Avisartikler 2017, 2. kvartal

Nej til bederum, ja til fædreland. Trykt som kronik i Jyllands-Posten 4. maj 2017

Ligebehandlingsnævnet har vedtaget, at danske gymnasier har ret til at forbyde religiøse bederum på skolerne. Det vil i praksis sige muslimske bederum.

Hvis De ikke ved, hvad Ligebehandlingsnævnet er for en størrelse, skal De ikke føle Dem uvidende. Jeg vidste det heller ikke. Hvad vi skal med alle disse nævn og konventioner, må himlen vide. Jeg synes, at vi skulle melde os ud af dem i en fart.

Men det er i hvert fald en rigtig afgørelse, dette ”Ligebehandlingsnævn” har truffet.

De, der har trang til at bede til Mekka, kan gøre det i moskéer, i islamiske klubber eller i private hjem, eller de kan lægge et bedetæppe ud i Fælledparken og lægge sig på knæ dér. Demokratiet har slået fløjdørene op.

Men vil de bede i skolens spisefrikvarter, kan det let opfattes som en demonstration både over for muslimske trosfæller og over for danskere. Kammeraterne og lærerne kan bogstavelig talt se, at den bedende sætter Muhammed højere end viden i (vestlig) naturvidenskab og (vestlige) sprog. De bedende kan dupere deres trosfæller. Høj, højere, Muhammed er højest.

Det går ikke. En skole må være rationel; og en tro er ikke rationel. Signalet er, at de bedende muslimer viser kammeraterne, at de er bedre end de andre.

At give plads til den slags kappestrid på en skole er en rigtig dårlig idé. På en skole skal der være fred og lighed mellem eleverne.

Bederum er selvfølgelig også en dårlig idé, fordi det kan opildne til chikanerier fra mere demonstrativt troende mod trosfæller, der ser ud til at være svagere i troen. Praleri. Øv, bøv, du er en dårlig muslim, for du beder ikke nok.

Muslimerne i Europa kaldes en svag gruppe, fordi de er flygtet hjemmefra. Men det passer ikke. Islamisterne er fanatikere. Og fanatikere er altid stærke. Fordi de er stupide nok til at sætte alt på et bræt. Det var den fejltagelse, Svend Auken begik, så han i mange år trak Socialdemokratiet væk fra virkeligheden og over i sentimentaliteten, fordi araberne var fattige, når de kom til Danmark. Men de blev jo velstillede efter arabisk målestok i en ruf, når de blev budt velkommen i den danske velfærdsstat af diverse regeringer.

Fra sidst i 1980’erne advarede jeg gang på gang, på denne JP’s kronikplads, mod den muslimske storindvandring. Når man tilfører de europæiske befolkninger et millionstort islæt af indvandrere med en fanatisk, menneskefjendsk religion, undgår man ikke, at nogle af disse muslimer slår europæere ihjel. Det står jo i Koranen, at de skal.

Men politikerne troede ikke på mig. Auken forsvarede indvandringen. Der var fred og ingen fare, skrev han. Nu ser vi, hvordan islamisterne dag efter dag forvandler Europas hovedstæder til krigsskuepladser. Det kunne være undgået. Og nu bør videre muslimsk indvandring i hvert fald stoppe.

Nogle, især fra Det Radikale Venstre, siger, at der også eksisterer en dansk nationalistisk trussel.

Men det er en usand konstruktion. Den nationalistiske trussels virkelige navn er fædrelandskærlighed. Og den er ikke hadefuldt vendt mod nogen. Den er kærlighed til det sted, det sprog, det klima, den natur, man er vokset op i.

Fædrelandskærligheden har en karikatur, der hedder chauvinisme. Den dyrkede Hitler og hans småtbegavede kumpaner i 1930’erne. Den gjorde verden til et helvede fra 1939 til 1945. Men den har intet at gøre med den glæde, der får danske fodboldtilskuere til at gynge på tribunerne og bryde ud i et »vort gamle Danmark skal bestå, så længe bøgen spejler sin top i bølgen blå,« formuleret af Oehlenschläger. Den er ingen trussel mod fremmede folkeslag.

Det var fædrelandskærligheden, som gjorde, at millioner af russere ofrede deres liv i kamp mod den nazistiske militærmaskine. Russernes kærlighed til deres bølgende kornstepper var stærkere end Stalins despoti. De gik i døden for deres land, ikke for kommunistpartiet. Mens de tyske soldater kæmpede for en idé om den ariske race fostret i nogle syge hjerner og indterpet i Hitlerjugend.

Hitler og konsorter samlede alle de egenskaber, de satte pris på, i begrebet arieren. Og alt, hvad de foragtede, i ordet jøde. Men det var ikke ægte. Det var propaganda, ikke natur. Det var konstruktion i mindreværdssyge hjerner, som Himmlers og Hitlers. Det var dilettanteri. Ligesom Hitler var en dilettant som krigsstrateg, var han en dilettant som tænker.

Ordet nationalisme kan vi ikke lide. For det indebærer nedvurdering af fremmede lande. Men den, der ejer fædrelandskærlighed, hader ikke de fremmede. Han forstår, at andre folk holder af deres lande, som vi holder af vort. Nordmændene holder af deres sprudlende elve, franskmændene af deres vinmarker, hollænderne af deres diger og klassiske malere. Ligesom vi holder af vores høje, ranke bøgeskove og grøftekanternes friskgrønne overflod nu her i maj.

Fædrelandskærlighed er ikke chauvinisme. Det er glæde over Danmark, som en klassisk poet kaldte sit digt. Derfor sagde jeg som bestyrelsesmedlem i DR til DR’s daværende nyhedschef Ulrik Haagerup, at det var forkert at kalde DF’s fædrelandskærlighed ”højrepopulistisk”. Han og jeg blev så enige om, DR kaldte holdningen ”at være nationalt sindet”.

På min skole begyndte vi skoledagen med at mødes i morgensangssalen. Her sang vi to sange, og rektor, en lærer og en elevrådsformand holdt små taler eller viderebragte meddelelser mellem sangene. Alle skolens 400 unge mennesker fra 6. klasse til 3. g stod her hver morgen tæt sammen. Vi fik en følelse af at høre sammen. Og sangene gav os desuden følelsen af at være del af noget større, et land, en nation. Vi sang os ind i en følelse af at høre hjemme i det »land, hvor jeg blev født, hvor jeg har hjemme«. Og at høre hjemme i det danske sprog: »Vort modersmål er dejligt, det har så mild en klang.«

Og hvis vi ikke havde kærligheden til den danske natur med hjemmefra, fik vi den her hver morgen. »I skovens dybe, stille ro, hvor sangerhære bo«. Og vinteren er også værd at synge om: »I sne står urt og busk i skjul, der er så koldt derude.«

Bortset fra selv at gå ture i mark og skov er der ikke noget, der lærer én at holde af Danmark som vores sangskat. Aakjærs, Ingemanns og Blichers kærlighed til alle naturens årstider forbinder deres billeder af Danmark med ordenes og versrytmens skønhed. Kærligheden til naturens skønhed bliver nynnet ind i vores bevidsthed. Det er synd, at skolernes morgensang har haft trange kår i ungdomsoprørets kølvand. Men det er dog lykkedes os at holde DR-pigekorets danske sang i live i Danmarks Radio, endda i fjernsynet. Jeg gad vide, om man bruger den danske sanglyrik til at integrere vores nye medborgere fra Mellemøsten i Sandholmlejren, og hvor vi ellers samler dem. Det ville være en hjælp til deres sprogtilegnelse som til at åbne deres øjne for det dejlige danske landskab.

Det er uforskammet, at visse især tyrkiske indvandrere omtaler ikke Danmark, men Tyrkiet som deres fædreland. Flytter man til Danmark for at bo og arbejde, er det Danmark, der er fædrelandet. Ellers skal indvandrerne bare se at vende næsen hjemad mod Erdogan-land. Og det kan vi jo hjælpe dem med ved først at lade dem få del i de danske velfærdsgoder, når de har vist deres danske værd.