte til  Holstebro. Vi kunne jo se, at de ikke kunne finde sig til rette med at leve efter dansk sæd og skik. Det var et spørgsmål om kultur, ikke om folkeret.

   Min holdning gjorde, at Auken og Anker sørgede for, at jeg blev fyret som formand for Socialdemokratiets kulturudvalg, og at jeg i det hele taget fik den kolde skulder fra det parti, min familie havde været medlemmer af og tjent siden 1800-tallet.

   Nå, men da en fortsættelse af flosklernes indvandringspolitik efter min mening ville føre til Danmarks undergang i multikulturelt kaos, valgte jeg ikke at bidrage hertil og sagde farvel og tak til Socialdemokratiet

  

Nu er bøtten vendt. Der gik 29 år og mange lignende kronikadvarsler fra min hånd så dagens lys. Ja, en hel bog skrev jeg om faren ved at gøre Danmark multikulturel, ”Tør du være dansk?” hedder den.

   Men så i 2017 indtrådte forløsningen. Som en byld der gik hul på. Og nu er Socialdemokratiets store omvendelsesfest sat i gang, med Trine Bramsen og Mattias Tesfaye som ordensmarskaller. Fra at være et skadedyr er jeg bare en, der gik lidt i forvejen. I øvrigt sammen med Karen Jespersen og Mogens Camre.

   Der var i fordums tid en socialdemokratisk tillidskvinde, der delte vores bekymring ved islam-indvandringen. Hun var formand for Socialdemokratiets indvandrer-udvalg og hed Vibeke Storm Rasmussen. Men hun ville gerne være amtsborgmester.  Og det var hun aldrig blevet, hvis hun fastholdt sin islamkritik. Så hun bakkede totalt ud af indvandringsdebatten. Og fik da også sin velfortjente belønning i form af mange år som regionsrådsformand.

   Nå, ja, lad os ikke glemme, at der vel også var en 600-700.000 socialdemokratiske vælgere, der bed ydmygelsen i sig over at skulle støtte en islamisering af vores stovte, nordiske folk.

   Vestegns-borgmestrene med Per Madsen i spidsen bed dog ikke noget i sig. De bed fra sig og talte Auken og partiledelsen lodret imod. Uden synligt resultat.

   Regering og folketing, det officielle Danmark, blev ved med at importere hundredtusinder af muslimer til at bo i Danmark. Selv ikke den muslimske folkevandring på de syddanske motorveje i 2015 kunne bringe kulturradikale Besserwissener som Klaus Rifbjerg, Tøger Seidenfaden og Carsten Jensen på klogere tanker. Det dumme, såkaldte elite-Danmark lod sig ikke påvirke af, at muslimernes ophold i Danmark kostede Danmark langt mere end tyskernes lige så uønskede  ophold havde kostet os fra 1940 – 45. En årlig udgift til opretholdelsen af islams parallelsamfund koster hvert år det arbejdende Danmark op mod 40 milliarder kroner.

 

Vi har passeret mange historiske milepæle i dette stykke danmarkshistorie om islamernes vandring mod nord. Ayatollah Khomeini udstedte i 1989 en fatwa mod forfatteren Salman Rushdie, fordi han havde lavet sjov med islam i romanen ”De sataniske vers”. Khomeini udlovede en dusør på 6 millioner dollars til den, der ville tage livet af Rushdie. At få sådan en check oven i Allahs taknemlighed var nok et mordforsøg værd.

   I fatwaens ophidsede dage var jeg tilfældigvis inde på Rådhuspladsen og så et ophidset optog af  mørklødede mænd drage gennem Vestervoldgade i København. Jeg troede, at demonstranterne ville protestere mod den – efter dansk tankegang – dødssyge fatwa. Da jeg kom demonstranterne nærmere, læste jeg, at der på deres transparenter stod: Dræb Rushdie.

  Vi danske er et robust folkefærd. Vi har tit lidt svært ved at tage luftige emner som religion og kultur alvorligt. Det gør vores muslimske medborgere til gengæld. Dødsens alvorligt. Vi så det under Muhammed krisen. Troende i Damaskus mente, at Kurt Westergårds tegning af Muhammed med fuldskæg og kalot med bombelunte i håret ville forulempe profetens nattesøvn. Og i det hele taget vanære denne Allahs højre hånd. Så islams børn afbrændte den danske ambassade og skabte sig i det hele taget.

   De kunne jo bare have sagt som vi kristne gør, at jo mere fremmede folk håner Jesus, jo mere sætter vi pris på vor frelsers næstekærlighed. Men sådan er det ikke i islam, hvor tugt og kontant afregning sidder i højsædet.

   Men netop fordi Lykketoft, Nyrup, Pia Olsen Dyhr og Marianne Jelved ikke selv lader sig påvirke så meget af åndelige kontroverser,  tror de heller ikke andre gør det. Deri tager de fejl. I Mellemøsten tror mange på, at en morderisk stærk tro belønnes af Allah. F.eks. med kælen adgang til 72 jomfruer – for dem der nu har luft og potens til sådan en kraftpræstation.

   Sådan nogle håndfaste forhåbninger gør mange muslimer brandstærke i troen, hvilket vil sige, at de ikke sådan opgiver deres barnetro på en straffende retfærdighed, der idømmer kvinderne stokkeslag og mændene håndsafhuggelse, hængning og levende begravelse udført af den islamiske øvrighed. Peter Madsen fra ubåden kan gå hjem og lægge sig i sammenligning med dem.

   Dette er ikke sniksnak. Det er straffe der reelt udføres i Pakistan og andre muslimske lande. Og som op mod halvdelen af vores indvandrede muslimer i Europa siger god for, når de ønsker shariaen indført, hvis og når islam bliver hovedreligion i de europæiske lande. Derfor er det livsvigtigt for Europas civilisation, at islams troende ikke bliver talrigere hos os, end de er nu. Broderlandet Sverige må vi desværre sige farvel til. Det land er tabt for civilisationen.

    Danskerne har – indtil socialdemokraternes og andres pludselige klarsyn indtrådte – været delt. Manden på gaden har slået syv kors for sig ved tanken om at være underlagt moskeernes herrer. Men et mindretal, der har meget at skulle have sagt i Danmarks Radio og i journalistverdenen og i forlagsverdenen, føler sig så højt hævet over overtro, at de ikke tror muslimer vil efterleve deres hårdhændede autoritetstro og bestialske afstraffelser. Men der kan bl.a. Kurt Westergård og Lars Hedegård fortælle dem, at de tager fejl.

 

Vi, der ikke deler de kulturradikales virkelighedsfjernhed, men dog virker i den af de kulturradikale styrede medieverden, er i mindretal. Jeg har som Karen Jespersen, Lars Hedegård, Mogens Camre, Bent Jensen og andre ligesindede oplevet disse magthavende kulturradikales modvilje og chikane, fordi vi ikke underkastede os det kulturradikale hovmod og deres kompakte majoritets overmagt.

   Det bliver interessant at følge journalisternes og mediernes overbærenhed med islams terrorhandlinger, efter at journalisternes og forfatternes foretrukne politiske partier er begyndt at blive islamkritiske.

   Vil vi, der var på tværs af medieverdenens politisk korrekte opfattelse, nu få lidt oprejsning? Eller vil medieverdenens tunge drenge sige til os: det kan godt være, I havde ret om indvandringen og islams afskyelige ideologi. Men det var alligevel forkert af jer at have ret. Så I hører stadig til blandt de sorte får.

Lad os genfinde den danske dannelse, Kristeligt Dagblad 27. dec. 2017

Fejlen ved DR er for meget popunderholdning, mangel på klassisk dannelse, og at medarbejderne ikke repræsenterer danskernes politiske forskellighed, men udgør et kulturradikalt parti.

Hvad skal en mangfoldighedsdirektør lave i Danmarks Radio?

Hvad skal Johannes Langkildes kones hest ude over det store atlanterhav?

Hvorfor skal en generaldirektør i DR have en årsløn på 4 mio. kr.? Tre gange så meget som statsministeren tjener.

Fra min tid som næstformand i DR kan jeg tilføje min erindring om ansættelsen af DR’s nye kulturdirektør. Vi i ansættelsesudvalget kendte udmærket alle de førende ansøgeres evner og habitus. Alligevel ønskede generaldirektør Maria Rørbye Rønn at betale et headhunter-firma et stort beløb for at vurdere kandidaterne for os. Licenspenge ud i den blå luft. Hvem har i øvrigt hørt om kulturredaktør Tine Smedegaard Andersen siden hendes udnævnelse?

Her rører vi ved et af de ømme punkter i DR’s nuværende direktion. En direktion er nu engang ikke bedre end summen af direktørernes kaliber. Og man må nok sige, at der er en stor forskel i kaliberen fra tidligere DR-generaler som Hans Sølvhøj og Hans Jørgen Jensen til ledelsen i dag.

Tag ”X Factor”, som koster det hvide ud af øjnene. Man kan ikke uden at rødme kalde denne gang amatørsang for public service. I flere år forsøgte jeg at få programmet stoppet. Men i stedet valgte Maria Rørbye Rønn og Michael Christiansen at spare Underholdningsorkestret væk. Man sparede meget lidt ved denne manøvre. For musikerne havde kontrakter, der sikrede mange af dem tre års løn efter afskedigelsen.

Men vigtigere var det, at Underholdningsorkestret under den brillante dirigent Ádám Fischer blev arbejdet op til højeste internationale standard. Og brillanter smider man ikke på møddingen, hvis man føler medansvar for Danmarks musikniveau.

Og hvordan reagerer DR så, når den anklages for dårlige eller ligegyldige udsendelser? Man sigter endnu lavere, bliver endnu mere popularitetsjagende. Prøv at se på uendelighedskæden af krimiserier, DR hver aften sender. Titlerne taler for sig selv: ”Når kvinder dræber”, ”Dødens trækfugle”, ”Terror”, ”Manden der ikke var morder”, ”Kapring i høj fart”, ”Mord bag låste døre”. Titlerne svarer til de krimihæfter, jeg sneg mig hen i kiosken og købte, da jeg var elleve år.

Oven i det skal vi så lægge bjerget af ligegyldige og sundhedsskadelige madprogrammer, kageprogrammer, Price-spiseprogrammer, delikatesseprogrammer – og det evindelige ”Hammerslag”, der havde premiere for snart 25 år siden.

I de ni år jeg har siddet i DR’s bestyrelse har der manglet en løbende diskussion af, om DR’s programmer levede op til lovens krav om kvalitet, alsidighed og mangfoldighed. Den slags debatter burde DR’s bestyrelse tage i hvert eneste bestyrelsesmøde. Diskussionerne skal selvfølgelig styres med venlig, men fast hånd, for at de ikke løber løbsk.

Udsendelserne er reelt det eneste, en politisk sammensat bestyrelse kan mene noget fornuftigt om. Men bestyrelsen holdes borte fra den debat.

Når jeg i bestyrelsen forsøgte at sige noget konstruktivt om programlægningen, fik jeg at vide, at jeg åbenbart ansøgte om en stilling som programmedarbejder.

Dette gjorde, at bestyrelsesarbejdet næsten aldrig fik karakter af programkritik, men blev en gold orientering fra direktionen om økonomiske rammer og seertal.

Vel var der forskel på formandsniveauet. Formanden indtil 2008, bankmanden Mogens Munk Rasmussen, indtog sit formandssæde, som om han var kommet ind i et forkert lokale. Han forblev stum som graven.

Så da Michael Christiansen blev formand i 2008, føltes det som en stor lettelse. Nu havde bestyrelsen og direktionen en intelligent og interesseret person at spille op imod. Men det betød nu ikke, at der blev rettet op på indlysende svagheder og mangler.

Det var en stor gevinst for niveauet i DR, at bestyrelsen skaffede DR af med generaldirektør Kenneth Plummer. At bestyrelsen derefter med Michael Christiansen som anfører lod Plummer afløses af endnu en administrator uden lyst til at lede programvirksomheden, var derimod ingen gevinst.

Dette faldt sammen med dagbladenes modgang. Denne nye mediesituation gik DR ind i ved at konkurrere endnu skarpere med dagbladene (ved at usurpere dagbladenes historier og gå dagbladene i bedene på nettet). I bestyrelsesmøde efter bestyrelsesmøde opfordrede jeg DR’s ledelse til at være mere imødekommende over for aviserne. Se aviserne som DR’s kolleger i stedet for som DR’s modstandere. Men min opfordring var spildte Guds ord på Balle-Lars.

DR’s direktion havde en ”mediedirektør”. Denne overordnede direktør skulle kulturdirektøren, provinsdirektøren og nyhedsdirektøren så tale sig til rette med for at få grønt lys til at producere udsendelserne. Det skabte tidsrøvende palaver og en uklar ansvarsfordeling. Jeg foreslog Michael Christiansen, at mediedirektøren afskaffedes. Denne renere ansvarsplacering fik jeg på tomandshånd Michael Christiansen overbevist om. Men i bestyrelsesmødet svigtede han vores aftale. Resultatet var, at DR’s dygtige kulturdirektør, Morten Hesseldahl, opgav dette trakasseri med mediedirektøren og søgte til andre himmelstrøg.

Da regeringen udpegede mig til næstformand i DR, blev jeg mødt med en massiv uvilje fra medarbejderne. Jeg var jo ikke, som man skal være i DR, enten tavs eller tilhænger af den enorme muslimske indvandring fra Mellemøsten. Medarbejderne følte, det var deres pligt at holde mig borte fra indflydelse. Dette blev sagt direkte i pressen.

Som cand.mag. i dansk og engelsk, forfatter af en snes romaner, digt- og novellesamlinger, fhv. kulturredaktør og selv tidligere tv- og radioproducent var jeg velforberedt til bestyrelsesopgaven. Men det betød intet for DR’s kulturradikale kamarilla. Min skadelige indflydelse skulle stækkes.

Hvorfor denne aggressivitet fra medarbejderne mod en, der faktisk var en stærk tilhænger af DR?

Jo, det kommer sig af, at DR de seneste tyve-tredive år har udviklet sig til et kulturradikalt pindsvin, der kravler omkring og forveksler sin egen indelukkede verden med den højeste objektivitet.

På grund af denne selvillusion modtog DR USA’s Donald Trump med omfattende nedladenhed. DR’s medarbejdere udgjorde en enig hånefront mod Trump.

Enhver kunne se, at Trump var særegen, selvbevidst og antiintellektuel. Men hvorfor stemmer det halve USA så på ham? Det er det, DR’s journalister skal fortælle os. De skal ikke stille sig op som et kompagni af Trumps politiske modstandere.

En Flemming Madsens, Erik Kjersgårds og Palle Laurings charmerende selvrådighed og originale viden er en mangelvare hos vore dages politisk korrekte DR-medarbejdere. Her er et lille eksempel taget ud af mange: Serien ”En by i provinsen” søndag aften bærer, skønt 40 år gammel, præg af selvstændige forfattersind og menneskelig ægthed hos forfatterne, Leif Panduro, Poul-Erik Trampe, Poul Ørum, Johs. Møllehave og Anders Bodelsen. Denne serie anbringer DR på den sekundære K-kanal. Mens standard krimiserien ”Rejseholdet” køres på DR1. Sansen for ægthed, det vigtigste ved al kunst, mangler i høj grad ved en sådan disposition.

Trods DR’s skavanker er DR i dag mere nødvendig end nogensinde. Amerikanske, engelske og tyske medier blæser ind over vores lille sprogområde. De skandinaviske lande, der kunne holde sammen, har svært ved at støtte hinanden imod den angelsaksiske stormflod.

Hvis Danmark ikke opretholder en radio/tv-station, der fortæller de vigtige historier fra nutid og fortid om vores land, vil den danske kultur sygne hen.

Det kan godt være, at DR’s budget kan tåle at blive skåret lidt ned, hvis det, der bliver tilbage, er det væsentlige.

Men hovedfejlen ved DR er ikke en for høj licens. Tusindvis af seere betaler gladelig op mod 8.000 kr. om året for at abonnere på Viasat. Fejlen ved DR er for meget popunderholdning og mangel på klassisk dannelse. Samt at medarbejderstaben ikke repræsenterer danskernes politiske forskellighed, men udgør et kulturradikalt parti.

Bronze-sol, skumsprøjt og skumle minder, Jyllands-Posten 21. nov. 2017

De danske sange er på en gang en poetisk og folkelig rigdom. Lever man inderligt med i den, udvider man sin egen levetid med flere århundreder og får bolig mange steder i Danmark.

Når jeg går fra mit hus og ned til Kattegat – der er kun 500 meter – kommer jeg tit til at tænke på Johannes Ewald. Er himlen skyet, har Kattegat nemlig den gråsorte farve med en tone af blåt, som Ewald tilskrev de danskes hav: sortladent. ( Du danskes vej til ros og magt, sortladne hav. )

Vor kongesang er egentlig en forfærdelig nationalistisk krigersang. Dens himmelstræbende digter, Ewald, havde da også som 16-årig deltaget i Syvårskrigen i Tyskland. Som trommeslager.

Når jeg genkalder mig en velkendt stump af en sang, kan jeg tit ikke lade være med at se digteren for mig i det landskab, han har besunget.

Synger jeg ”I Danmark er jeg født” (der nok burde være vores nationalsang), ser jeg H.C. Andersen vanke i en herregårdshave på Sydsjælland mellem ”oldtids kæmpegrave, æblegård og humlehave”. Andersen studser, standser og har fundet et guldhorn. Ligesom han har fundet så mange guldkorn i sin digtning!

Når jeg en sommerdag som nu vandrer i Tisvilde Hegn og hører en fugl synge sit kvad, synger jeg med.
Mere vildt går det for sig, når jeg står oppe på stranden i Tisvilde og synger Drachmanns midsommervise foran heksebålet, hvor al ondskaben går op i flammer. ”hver by har sin heks og hvert sogn sine trolde”. Så ser jeg Holger Drachmann stå foran sit malerstaffeli i en klit i Skagen, og blæsten river i hans hår og skæg.

Men jeg ser ham også stå i København og værge for sig mod kulturradikaleren over alle kulturradikale, Georg Brandes.

Brandes skælder ham huden fuld, fordi han elsker sit land og ikke kan lade være med at synge om, at ”støt står den danske sømand på havet sin vikingevagt”. Drachmann burde jo snarere digte om globalismens internationale broderskab, mener Brandes.

Til sidst ser jeg eroten Drachmann forlade et elskovsleje gennem soveværelsesvinduet, mens han nynner ”våren synger sin sang, det er sagen / og mit hjerte bli’r voks i mit bryst.”

En anden dag går jeg 150 år længere tilbage i tiden og bort fra det friske Nordsjælland til det inderlige Sønderjylland med Ribe i centrum.

Her går Brorson i bispehaven en varm julidag og dufter til havens lige udsprungne røde rose: ”Den yndigste rose er funden / blandt stiveste torne oprunden.” Synden, tornene, glemmer en pietist aldrig.

Når jeg en sommerdag som nu vandrer i Tisvilde Hegn og hører en fugl synge sit kvad, synger jeg med.

Uden at jeg tænker over det, er det Grundtvigs ord og melodi, der kommer ud af min mund.

Jeg gik mig ud en sommerdag at høre / fuglesang, som hjertet kunne røre.

Det er ikke kun blomster og fugle, der kan inspirere digterne. Byen og modstandsviljen mod uretten kan også. Hans Hartvig Seedorf skrev under Besættelsen en hyldest til kong Christian X, der red gennem Københavns gader for at trodse tyskerne. ”Der rider en konge i sol og i blæst igennem sit arvede rige… Han skærmes blot ikke af vælde og magt. Om kongen af Danmark står hjerterne vagt.”

Tilfældigvis kendte jeg kong Christians hestepasser. Han fortalte, at Christian X var en meget kluntet rytter. Han faldt da også af hesten. Men blev alligevel i folkets bevidsthed et med sin hest fra Genforeningen i 1920 og Besættelsen i 1940.

Sangen kan også give os stikordet til at se den vemodige Blicher for os. Så er vi i Jylland, og det er vinter. Vi vandrer omkring med digteren og ser det forfrosne dyrehold på bondegården. Ind i hovedet får vi så foruden sneen det sjældne ord kyndelmisse. ”Det er hvidt herude / kyndelmisse slår sin knude.”

Nederlaget i 1864 betød en opblomstring af vores sangskat. Sangene gør os jævnaldrende med Niels Juels søslag i Køge Bugt (Niels Juels gav agt på stormens brag), eller 1900-tallets frigjorte hengivelse til naturens åbenbaring (Du danske sommer jeg elsker dig ). Eller med frihedskæmperne, der sang, inden de henrettedes af tyskerne: Kæmp for alt hvad du har kært, dø, om så det gælder.

Men det er ikke kun markante digterord, der kan bringe os tilbage til en fortid, som digteren gør levende. I skolen indprentede vi os hedeopdyrkeren Dalgas’ trøst til sine landsmænd, efter at Bismarck havde stjålet Sønderjylland: ”Hvad udad tabes, skal indad vindes.”

Sjovt nok er det ikke hedens betvinger, men en rigtig forfatter, der har fundet på dette fyndord. En af litteraturhistoriens mindre kendte ånder H.P. Holst skrev dette motto til en af dansk industris store begivenheder i 1800-tallet, industriudstillingen i 1872: ”For hvert et tab der kan erstatning findes / hvad udad tabes det må indad vindes”, skrev Holst. Men Dalgas har jo nok også sagt det, siden han har fået det tilskrevet.

Kongeord er også gået over i historien. Frederik III begik den bommert at udæske en af de mange svenske krigstosser, Carl X Gustav, som gik i kompagniskab med nordenvinden, der gjorde Storebælt til en landevej, som den svenske hær kunne marchere på.

Frederik troede ikke, at han kunne klare et slag med svenskerne, og gav svenskekongen de ældgamle danske landskaber Skåne, Halland og Blekinge. Men da så Carl Gustav vendte tilbage for at erobre København og dermed udslette Danmark, blev Frederik en lidenskabelig forsvarer af hovedstaden under feltråber Jeg vil dø i min rede.

Han døde dog ikke, for københavnerne gav svenskerne læstelige klø, da de i vinterkulden i 1659 stormede Københavns volde. Der faldt omkring 1.000 svenske soldater mod tre danske. Tre! Hvorefter den svenske krigskonge døde ynkeligt af forkølelse.

Jens Otto Krag var også ganske god til at udmønte sætninger, der går over i historien. ”Man har et standpunkt, til man tager et nyt, er blevet hans og upålidelighedens mundheld.

Og når Poul Nyrups fortjenester for fædrelandet er glemt, vil man huske hans forbitrede ord til Pia Kjærsgaard og DF: Stuerene bliver I aldrig. Som om Dansk Folkeparti var en hundekennel.

Nyrups aforisme, som historien og det yngre socialdemokrati jo har dementeret, får én til at se Nyrup for sig i dramatisk attitude på folketingets talerstol. Det er lige netop det, disse velkendte stumper af digte og taler kan: bringe nutidens mennesker tilbage til det øjeblik, da digtet eller udsagnet blev til.

Når jeg hører Ingemanns sang om protestantismens danske foregangsmand, Hans Tausen, forestiller jeg mig at gå ved siden af denne danske Martin Luther og glæde mig over, at en simpel bondesøn kunne være bannerfører i vores opgør med katolicismens hokuspokus. ”På Tave bondes ager ved Birkende by / der gik en lille plovdreng og sang under sky.”

Digterne kan også give mig lærerige ophold i Kingos 1600-tal, Holbergs 1700-tal eller Aakjærs 1800-tal.

Har vi indlevelsesevne, kan den korte stund, vi er på Jorden, altså blive mangfoldigt udvidet. Vi vandrer side om side med Ingemann, da han trak hesten med sin elskede hustru rundt om Sorø Sø. Vi står på vikingeskibets dæk under slaget ved Svold, da Einar Tamberskælvers bue rammes af en pil, og Einar selvbevidst siger til sin herre, Olav Trygvasson: ”Der brast Norges rige af din hånd, herre konge.”

Vi husker disse guldkorn, som bringer os på fuglevinger rundt i de gamle dage, der ligger århundreder før, vi blev født, men som bliver til levende nutid af disse stumper af vers, der sætter sig fast i vor hukommelse – til vi dør, håber jeg.

Sangene bringer os også på rejser rundt i vores lille, men poetisk store land.

Det har Christian Richardt, en fremragende sangskriver, skrevet en sang om: ”Venner, ser på Danmarks kort / ser, så I det aldrig glemmer, / til hver plet har fået stemmer… Målt med hjertet er det stort, dér er Danmarks saga gjort.

I min skole indledte vi hver skoledag med, at alle elever og lærere sang to danske sange sammen.

Det burde man gøre på alle skoler.

De tre grundfejl ved DR, kronik i Jyllands-Posten den 22. august 2017

Rasmus Sand Høyer

De danske sange er på en gang en poetisk og folkelig rigdom. Lever man inderligt med i den, udvider man sin egen levetid med flere århundreder og får bolig mange steder i Danmark.

Når jeg går fra mit hus og ned til Kattegat – der er kun 500 meter – kommer jeg tit til at tænke på Johannes Ewald. Er himlen skyet, har Kattegat nemlig den gråsorte farve med en tone af blåt, som Ewald tilskrev de danskes hav: sortladent. ( Du danskes vej til ros og magt, sortladne hav. )

Vor kongesang er egentlig en forfærdelig nationalistisk krigersang. Dens himmelstræbende digter, Ewald, havde da også som 16-årig deltaget i Syvårskrigen i Tyskland. Som trommeslager.

Når jeg genkalder mig en velkendt stump af en sang, kan jeg tit ikke lade være med at se digteren for mig i det landskab, han har besunget.

Synger jeg ”I Danmark er jeg født” (der nok burde være vores nationalsang), ser jeg H.C. Andersen vanke i en herregårdshave på Sydsjælland mellem ”oldtids kæmpegrave, æblegård og humlehave”. Andersen studser, standser og har fundet et guldhorn. Ligesom han har fundet så mange guldkorn i sin digtning!

Når jeg en sommerdag som nu vandrer i Tisvilde Hegn og hører en fugl synge sit kvad, synger jeg med.
Mere vildt går det for sig, når jeg står oppe på stranden i Tisvilde og synger Drachmanns midsommervise foran heksebålet, hvor al ondskaben går op i flammer. ”hver by har sin heks og hvert sogn sine trolde”. Så ser jeg Holger Drachmann stå foran sit malerstaffeli i en klit i Skagen, og blæsten river i hans hår og skæg.

Men jeg ser ham også stå i København og værge for sig mod kulturradikaleren over alle kulturradikale, Georg Brandes.

Brandes skælder ham huden fuld, fordi han elsker sit land og ikke kan lade være med at synge om, at ”støt står den danske sømand på havet sin vikingevagt”. Drachmann burde jo snarere digte om globalismens internationale broderskab, mener Brandes.

Til sidst ser jeg eroten Drachmann forlade et elskovsleje gennem soveværelsesvinduet, mens han nynner ”våren synger sin sang, det er sagen / og mit hjerte bli’r voks i mit bryst.”

En anden dag går jeg 150 år længere tilbage i tiden og bort fra det friske Nordsjælland til det inderlige Sønderjylland med Ribe i centrum.

Her går Brorson i bispehaven en varm julidag og dufter til havens lige udsprungne røde rose: ”Den yndigste rose er funden / blandt stiveste torne oprunden.” Synden, tornene, glemmer en pietist aldrig.

Når jeg en sommerdag som nu vandrer i Tisvilde Hegn og hører en fugl synge sit kvad, synger jeg med.

Uden at jeg tænker over det, er det Grundtvigs ord og melodi, der kommer ud af min mund.

Jeg gik mig ud en sommerdag at høre / fuglesang, som hjertet kunne røre.

Det er ikke kun blomster og fugle, der kan inspirere digterne. Byen og modstandsviljen mod uretten kan også. Hans Hartvig Seedorf skrev under Besættelsen en hyldest til kong Christian X, der red gennem Københavns gader for at trodse tyskerne. ”Der rider en konge i sol og i blæst igennem sit arvede rige… Han skærmes blot ikke af vælde og magt. Om kongen af Danmark står hjerterne vagt.”

Tilfældigvis kendte jeg kong Christians hestepasser. Han fortalte, at Christian X var en meget kluntet rytter. Han faldt da også af hesten. Men blev alligevel i folkets bevidsthed et med sin hest fra Genforeningen i 1920 og Besættelsen i 1940.

Sangen kan også give os stikordet til at se den vemodige Blicher for os. Så er vi i Jylland, og det er vinter. Vi vandrer omkring med digteren og ser det forfrosne dyrehold på bondegården. Ind i hovedet får vi så foruden sneen det sjældne ord kyndelmisse. ”Det er hvidt herude / kyndelmisse slår sin knude.”

Nederlaget i 1864 betød en opblomstring af vores sangskat. Sangene gør os jævnaldrende med Niels Juels søslag i Køge Bugt (Niels Juels gav agt på stormens brag), eller 1900-tallets frigjorte hengivelse til naturens åbenbaring (Du danske sommer jeg elsker dig ). Eller med frihedskæmperne, der sang, inden de henrettedes af tyskerne: Kæmp for alt hvad du har kært, dø, om så det gælder.

Men det er ikke kun markante digterord, der kan bringe os tilbage til en fortid, som digteren gør levende. I skolen indprentede vi os hedeopdyrkeren Dalgas’ trøst til sine landsmænd, efter at Bismarck havde stjålet Sønderjylland: ”Hvad udad tabes, skal indad vindes.”

Sjovt nok er det ikke hedens betvinger, men en rigtig forfatter, der har fundet på dette fyndord. En af litteraturhistoriens mindre kendte ånder H.P. Holst skrev dette motto til en af dansk industris store begivenheder i 1800-tallet, industriudstillingen i 1872: ”For hvert et tab der kan erstatning findes / hvad udad tabes det må indad vindes”, skrev Holst. Men Dalgas har jo nok også sagt det, siden han har fået det tilskrevet.

Kongeord er også gået over i historien. Frederik III begik den bommert at udæske en af de mange svenske krigstosser, Carl X Gustav, som gik i kompagniskab med nordenvinden, der gjorde Storebælt til en landevej, som den svenske hær kunne marchere på.

Frederik troede ikke, at han kunne klare et slag med svenskerne, og gav svenskekongen de ældgamle danske landskaber Skåne, Halland og Blekinge. Men da så Carl Gustav vendte tilbage for at erobre København og dermed udslette Danmark, blev Frederik en lidenskabelig forsvarer af hovedstaden under feltråber Jeg vil dø i min rede.

Han døde dog ikke, for københavnerne gav svenskerne læstelige klø, da de i vinterkulden i 1659 stormede Københavns volde. Der faldt omkring 1.000 svenske soldater mod tre danske. Tre! Hvorefter den svenske krigskonge døde ynkeligt af forkølelse.

Jens Otto Krag var også ganske god til at udmønte sætninger, der går over i historien. ”Man har et standpunkt, til man tager et nyt, er blevet hans og upålidelighedens mundheld.

Og når Poul Nyrups fortjenester for fædrelandet er glemt, vil man huske hans forbitrede ord til Pia Kjærsgaard og DF: Stuerene bliver I aldrig. Som om Dansk Folkeparti var en hundekennel.

Nyrups aforisme, som historien og det yngre socialdemokrati jo har dementeret, får én til at se Nyrup for sig i dramatisk attitude på folketingets talerstol. Det er lige netop det, disse velkendte stumper af digte og taler kan: bringe nutidens mennesker tilbage til det øjeblik, da digtet eller udsagnet blev til.

Når jeg hører Ingemanns sang om protestantismens danske foregangsmand, Hans Tausen, forestiller jeg mig at gå ved siden af denne danske Martin Luther og glæde mig over, at en simpel bondesøn kunne være bannerfører i vores opgør med katolicismens hokuspokus. ”På Tave bondes ager ved Birkende by / der gik en lille plovdreng og sang under sky.”

Digterne kan også give mig lærerige ophold i Kingos 1600-tal, Holbergs 1700-tal eller Aakjærs 1800-tal.

Har vi indlevelsesevne, kan den korte stund, vi er på Jorden, altså blive mangfoldigt udvidet. Vi vandrer side om side med Ingemann, da han trak hesten med sin elskede hustru rundt om Sorø Sø. Vi står på vikingeskibets dæk under slaget ved Svold, da Einar Tamberskælvers bue rammes af en pil, og Einar selvbevidst siger til sin herre, Olav Trygvasson: ”Der brast Norges rige af din hånd, herre konge.”

Vi husker disse guldkorn, som bringer os på fuglevinger rundt i de gamle dage, der ligger århundreder før, vi blev født, men som bliver til levende nutid af disse stumper af vers, der sætter sig fast i vor hukommelse – til vi dør, håber jeg.

Sangene bringer os også på rejser rundt i vores lille, men poetisk store land.

Det har Christian Richardt, en fremragende sangskriver, skrevet en sang om: ”Venner, ser på Danmarks kort / ser, så I det aldrig glemmer, / til hver plet har fået stemmer… Målt med hjertet er det stort, dér er Danmarks saga gjort.

I min skole indledte vi hver skoledag med, at alle elever og lærere sang to danske sange sammen.

Det burde man gøre på alle skoler.

Syng en sang og lev i mange tidsaldre. Trykt som kronik i Jyllands-Posten 7. juli 2017

De danske sange er på en gang en poetisk og folkelig rigdom. Lever man inderligt med i den, udvider man sin egen levetid med flere århundreder og får bolig mange steder i Danmark.

Når jeg går fra mit hus og ned til Kattegat – der er kun 500 meter – kommer jeg tit til at tænke på Johannes Ewald. Er himlen skyet, har Kattegat nemlig den gråsorte farve med en tone af blåt, som Ewald tilskrev de danskes hav: sortladent. ( Du danskes vej til ros og magt, sortladne hav. )

Vor kongesang er egentlig en forfærdelig nationalistisk krigersang. Dens himmelstræbende digter, Ewald, havde da også som 16-årig deltaget i Syvårskrigen i Tyskland. Som trommeslager.

Når jeg genkalder mig en velkendt stump af en sang, kan jeg tit ikke lade være med at se digteren for mig i det landskab, han har besunget.

Synger jeg ”I Danmark er jeg født” (der nok burde være vores nationalsang), ser jeg H.C. Andersen vanke i en herregårdshave på Sydsjælland mellem ”oldtids kæmpegrave, æblegård og humlehave”. Andersen studser, standser og har fundet et guldhorn. Ligesom han har fundet så mange guldkorn i sin digtning!

Når jeg en sommerdag som nu vandrer i Tisvilde Hegn og hører en fugl synge sit kvad, synger jeg med.
Mere vildt går det for sig, når jeg står oppe på stranden i Tisvilde og synger Drachmanns midsommervise foran heksebålet, hvor al ondskaben går op i flammer. ”hver by har sin heks og hvert sogn sine trolde”. Så ser jeg Holger Drachmann stå foran sit malerstaffeli i en klit i Skagen, og blæsten river i hans hår og skæg.

Men jeg ser ham også stå i København og værge for sig mod kulturradikaleren over alle kulturradikale, Georg Brandes.

Brandes skælder ham huden fuld, fordi han elsker sit land og ikke kan lade være med at synge om, at ”støt står den danske sømand på havet sin vikingevagt”. Drachmann burde jo snarere digte om globalismens internationale broderskab, mener Brandes.

Til sidst ser jeg eroten Drachmann forlade et elskovsleje gennem soveværelsesvinduet, mens han nynner ”våren synger sin sang, det er sagen / og mit hjerte bli’r voks i mit bryst.”

En anden dag går jeg 150 år længere tilbage i tiden og bort fra det friske Nordsjælland til det inderlige Sønderjylland med Ribe i centrum.

Her går Brorson i bispehaven en varm julidag og dufter til havens lige udsprungne røde rose: ”Den yndigste rose er funden / blandt stiveste torne oprunden.” Synden, tornene, glemmer en pietist aldrig.

Når jeg en sommerdag som nu vandrer i Tisvilde Hegn og hører en fugl synge sit kvad, synger jeg med.

Uden at jeg tænker over det, er det Grundtvigs ord og melodi, der kommer ud af min mund.

Jeg gik mig ud en sommerdag at høre / fuglesang, som hjertet kunne røre.

Det er ikke kun blomster og fugle, der kan inspirere digterne. Byen og modstandsviljen mod uretten kan også. Hans Hartvig Seedorf skrev under Besættelsen en hyldest til kong Christian X, der red gennem Københavns gader for at trodse tyskerne. ”Der rider en konge i sol og i blæst igennem sit arvede rige… Han skærmes blot ikke af vælde og magt. Om kongen af Danmark står hjerterne vagt.”

Tilfældigvis kendte jeg kong Christians hestepasser. Han fortalte, at Christian X var en meget kluntet rytter. Han faldt da også af hesten. Men blev alligevel i folkets bevidsthed et med sin hest fra Genforeningen i 1920 og Besættelsen i 1940.

Sangen kan også give os stikordet til at se den vemodige Blicher for os. Så er vi i Jylland, og det er vinter. Vi vandrer omkring med digteren og ser det forfrosne dyrehold på bondegården. Ind i hovedet får vi så foruden sneen det sjældne ord kyndelmisse. ”Det er hvidt herude / kyndelmisse slår sin knude.”

Nederlaget i 1864 betød en opblomstring af vores sangskat. Sangene gør os jævnaldrende med Niels Juels søslag i Køge Bugt (Niels Juels gav agt på stormens brag), eller 1900-tallets frigjorte hengivelse til naturens åbenbaring (Du danske sommer jeg elsker dig ). Eller med frihedskæmperne, der sang, inden de henrettedes af tyskerne: Kæmp for alt hvad du har kært, dø, om så det gælder.

Men det er ikke kun markante digterord, der kan bringe os tilbage til en fortid, som digteren gør levende. I skolen indprentede vi os hedeopdyrkeren Dalgas’ trøst til sine landsmænd, efter at Bismarck havde stjålet Sønderjylland: ”Hvad udad tabes, skal indad vindes.”

Sjovt nok er det ikke hedens betvinger, men en rigtig forfatter, der har fundet på dette fyndord. En af litteraturhistoriens mindre kendte ånder H.P. Holst skrev dette motto til en af dansk industris store begivenheder i 1800-tallet, industriudstillingen i 1872: ”For hvert et tab der kan erstatning findes / hvad udad tabes det må indad vindes”, skrev Holst. Men Dalgas har jo nok også sagt det, siden han har fået det tilskrevet.

Kongeord er også gået over i historien. Frederik III begik den bommert at udæske en af de mange svenske krigstosser, Carl X Gustav, som gik i kompagniskab med nordenvinden, der gjorde Storebælt til en landevej, som den svenske hær kunne marchere på.

Frederik troede ikke, at han kunne klare et slag med svenskerne, og gav svenskekongen de ældgamle danske landskaber Skåne, Halland og Blekinge. Men da så Carl Gustav vendte tilbage for at erobre København og dermed udslette Danmark, blev Frederik en lidenskabelig forsvarer af hovedstaden under feltråber Jeg vil dø i min rede.

Han døde dog ikke, for københavnerne gav svenskerne læstelige klø, da de i vinterkulden i 1659 stormede Københavns volde. Der faldt omkring 1.000 svenske soldater mod tre danske. Tre! Hvorefter den svenske krigskonge døde ynkeligt af forkølelse.

Jens Otto Krag var også ganske god til at udmønte sætninger, der går over i historien. ”Man har et standpunkt, til man tager et nyt, er blevet hans og upålidelighedens mundheld.

Og når Poul Nyrups fortjenester for fædrelandet er glemt, vil man huske hans forbitrede ord til Pia Kjærsgaard og DF: Stuerene bliver I aldrig. Som om Dansk Folkeparti var en hundekennel.

Nyrups aforisme, som historien og det yngre socialdemokrati jo har dementeret, får én til at se Nyrup for sig i dramatisk attitude på folketingets talerstol. Det er lige netop det, disse velkendte stumper af digte og taler kan: bringe nutidens mennesker tilbage til det øjeblik, da digtet eller udsagnet blev til.

Når jeg hører Ingemanns sang om protestantismens danske foregangsmand, Hans Tausen, forestiller jeg mig at gå ved siden af denne danske Martin Luther og glæde mig over, at en simpel bondesøn kunne være bannerfører i vores opgør med katolicismens hokuspokus. ”På Tave bondes ager ved Birkende by / der gik en lille plovdreng og sang under sky.”

Digterne kan også give mig lærerige ophold i Kingos 1600-tal, Holbergs 1700-tal eller Aakjærs 1800-tal.

Har vi indlevelsesevne, kan den korte stund, vi er på Jorden, altså blive mangfoldigt udvidet. Vi vandrer side om side med Ingemann, da han trak hesten med sin elskede hustru rundt om Sorø Sø. Vi står på vikingeskibets dæk under slaget ved Svold, da Einar Tamberskælvers bue rammes af en pil, og Einar selvbevidst siger til sin herre, Olav Trygvasson: ”Der brast Norges rige af din hånd, herre konge.”

Vi husker disse guldkorn, som bringer os på fuglevinger rundt i de gamle dage, der ligger århundreder før, vi blev født, men som bliver til levende nutid af disse stumper af vers, der sætter sig fast i vor hukommelse – til vi dør, håber jeg.

Sangene bringer os også på rejser rundt i vores lille, men poetisk store land.

Det har Christian Richardt, en fremragende sangskriver, skrevet en sang om: ”Venner, ser på Danmarks kort / ser, så I det aldrig glemmer, / til hver plet har fået stemmer… Målt med hjertet er det stort, dér er Danmarks saga gjort.

I min skole indledte vi hver skoledag med, at alle elever og lærere sang to danske sange sammen.

Det burde man gøre på alle skoler.